S/Y Isabella

              www.syisabella.dk

 

 

 

 

 

 

 

Seneste nyt...

 

06082012
Netop hjemvendt fra vores sommertur til Helsinki - nærmere følger, men alt vel selvom det var en lang tur og vi var lidt ude af træning med de længere sejladser.

 

04072012

Rikke med familie og første eksemplar af Rikkes første bog: "Et år for egne sejl"

 

14062012

Nyhed - Nyhed - Nyhed!

På vores rejse i 2009-10 skrev Rikke en dagbog om hendes oplevelser på turen samt et par indledende afsnit om ideen, beslutningen, planlægningen og tilblivelsen af denne store oplevelse. Faderens drøm om langturssejlads, der blev til en familierejse og et års nærvær med kone, børn og moder natur.

 

Bogen er Rikkes ærlige beretning om forandringen fra landkrabbe og hausfrau til garvet sejler-mor og skibsskolelærerinde - på 4 år! Vi sejlede den første tur i egen båd - en bandholm 24 i sommeren 2005 og i sommeren 2009 stak næsen ud Tyske Bugt for at forfølge vores mål om at overvintre på de Kanariske øer og sejle hjem igen, når det blev forår.

Rikke er ikke just ud af en sejlerfamilie, så det var hård kost at komme til søs som 36 årig, og skipper får da også nogle utvetydige kommentarer før, under og efter - men som bekendt - den der intet vover, intet vinder...

 

Dem, der har fulgt med her på hjemmesiden kender historien og for nye læsere er der en mulighed for at starte her. Vi håber at dele vores oplevelser med endnu flere.

 

 

Rikkes bog kan bestilles på bl.a. Frydenlunds forlag - klik her: Rikkes bog

 

 

 

16042012
Lørdag var Rose, Johan og Per i Skælskør for at gøre klar til næste sejlsæson med jollerne. Det var en fin dag med højt humør og god arbejdslyst.

Søndag blev Johan og Per færdig med den nye stævn og bovspryd er monteret igen. Fribord er slebet og malet og snart mangler kun bundmalingen, så kan vi få Isabella tilbage i hendes rette element igen.

Nederst er den nye transducer monteret i tilpasset plastblok.

 

 

 

22022012
Rikke er langt om længe blevet færdig med at redigere bogen sammen med forlaget, så vi håber den bliver klar til salg medio marts.

På årets bådudstilling i den sidste weekend vil vi være at finde på FTLF's stand. Vi holder et mini-foredrag på standen både lørdag og søndag.

 

 

 

 

 

 

 

I november 2011 startede Per og Johan på renovering af stævn, som var begyndt at delaminere. Ved nærmere eftersyn var træet råddent 20cm ned. Nu er der limet nye stykker på med fortykket epoxy og sikaflex mod bordenderne.  Heldigvis er Isabella skruet med silikonbronce skruer, så jeg kunne løsne alle skruerne og genbruge dem mod den nye stævn.

Her er det rådne stykke skåret væk og et nyt lamineret stykke egetræ er på vej ned på plads.

Udvendig har jeg limet lameller på af 13mm tykkelse, så de kan tilpasses stævnens facon samt at stævnen opnår større styrke og formstabilitet når det bliver lamineret.

 

 

Her er der limet 3 lameller på udvendig

Det har været et stort arbejde og det er jo kun muligt at arbejde i tørvejr og +5 grader, da det er epoxylim. Men en spændende opgave.

I skrivende stund er jeg færdig med at lime og mangler bare tilpasning til bovspryd samt malearbejdet. Foto kommer senere.

 

Furuno har ombyttet den defekte transducer til ekkolodet, som vi også havde problemer med i Portugal. Da vi kom hjem virkede temperaturføleren ikke og dybdesencoren har været upålidelig siden monteringen. Så dejligt at den blev ombyttet uden beregning. Nu skal den blot monteres.

 

22082011
Det er længe siden vi har opdateret hjemmesiden, men nu kommer der snart lidt nyt fra vores sejlture her i sommer. I weekenden havde vi en fin lille tur til Agersø og det var hyggeligt at gense nogle af sejlervennerne derovre. Det er en meget hyggelig og anbefalelsesværdig havn, og Jacob er stadig rigtig havnefoged, som kommer rundt på broerne og hjælper med at finde en god plads og tager imod fortøjningerne. Det er desværre et særsyn i de danske havne efterhånden.   

Vi har indsendt manuskriptet til Rikkes bog nu, så vi håber en udgivelse kan blive en realitet i løbet af efteråret og jo gerne inden jul. Mere om det senere.

06052011
Flot sommerdag med temperaturer op til 28 grader, Py-ha! Jeg håber der også bliver lidt sommer tilbage når vi har sommerferie.

