15.

Som skrevet så havde vi mange gøremål på Gran Canaria, så vi besluttede at sejle til Tenerife for at holde lidt ferie og få kuløren frisket lidt op, men det blev ikke lige frem den Teneri-ferie, som vi havde håbet på og Las Galletas blev et ophold, vi sent vil glemme!

Vi sejlede fra Mogan til Las Galletas på sydkysten af Tenerife på 9 timer. Vi troede, at vi havde noget vind at sejle på, men det var meget blandet - både sejlads for sejl og motor. Vinden mellem øerne er noget utilregnelig, og det er næsten altid anderledes end beregnet. Jeg har stadig ikke den store forståelse for charmen ved at sidde og kigge på sejlene og fundere over den sejlmæssige kunst, og Per mener bestemt, at jeg stadig mangler evner på området om håndtering af skøder og fald, selvom jeg ikke længere kalder det hele for snore! Det er ikke nogen nem opgave at være skipper for sådan en folk amatører, men hvad skal jeg så sige? Vi har derfor aftalt, at Johan og jeg på skift skal forestå styringen af sejl mht. trimning, fart og kurs, så vi bliver mere motiverede og dygtigere. Vi må derfor gerne sætte skipper i gang, blot vi har velbegrundet hensigt med sejladsen. Vi kan derfor godt be’ om at få genakkeren op eller genua’en spilet ud i butterfly med storsejlet, hvis vi kan argumentere! Det skal nok blive spændende, og vi prøver ved næste sejlads!

Havnen i Las Galletas var ikke nogen luksushavn, men personalet var venligt og imødekommende, og det var jo ikke deres skyld, at der mest var koldt vand i hanerne. Sekretæren på havnekontoret tog det hele meget nonchalance; talte en blanding af spank, fransk og engelsk og kunne da godt lige udfylde de skibspapirer, når vi nu var sejlet så langt! Hun skulle egentlig ikke bruge det til noget, men nu hun sad der jo alligevel, så….! Det er så morsomt at opleve forskelligheden fra havn til havn. Byen omkring havnen var rigtig hyggelig med lokale folk, som talte spank, og mængden af turister var begrænset. Der var godt brød, frugt og grønt samt kød hos den lokale slagter, og priserne havde igen et mere realistisk niveau, svarende til fastlandet og ikke som turistpris i Puerto Rico. Internet fandt vi på en marinabar, men det var noget sporadisk, hvilket vi efterhånden finder lidt belastende. Vores største udfordring blev dog noget helt andet. Vi var ganske simpelthen ved at blæse ad h….. til! Mandag d. 1. februar tog vinden mere og mere til, og først på natten til tirsdag blæste det kraftigt op til kulingstyrke. Vind og bølger stod ind over den 5 meter høje molemur, og i kraft af tidevandet, som var på sit højeste ved fuldmåne i disse dage, steg vandet i havnen meget. Dønningerne inde i havnebassinet var nærmest som en konstant karrusel rundt med båden på pladsen trods det, at den var fortøjet flere steder inde på broen samt via 2 agter fortøjninger ud til midten af havnebassinets bund. Mange skippere var vågne hele natten for at tjekke fortøjninger, fendere og ikke mindst for at kunne holde øjne med om selve broen holdt! Alle flydebroerne bugtede og snoede sig som slanger, og vi var reelt bange for, at de ikke kunne holde til presset fra de mange både, som hev og sled i dem pga. de kraftige dønninger, vind og den ekstra mængde af vand, som konstant væltede ind over molen. Jeg var reelt bange for at det kunne gå galt, og tanken om at skulle forlade en løsrevet bro midt om natten mellem en del andre skibe i et alt for snævret havnebassin i kraftig vind, ville have været en nødsituation af format. Det blev vi heldigvis forskånet for, men broen løsrev sig rent faktisk i den ene side af broen et stykke fra rampen til selve betonkanten, så bekymringen var ikke uden grund. Igennem den efterfølgende dag foretog Per yderligere forbedringer, og en ny vejrfil kunne oplyse, at vi havde bedre vejr i vente i løbet af aftenen og natten. Det holdt heldigvis stik, men sikke nogle døgn! Vi var trætte, som havde vi været ude at sejle gennem nogle dage. Vi havde ikke holdt øje med kurs, men vi havde i sandhed holdt udkik med vejret, fendere, fortøjninger og samspillet mellem egen båd og dem på siden samt selve broen! Den havn vil vi sen glemme. Efterfølgende fik vi at vide, at det havde været slemt flere steder rundt på Tenerife samt på Gran Canaria. Pers gode ven Miguel fra Puerto Rico ringede faktisk og spurgte til os efter stormen. Det kan man da kun kalde betænksomhed. Vi havde godt vagtselskab fra den tyske båd ”Sparrow” med Silke og Pete ombord lige side om side, og ”Time-Out” lå lige på den anden side af broen.  Det er godt med kendte ansigter i nærheden, når situationen tilspidses. ”Sparrow” har vi tidligere mødt på Grasiosa, så det var rigtig hyggeligt at gense dem og udveksle sejleroplevelser for den tid, hvor vi har haft forskellige kurser og mål.

Morgenen efter stormen havde Silke og Pete en lidt spøjs oplevelse. En tysk båd på den anden side af dem tog situationen meget afslappet. De havde ikke været oppe om natten, men de havde også KUN 2 fendere til deres båd, så der var selvfølgelig heller ikke så meget at se til!!! Silke og Pete havde i nattens løb mistet den ene agterfortøjning, som var knækket; de havde fået væltet elstanderen på broen foran dem, og de lå med motoren startet en del af natten, hvis de skulle forlade havnen hurtigt. De havde nemlig en gang tidligere på turen oplevet, at broen ikke holdt i havnen Morro Jable på Fuerteventura. De havde set hvordan flydebroen pludselig ikke sad fast i den anden ende og derfor havde kappet fortøjningerne og forladt havnen i al hast. De var derfor forberedt på det værste! Da den anden tyske båd så om morgenen åbnede forlugen, strakte sig godmorgen og spurgte om ”Sparrow” skulle have noget med fra bageren, ja så var det hele lidt tragikomisk. Selvfølgelig kan man tage sorgerne på forskud, men her var mere tale om held end kløgt!       

Da stormen havde lagt sig tog vi på bustur til Los Cristianos for at leje en bil. I Las Galletas var alt udlejet, hvilket det også viste sig at være i L. C. med mindre vi ville betale 44 euro for en dag, og det syntes vi var lige i overkanten. Vi valgte at fortsætte i bus til Adeje for at gå på vandretur i den dybe dal: ”Barranco del Infierno også kaldet ”Helvedesslugten”, som skulle være en oplevelse med typisk canarisk landskab med drageblodstræer og kaktusplanter. For enden af dalen skulle der være et smukt vandfald, men dalen var desværre lukket pga. ødelæggelser efter regnen. Surt! Vi havde ellers lige fundet den fæstning: Casa Fuerte, som tidligere blev brugt i forsvaret mod pirater, og hvor hele bjergturen skulle begynde! Bjerget ”Teide” havde også været lukket af for besøg forleden dag, da ”Time-Out” ville derop; det var ikke muligt at leje en bil, og slugten var regnet sammen! Det var ikke ligefrem nogen dejlig teneriferie, som vi ellers havde set frem til. Sluttelig besøgte vi en guldsmed for at give Rose de ”huller i ørene”, som hun så længe har ønsket sig. Det blev desværre heller ikke nogen succes i første omgang. Damen ”skød” simpelthen forkert og placerede ørestikken alt for højt i ørebrusken. Det så helt forkert ud og gjorde tilmed ondt. Rose var grædefærdig, og det blev ikke bedre, da vi besluttede, at Per skulle fjerne ”stikken” samme aften. Så kunne hullet lukke sig igen og et nyt kunne laves. Aldrig, sagde Rose, men hun var nu ret sej, da hun næste dag fik det ene hul lavet på ny. Per og hende har nu indført tjek og rens af øreringe flere gange om dagen, og hun er smuk med de to blå sten i hvert sit øre. Den føromtalte kvindelige havneassistent var hver dag sminket med kraftig øjenskygge, flere ørenringe i hver øre samt diverse armringe. Hendes påklædning var udfordrende i korte kropsnære kjoler og højhælede langskaftede støvler. Per omtalte Roses nye ørenringe for hende og sagde at vi godt vidste at pigerne her i spanien får hul i ørene tidligere end danske piger. Så rettede hun Per med himmelvendte øjne og sagde nej, meget tidligere. Hvis de er født kl. 12, så har de ringe i ørene kl. 1215!   

Vejret var stille og varmt og den sidste morgen, inden vi sejlede mod La Gomera, så vi op på en fuldstændig blå himmel med ”Teide” som højdepunktet i kulissen. Direkte udsigt fra cockpittet. ”Teide” er et imponerende syn med sin snehvide top. Det er trist, at vi ikke nåede derop, men så er der jo grund til at komme tilbage en anden gang! Til den tid skal vi også huske at gå ud og spise med den spanske fyr, som havde sin båd liggende ved siden af os.  Sagen var den, at vi ved en fejl havde fået taget strøm fra ”hans” elmåler. Han var på den måde kommet til at betale for vores del også, hvilket Per selvfølgelig sagde, at vi ville betale os ud af. Det ville han ikke have – vi skulle blot forblive gode venner, sagde han! Han gav os ydermere et sejltips om sejladsen mod La Gomera og sagde til sidst, at vi skulle gå ud og spise næste gang vi kom! Tanken er rigtig fin og hvilken udgang på et dilemma, som lige så godt kunne være gået helt i hårdknude.  Således kom vi godt af sted fra Tenerife mod La Gomera!