I weekenden havde vi den store oplevelse at møde Æfnityr igen - denne gang i Korsør. Sidst vi så dem var i Portosin i Spanien, i efteråret 2009. Nu har de haft et par år i Middelhavet og er lige så stille ved at vende hjem til hverdagen med 2 børn, som snart skal i skole. Der blev udvekslet mange gode langturssejlerhistorier og vi var meget enige om, at vi er meget heldige at have sådan en oplevelse med vores børn lige midt i livet.

Som vi gjorde i Spanien, så holdt vi mole-fest med dug på broen - skønt!

 

01052011
Johans konfirmation. Dejlig dag med familie og venner til fest hjemme i telt. Sol og 15 grader og grillstegt pattegris på grill. Rigtig god dag.

 

ja- og ellers har vi brugt forået til at lave tag...

09042011
Dejlig forårslørdag i et frit Danmark! Nydes i fulde drag.

Var på båden i fredags og skifte impeller i søvandspumpen og se til fortøjninger før stormen. Fik vasket spildbakken under motoren. Pusler lidt med montering af ny varmeveksler. Ellers ikke de store forårs projekter. Der trænger til en grundig rengøring inden indflytning men snart kalder søens blanke vand til sejlads og oplevelser.

Rikke pusler med sin bogudgivelse, som får titlen: Skipperkonens Dagbog. Vi sender den til forlaget snarest - så må vi se hvornår den kan komme ud på tryk.

På forårets bådudstillinger har vi hjulpet til på FTLF-standen. Vi har holdt familie-foredrag og vist nedenstående video, som jeg har uploadet til youtube så flere kan få lejlighed til at se den. Der er både dejlig sejlads, kagebagning i høj sø og en sluse i Caledonia Canal. God fornøjelse! 

 

16032011
Onsdag midt i marts - foråret er vist på vej, solen skinner, men det er stadig bidende koldt - øv!

Vi har hele weekende været på FTLF's stand og holdt 2 foredrag på scenen på bådmessen i Fredericia og det gik godt. Børnene var med på scenen og vi havde microfoner på, som studieværterne på TV - stor oplevelse for alle. Der var stor interesse for vores valgte rute og sejlads med børn og mange kom hen til os om søndagen og vi havde nogle gode timer. På vej hjem fra Fredericia talte vi om at det var næsten som at have været afsted igen - bare en weekend!

02022011
Vi skal holde foredrag på Bådmessen i Fredericia. Kontakt os evt. for nærmere oplysninger om tidspunkt.

Første foredrag i Nakskov var en stor oplevelse og det var svært at begrænse fortællelysten. Rose og Johan var også med og havde forskellige indlæg om "venner", "skole ombord" og "hvaler" 

Vi viste også et par videoer, hvilket blev godt modtaget.  

18012011
Oplysninger under "Skibet" er opdateret efter jeg har modtaget supplerende oplysninger fra første ejer.

16092010
Skippers Logbog er opdateret med de sidste sejladser over Nordsøen og hjem. God læselyst og tak fordi I læste med!

Første foredrag bliver i Nakskov i klubhuset den 28. november kl. 15. Det er FTLF storstrøms AG gruppe som står for arrangementet. For tilmelding se i bladet. 

Foredrag: send os en mail hvis du synes vi skal komme forbi din klub eller forening og fortælle om Langturssejlads for far, mor og børn.

Bog med Rikkes rejsedagbog
Vi har overvejet at udgive Rikkes rejsedagbog i bogform suppleret af relevante fotos undervejs, men er lidt usikre på hvor mange der vil være interesseret i at købe. Den vil formentlig komme til at koste ca. 148 kr. 

Vi vil meget gerne medvirke til at flere familier river et år ud af kalenderen og tager på en lang rejse, derfor vil vi gerne udbrede vores egne positive erfaringer lidt bredere.

Vi hører meget gerne læsernes kommentarer til dette lille projekt, da det koster lidt at sætte igang, og netop hjemvendt fra langtur er det jo ikke penge vi har flest af. Send venligst en mail med et par kommentarer eller ideer. På forhånd tak!

 

30082010
Rikkes rejselogbog er ikke længere tilgængelig her fra siden, da vi pt har nogle overvejelser om, at den måske kan udkomme i bogform. Til gengæld har skipper omsider fået renskrevet logbogsoptegnelserne og bringer nyt om sejladserne fra Horta og helt til Inverness i Skotland. Sidste del over Nordsøen og hjem er også lige på trapperne.

Vi planlægger endvidere nogle foredrag og det første bliver i AG Storstrøm i efteråret, men vi har også forespørgsler fra et par andre sejlklubber og lokale foreninger. Vi er stadig lidt i tvivl om formen, men glæder os til at komme rundt og fortælle om vores oplevelser. Vi tror det er en god måde at genopleve turen på, da vi har erfaret at det hurtigt bliver hverdag igen her hjemme. Samtidig ser vi også os selv som ambassadører for Foreningen Til Langturssejladsens Fremme og i den egenskab er det naturligt at komme lidt ud blandt vores medmennesker og fortælle om det fortræffelige ved at sætte et rejseår ind midt i livet!