Her til sidst vil jeg lige nævne, at skibsskolen i øjeblikket læser bogen: ”Flugten fra klosteret” af Lars Henrik Olsen højt. Det er noget, som giver ro i båden. De trækker kun lige vejret, mens jeg læser. Den er fantastisk spændende og meget velskrevet. Faktisk er den ind imellem så barsk, at Per og jeg næsten ikke kan holde det ud. Rose spørger og vi forklarer, og Johan kan næsten ikke holde ud, at vi ikke bare læser fra morgen til aften, til den er færdig! At læse en bog højt for hele familien er et rigtig godt alternativ til at se tv eller til se en film sammen, vi har bare ikke været vant til at gøre det før nu på denne tur.

14.

2010 er godt startet, og vi sagde på gensyn til Bedste og Bedstefar. Vi lovede at sende en sms, når vi er i dansk farvand igen! Ungerne er blevet større til den tid, og de vil have lært nogle andre ting end det de ellers ville have gjort.  Det har vi hele tiden vidst, men det er meget dejligt at konstatere, at Johan, som var noget skeptisk inden rejsen, og på mange måder ikke kunne se ”den store mulighed”, har taget turen til sig. Han arbejder godt med, når vi bl.a. sætter sejl, og han er en stor hjælp, når vi går ind og ud af havn. Han har både kræfter, mod og indsigt, og jeg tænker nogle gange på, at Per og jeg får svært ved at sejle Isabella selv. Rose har ofte den opgave, at hun skal springe derhen, hvor et problem opstår og hjælpe der. Hun styrede fx gas frem og tilbage ved en snæver tillægning en dag, hvor Per måtte hjælpe længere oppe på båden, og derfor ikke kunne styre gas også. Vi regner med dem, og alle er vigtige for processen. Det er en dejlig oplevelse.

Mens Alexander fra Johans klasse var på besøg, skulle han prøve nogle forskellige knob. Han sad og knoklede med et par af dem og kunne ikke helt få dem på plads. Johan sagde: ”Det viser bare, at du stadig er mere købmand end sømand, og man bliver jo heller ikke sømand på en dag!” Det er noget, Johan ved! Det kommer ikke af sig selv, og nogle gange er det også hårdt at lære at blive sømand, men på trods af det, så virker han faktisk, som om, at han trives ret godt med sejlerlivet nu. Det er blevet en skuffelse, som ikke er gået i opfyldelse. Citat: Johannes Møllehave.

Tirsdag d. 5. januar tog Per og Johan af sted på deres 1. dag på dykkerkursus. Der blev forud læst en del sider på dansk og også noget på engelsk, men motivationen var i top, og Johan glædede sig helt vildt til denne oplevelse. Johan har skrevet om deres dykkerkursus til klassen både på dansk og engelsk, og vi vil lægge hans engelske stil på skibsskolen. Johan klarede sit dykkerkursus på meget fin vis og fik ros! Han var hurtig til at forstå og udføre øvelserne samt de efterfølgende tests, og der er ingen tvivl om, at han befinder sig godt og meget roligt i elementet vand. Per fik selvfølgelig også sit certifikat, men han er ikke så naturlig i vandet, som Johan siger, men der er ingen tvivl om, at de har haft en super oplevelse ved at gøre det her sammen – bare de to! Hvis det havde været en amerikansk roman, så ville man have sagt, at de var kommet hinanden meget nærmere, og at de nu bare mangler en Golden retriever i haven! Derudover kører skibsskolen på fuld skrue, idet der jo venter et par uger med feriegæster i februar, hvor vi holder skolefri. Der arbejdes bedst, når motivationen er i top! Rose læste også godt i ”Orla Frøsnapper” – også gerne på stranden i Puerto Rico eller som den dag, hvor vi sad på nogle store lavablokke på en kæmpe øde strand på Graciosa. At gøre fremskridt kan ske i mange forskellige kulisser.

En sen eftermiddag gik vi en tur til ”toppen” i Puerto Rico. Vi nåede til den plads foran det gamle hotel, hvor vi engang boede sammen med Heidi og Mikkel og drengene. Den gang sad Rose i klapvogn, og Johan var en lille dreng. Det var hyggeligt lige at stå der igen. Ingen tænkte den gang på, at vi en dag skulle ligge nede i havnen med vores eget skib. Per drømte måske om det, men jeg gjorde i hvert fald ikke. Nogle gange synes jeg stadig, at det er helt uvirkeligt, at vi har gjort det.

Det var også meget mærkeligt at være en tur tilbage i Danmark midt i det hele. Vi fløj i en Airbus A330 fra Las Palmas mod Sevilla, dernæst over Madrid for at ramme det nederste hjørne af Biscayabugten. Over Paris og Amsterdam, ind over Helgoland bugten til Kastrup, Danmark. Det tog 5 timer, og så stod vi igen på dansk jord. Det virkede som om, vi var blevet sat tilbage i tiden, og nogle gange blev jeg i tvivl om, om vi virkelig havde sejlet hele vejen til Gran Canaria. Det var på en måde snyd at flyve tilbage – det var for let!

Tiden i Danmark var tilrettelagt af hensyn til firma, tekniske apparater, som fejlede og ikke mindst til at besøge den nærmeste familie. Ingen venner skal føle sig snydt eller overset. Vi valgte bevidst at gøre opholdet så enkelt som muligt og undgik for mange situationer med at skulle sige farvel igen. Vi oplevede frostvejr og sne, og det var i sandhed en omvæltning fra 25 grader plus til minus 10 grader i blæsevejr og alt det tøj vi skulle til at have på! Det var super hyggeligt, meget effektivt og vildt surrealistisk at være tilbage en tur. Det var en god fornemmelse at tage tilbage til skibet for at påbegynde klargøringen af hende, inden vi starter det næste halve år med at sejle tilbage til Danmark igen for atter at starte op i vores almindelige danske hverdag.

Mens vi har ligget i Puerto Rico har vi fået hjælp af en lokal smed – Valeron, som har lavet en del rustfrit arbejde på Isabella. Vi kan nu stå udenfor i cockpittet i tørvejr, og landgang fra stævnen er lettet, idet der er påsat en stige. Alt i alt har vi fået lavet nogle gode forbedringer, som vi i løbet af turen har opdaget nødvendigheden af. Ydermere er Valeron en utrolig sød og hyggelig fyr. Han har boet 4 år i Belgien og taler derfor flydende fransk foruden spansk og engelsk. Han er en meget positiv og arbejdsom fyr. Han bidrager med nogle gode historier, og når det engelske kniber forsøger vi at forstå det franske og i sidste ende, siger han det på spansk. Under en middag i båden måtte vi flere gange have den spanske ordbog frem for at forstå, men det gjorde ikke aftenen mindre hyggelig. Han forærede os en flaske Canarisk Rom med honning, som er god, hvis man har ondt i halsen eller hvis man er bange for at få det, som han sagde!    

Samme aften var vi heldige at se stjernebilledet Orion. Det er et ækvatorstjernebillede, der står op i øst og går ned i vest ganske som solen. De 3 klare stjerner, som ligger i midten af billedet kaldes Jacobsstaven og i forlængelse af denne ses himlens klareste stjerne Sirius. Det skulle også være muligt at se dette stjernebillede i Danmark om vinteren direkte mod syd. Rundt om de 3 stjerner er der 4 andre i en skæv firkant, men de 3 på række i midten gør den meget karakteristisk. Prøv at kigge en aften i klart frostvejr! Det skulle så være muligt i øjeblikket!!! 31.januar 2010.

Efter godt en måned i Puerto Rico gjorde vi klart skib og fik et par gaster med på en lille tur til Puerto de Mogan. Søren nabo og hans søn Thomas påmønstrede, og vi sejlede sammen en smuk, varm og helt rolig tur til Mogan, hvor gasterne blev sat af igen. Vores plan var at ligge en nat for anker udenfor havnen for den næste dag at blive taget ud af vandet med en kran.

En lille kraftig spansk mand med stråhat styrede kranen, men ikke fra kl. 10.00 som aftalt, så vi måtte så godt som muligt gøre fast i en lille fiskerbåd samt have Johan i land med en lang fortøjning op på havnefronten. Det var sådan en situation, hvor vi var glade for det rolige vejr. Vi lå en stund og ventede på, hvornår der så ville ske noget mere, og det gjorde efterhånden også en del turister på kajen. Isabella blev fotograferet fra alle sider, og da hun endelig blev løftet ud af vandet stod der omkring 50 mennesker og fulgte med. Vi koncentrerede os alle om opgaven, så hun ikke ramte betonkanterne i løftebassinet, og snart hang hun i de brede bælter lige over havnepladsen, så vi kunne gå i gang med at vaske hende af. Truckføreren talte mindre engelsk end Per taler spansk, så de var godt kørende, men han var venlig og rolig, hvilket trods alt er det vigtigste, når ens hjem med et og alt løftes fra dens rette element vandet til landjorden!

Efter afvaskning af bunden, som i øvrigt var ganske pæn, blev Isabella endelig placeret på nogle gamle, faldefærdige bukke, som blev kilet fast og bundet sammen, inden kranen til sidst satte hende ned. Nu stod hun på land og så ganske pæn ud, men hun stod desværre midt i en nedkørsel, så de kommende dage skulle vi hele tiden affinde os med biler med og uden bådtrailer, som passerede ned mellem os og de andre både på siden med risiko for påkørsel af en af bukkene. Det var bestemt ikke særlig professionelt planlagt. Ydermere fik vi efter nogle dage at vide, at båden skulle flyttes længere frem, idet der nu manglede plads til nogle boder til et marked sidst på ugen. Per var ude og handle bådstuff med Villu – mere om ham senere – så jeg orienterede højt og lavt om, at båden blev stående præcis samme sted indtil Per kom tilbage. Jeg ved ikke, om de forstod hvorfor, men det lykkedes at holde dem på afstand, men både ungerne og jeg gik også rundt på skibet som på et vagttårn og holdt udkik. Vi slap for at blive flyttet, og der skete heller ikke noget den efterfølgende morgen, hvor vi sad vagt fra kl. 05.00, da de første boder skød op på havnepladsen. Vi blev hverken ramt af varevogne eller bådtrailere trods det til tider var ganske tæt på. Se evt. fotos for placering af Isabella. Vi sov lidt på albuerne de første nætter, og vi gik også roligt omkring deroppe, men efterhånden vænnede vi os til tårnfornemmelsen.

Isabella er blevet slebet og bundmalet i flere omgange. Johan har haft praktisk emneuge med maling og pudsning af skruen til den skinnede igen. Per og Johan har virkelig plejet hende og tjekket ekkolod, luger og beslag. Hun har ingen skader fået på bund og skrog på turen herned, og det var på mange måder rigtig dejligt at se, hvor godt hun tog sig ud. Vi har talt med rigtig mange mennesker, som har passeret skibet på pladsen, og mange har kommenteret hende i positive vendinger. Mange spurgte meget interesseret til os, og vi fortalte og fortalte. Også ungerne blev spurgt – nogle gange lidt for dumt, som da Johan stod og malede en dag og blev spurgt af et par: Hvorfor står båden der? ”Ja, den er svær at male ellers”, svarede han. Ungerne ved, at de ikke må svare flabet, men nogle gange tænker folk ikke så langt, når de spørger. Vi er ikke af sted på en mission, men vi vil gerne dele oplevelsen af at gøre noget andet som familie og dermed opfordre andre til at tænke muligheder og alternativer til familielivet, men nogle gange må vi også bare se at komme videre med malerrullen inden den er tørret fast til skroget. Der er meget balance i den form for medmenneskelig kontakt, og der er ungerne mange gange bedre til at svare direkte og præcis, og slipper bedre af sted med det, end vi voksne kan.

Nogen gange sker det også at man dumper lige ned og møder nye mennesker, hvor man fra første kontakt kan mærke at vi er på bølgelængde. I denne beddingsuge har vi mødt en finsk familie, som har gjort vores landophold til en ganske særlig herlig uge. Villu er fra Estland og skipper på en cementbåd under istandsættelse. Den står på kajen på 3. år. Hans kone Hanna og han har gennem et par år sat denne båd i stand fra bunden. De har rejst mellem Finland og Gran Canaria i perioder og boet i båden gennem længere tid for at arbejde med bådprojektet. Undervejs har de fået to børn: Luule 4 år og Laine 3 måneder, så i øjeblikket bor de i en lille lejet lejlighed under opholdet, da alting besværliggøres med en baby ombord, hvor der hverken er vand eller toilet. De har været utrolig hjælpsomme lige fra første møde – ”ta’ blot bilen om I har brug for at få handlet noget” samt givet gode råd og oplysninger om bedding i Puerto de Mogan. Vi har hygget os og snakket en del om livet og det at eje en båd; Per har hjulpet dem med at slibe og lakere deres båds fribord i flere omgang; ungerne og jeg har passet Luule nogle gange; vi har fået kørelejlighed til Las Palmas og så har Hanna vasket al vores vasketøj i lejlighedens vaskemaskine. Vi har lavet fælles grill – aftensmad på havnepladsen lige ved siden af bådene. Vi fandt nogle gamle træborde og nogle få kasser at sidde på, men det var ikke små fester vi holdt af den grund. Hanna og Villu havde vennerne Timo og Pirjo på besøg fra Tallinn og mormor – Annikki – mummu og morfar – Veikko – vaari fra Finland. Alle gjorde deres bedste for at hjælpe familien på bedste vis med projektet. Alle hjalp med måltidet og bidrog med noget til fælles glæde. Det er en god måde at holde fest på! Da vi holdt på-gensynsfesten var Timo og Pirjo taget hjem, men så var Andres – deres ven og præst kommet for at give en hånd med – bare ikke om søndagen, hvor han ikke arbejder. Det gør Bjørn så, som er nordmand og som har hjulpet en del under hele projektet. Man kan godt sige, at vi var en noget blandet flok, men det har været utrolig hyggeligt at mødes. Vi lyttede til Billy Hollyday og Madelaine Poiro; vi har hørt dansk, finsk og engelsk tale i en skøn blanding og ind imellem græd babyen Laine lidt, hvorefter Hanna blot gav hende lidt bryst siddende i Aldistolen. Luule forstår få ord på engelsk, men vi har forsøgt os med tegn og fagter på bedste vis, hvilket er gået fint, for finsk er umiddelbart ikke så nemt! Mor er ’aiti’ og far er ’isa’, men så kan vi ikke føre det så meget videre!

En af de sidste dage var vi samlet en hel del folk omkring ”Fossil”. Mesanmasten skulle hejses, hvilket krævede en del hænder. I stedet for at nævne personerne vil jeg i stedet nævne de 7 sprog, som blev anvendt på pladsen: finsk, estonia, tysk, norsk, fransk, dansk og endelig engelsk. Det krævede en del koordinering og samarbejde, men opgaven lykkedes med succes.

Nu håber vi bare, at vi når tilbage til Danmark, inden de sejler igennem på vej tilbage til Finland om alt går vel. Vi håber meget at se dem igen – denne eller en anden sommer i fremtiden.

Aftenen før vi sejlede optrådte Luule i spansk rødprikket kjole med tilhørende sko og vifte på broen, der hvor Isabella atter lå i vandet. Vi drak lidt vin og delte nogle saltede lakridser, som også er i høj kurs i Finland. Saltede fisk og Piratos er blevet luksusspise på disse breddegrader!

Tiden på Gran Canaria har været vores længste ophold under turen, men ikke desto mindre har vi kun set 2 havnebyer og lufthavnen. Sightseeing er det ikke blevet til, men vi har haft travlt med alle de andre gøremål, og vi har haft nogle skønne uger med sol, varme og mange gode oplevelser med en masse søde mennesker. Det er ikke så vigtigt at have været rundt i alle krogene – mange steder husker jeg bedst gennem de mennesker, som vi har mødt, hvilket på mange måder gør mest og dybest indtryk på mig.

”Time-Out” sejlede lidt i forvejen mod Tenerife, hvor vi atter vil mødes til fornøjelse for både store og små. Vi har sagt på gensyn til Bente og Per på båden ”Cherie”, som vi måske vil se igen på Madeira, og vi har ønsket Lone og Peter fra Nakskov videre god rejse mod Caribien. Hvem ved måske ses vi igen en dag i en dansk havn! 

I havnen i Puerto Rico mødte Per to fine fyre. George fra Tyskland, som sejlede i den gule katamaran. Han kendte området og den spanske mentalitet godt, og det er altid godt lige at snakke lidt, så man ikke skal opfinde den dybe tallerken ved hver ny opgave. Spanske Miguel, som bor i San Sebastian på fastlandet, har sin båd liggende fast i Puerto Rico. Han kender som sagt det spanske land og folket ret godt, hvilket også har sine fordele. Han og Per har talt meget sammen eller rettere Per har lyttet meget, for Miguel taler meget! Et udmærket engelsk og et lynhurtigt spansk! Glæder os til at se ham og hans kone igen, når vi kommer tilbage til C. G. i slutningen af februar.

Sluttelig inden vi sejlede fra G. C. modtog vi den triste meddelelse om, at farmor – Pers fars kone Grethe – er død. Ingen kan jo gøre noget ved denne triste situation, men vi er jo vant til, at vi hjælper hinanden, snakker og trøster. Det er det sværeste ved at være afsted, for vi kan ikke være to steder på samme tid. Per har talt med sin far i telefonen flere gange, og vores øvrige familie har hjulpet med alt derhjemme. Det føles dog stadig meget mærkeligt ikke at have været der til det sidste og ikke mindst være med til bisættelsen. Det hjælper jo til at gøre situationen konkret, hvilket jeg mener er vigtigt i bearbejdelsen af tab og sorg. Det er sværere herfra at forstå, og jeg tænker også særligt på ungerne, som måske vil føle det uvirkeligt, at farmor ikke længere er her, når vi kommer tilbage igen. Vi håber, at vi til sommer får længere tid sammen med farfar, så vi bedre kan forholde os til den nye situation.

13.

Det var som skrevet en god fornemmelse at være ankommet til Puerto Rico i tide. Vi regner med at blive her en måneds tid, mens vi får besøg, og derefter skal næste etape lægges, idet vi gerne skal have Isabella op på land for at give ny bundmaling og give hende et tjek af bunden.

Det var super dejligt at gense vores tidligere naboer – Lis og Søren - de inviterede til dansk koldt bord en af de første aftener i havnen. De har en dejlig lejlighed med udsigt ned over stranden og lystbådehavnen. Ganske imponerende, og der skal ikke herske tvivl om at vi hyggede os bravt med snak og gode rugbrødsmadder med rullepølse og andre lækkerier. Ungerne havde desuden mulighed for at hoppe i en pool, hvilket var toppen af luksus for en langturssejlerunge!

Alt imens Danmark blev sneet mere og mere til fik vi det så længe ventet besøg af Bedste og Bedstefar samt Pers kusine Linda og hendes Øyvind. Det var rigtig dejligt at se dem alle igen, og der var mange ting, som skulle fortælles og opdateres efter 6 måneder, og håret blev klippet lidt med brodersaksen af bedste.

De ankom d. 19. december mens her stadig var sol og lunt. Siden var vejret ikke med os. Det blev overskyet med flere regnbyger over dagene. Jeg føler med de turister som kun har en uge med plan og ønske om sol og varme. De er af sted i klipklapper og shorts! Vi har jo både gummistøvler og regnjakker ombord, så vi klarer os fint, og vi skal jo være her længe. En regnfuld jul er ikke sjovt uanset hvor man befinder sig! Enten snestorm eller sommer hot, tak! Vores gæster mistede dog ikke humøret, selvom det var svært helt at acceptere vilkårene.

Trods det halvdårlige vejr, så indtog ungerne alligevel poolen på Bedsternes hotel. Det kneb ikke med pladsen i bassinet, og problemerne opstod også først, da ungerne hver især mødte nogle andre badende børn. ”Hvor bor I og hvornår skal I hjem” I starten undveg de og svarede halvt, for de boede jo på det der skib, som vi kunne se oppe fra terrassen, og det havde taget 6 måneder at komme derned – ikke 5 timer, og de skulle også først hjem om 6 måneder. Hvordan forklarer man lige den, når de andre skal hjem om en uge? De kunne lige så godt sige det, som det nu var, og de blev ikke smidt ud af poolen af den grund.

Vi undlod dog at sige noget i receptionen, hvor vi har brugt det trådløse netværk nogle gange, samt taget lidt strøm en dag, så juletræsbelysningen kortvarigt forsvandt. Vi har ikke så pænt tøj på som hotellets andre gæster, og måske undrer det også nogen, når vi kommer med mad leveret fra ”Mad ud af båden”. Der har været noget familiesammenføring i lejlighed 107, og måske syntes rengøringskonen også, at det var helt utroligt, som de to ældre mennesker dog svinede gulvet.

Vi fik et hint om muligheden for at købe lidt dansk slagteri sager af Lis og Søren. Det benyttede vi os af, da vi holdt en lille men meget hyggelig julefrokost hos ”Time-Out” en aften. Vi skaffede et enkelt rugbrød, nogle sild og rullepølse. Laks og krabbekød samt lidt slik. Det var ganske enkelt, men meget hyggeligt at spise en sildemad med snaps til. Vi kan godt savne forskelligt mad, som vi plejer at få, men så er det heller ikke værre.

Juleaften tog vi på spansk restaurant med familien og vores venner fra ”Time-Out”. Det var et fint selskab for både voksne og børn. Jeg har ikke tidligere spist en stor bøf juleaften, men det gik faktisk ganske udmærket, hvis andre skulle komme i lignende situation en gang. Johan guffede 3 kæmpe revelsben i sig, og han sad heller ikke om drømte om and! Det var en meget afslappet og hyggelig jul, og selv ungerne tog det hele meget afslappet. De virkede næsten, som om at det ikke helt var gået op for dem, at det var juleaften. Gaverne var begrænsede og mindre i år, men de var glade og tilfredse. Desuden var der uventede gaver fra gamle naboer, hvilket gav os ekstra meget grund til at føle, at vi er langt væk, og i år er noget ganske særligt. Der har også været et hav af sms’er fra nær og fjern, og mails er blevet hentet over flere dage. Vi har benyttet skype til samtale et par gange. Vi har været glade for alle former for kontakt. Mange har sagt eller skrevet: ”Så er der kun et halvt år til I kommer hjem igen” Det er korrekt, og vi glæder os også til at se alle igen, men vi har det altså stadig dejligt her på vores egen lille ø. Vi er ikke kede af det!

Det lykkedes os ved fælles hjælp i båden at få lavet en ris a la mande, som var fuldstændig, som den plejer at være, og ellers blev gavehitlisten nok dvd’en med Ice Age 3, samt bogen: ”Flugten fra klosteret”, som skal læses højt, men den mest overraskende gave var nok en sms fra Rasmus R fra Johans klasse. Han vil komme på besøg med familien i uge 8. Det er vi flere, som synes er en fantastisk ide!

1. juledag prøvede ungerne et anderledes julearrangement. De blev inviteret i bade-vand-land med Linda og Øyvind! Det var en succes! De havde prøvet det hele flere gange, og var glade og trætte, da de vendte hjem. Per og jeg fik en fridag, hvor vi bl.a. gik den obligatoriske gåtur for 1. juledag samt spiste julefrokost med Bedste og Bedstefar. Vejret blev gradvis bedre, men hjemme i Danmark beskrev Palle vejret således: regn regn regn kun afbrudt af byger! Det får jo ikke ligefrem en til at ønske sig på et fly hjem, men 2. juledag blev Linda og Øyvind nu alligevel nødt til det. Det har været rigtig dejligt at dele en lille del af turen med dem, og de er nu skrevet ind i historien. Ungerne har nydt nogle voksne legekammerater, og vi har haft godt selskab med historier og spansk i små portioner. Øyvind taler flydende spansk, og vi har dermed haft lejlighed til at få pudset de få gloser af, som vores sparsomme ordforråd består af.   

Alexander fra 6. klasse – Hindholm privatskole - påmønstrede d. 26. december kl. 14.30. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at gensynsglæden var stor for både Alexander og Johan. De tog en tur i gummibåden, badede i havnen, og så: ”Harry Potter og halvblodsprinsen” på dvd, mens de spiste risengrød.  Tid for store drenge – Johan nød at få besøg. Ind imellem glemte vi helt, at de var ombord. Vi er jo mest vant til, at det blot er vores egen lille familie, som er ombord, så det var super dejligt at stå og lave mad og så høre Alexander snakke med Johan, ganske som om de bare sad inde i stuen, hvilket de så mange gange har gjort der hjemme. De har hygget sig i flere dage her og der, og de tog nemt tråden op trods de 6 måneders pause.

Rose flyttede på hotel hos Bedste og Bedstefar inden Alexander ankom. Det har hun glædet sig til så længe, og hun så ud som om, at hun var faldet godt til rette med sovesofa, eget brusebad og toilet, placering af det udvalgte tøj samt swimmingpoolen indenfor 20 meter, da jeg besøgte hende over middag for at aflevere julegave hjemme fra Anna. Det er rigtig dejligt at vide, at man ikke er glemt, men at man tværtimod er savnet! 

Per og jeg har fået Forbrydelsen II tilsendt på dvd fra Mette og Peter. Sikken dejlig ting. Vi har så set dansk film i juledagene ganske som vi plejer, og vi er meget spændte på slutningen. Er det sidste afsnit mon med i hel udgave, eller regner Peter med betaling for det sidste afgørende afsnit?

I Nytårs ugen har solen skinnet fra en skyfri himmel, og både luft- og hav temperatur har været i top. Det har været dejligt at have så godt vejr op til nytår. Det er vi jo bestemt ikke vant til.  

Vi tog på udflugt til Puerto Mogan en dag med bedsterne. Det gik lidt vildt til med taxikørslen, så vi besluttede at tage en turbåd hjem i stedet for efter at vi havde shoppet, spist og snakket mulig bedding af Isabella på havnen i Mogan. Selve sejlturen var rolig og god, men ved til lægning til kajen i Puerto Rico faldt langgangsrampen næsten i vandet med et par personer stående på. Der blev slækket i fortøjningerne på et forkert tidspunkt i forhold til bådens afstand til land. Ingen faldt i vandet men det var en dum situation, og næste gang sejler vi selv!

På vej tilbage til skibet handlede vi lidt i et lille supermarked. Jeg gik lidt i mine tanker, og stod pludselig bag disken i slagterafdelingen – altså på den forkerte side! En spansk ekspedient grinede og gjorde tegn til et job og Per var hurtig og sagde: ”Nu med danske tale!”  

Nytåret blev fejret i pæne kjoler og højhælede sko. Johan fik kæmperejer i champagnesauce, og mens vi ventede på klokken spillede vi kort med bedstefar. Det holdt alle mand vågne og friske til nytårets kommen, og da Johan nøjagtigt på slaget 12 landede med et stort plask i hotellets swimmingpool blev der råbt Happy New Year fra restauranten. Rose stod for champagneflasken, da hun jo har klaret det godt tidligere. Det var dejligt lunt at stå og kigge på fyrværkeriet op over himlen med nogle gevaldige drøn ned mellem klippesiderne ind imellem. Nytår kan sagtens fejres under lunere himmelstrøg.

Det nye år starter med, at vi sender Bedsterne hjem igen med tak for et dejligt besøg. Isabella skal på bedding, og skole starter igen, men det mest spændende i januar bliver nok, at Johan og Per starter på et dykkerkursus i næste uge. Det glæder de sig meget til, dels set ud fra et praktisk hensyn til Isabella men i sandhed også ud fra den ren fornøjelsesmæssige del af oplevelsen!

Rigtig godt nytår!

12.

D. 1. december lige fra morgenstunden. Vi startede tidligt kl. 7 med julehistorie og morgenmad. Derefter satte vi musik på. Johan var først til at sige: ”Det er julespillet!” Musikken til julespillet på Hindholm er venligst udlånt af Mogens, så vi ikke går glip af denne juletradition i år. Det hører med, og sagen er den, at Rose jo skulle have været med til at opføre det i år. Det var super dejligt at høre musikken igen, og vi sang det bedste, vi har lært. Vi vil øve os igennem december måned, og måske vil det lykkes for os at opføre dele af stykket sidst på måneden. I så fald må ungerne besætte flere roller hver!

Rose har dagen igennem gået rundt i juleforklæde og nissehue til tider, men det har ikke synet meget af jul andre steder på broen. Skolen er kommet godt fra start i december, idet der gerne skulle være plads til lidt juleferie sidst på året. Ungerne var godt i gang men opgaverne, da jeg lige en stund stod lettere påklædt forrest i båden. Der er ikke meget plads til egne sysler. Per kom lige ned for at hente noget, og kiggede lidt overrasket på den letpåklædte lærerinde, hvorefter jeg blot sagde: ”Det er en friskole det her!” ”Godt, så er jeg den nye vikar i seksualundervisning!”, sagde han!

Johan havde haft nogle dage med forkølelse, og Per blev også ramt at noget frygteligt, så vi var lige ved at skrive ham på tabslisten, men han overlevede, selvom det er længe siden, sygeplejersken har set så slemt et tilfælde af graciosa-syge. Troede kun det ramte hankøn, men det viste det sig, at den franske mor også var syg med hovedpine, snot og halsproblemer, så det var ikke så sikkert! Mit største problem var mit brandsår. Det boblede og kløede noget!

Vi havde været på Graciosa i 11 dage, og det havde været en fin kontrast til Funchals byliv. Det blæste dog rigtig meget de sidste dage, og vi følte os til sidst meget forblæst i hovederne. Skyerne bredte sig også over himlen, og franskmændene på broen havde et godt overtag i den lille sejlende koloni på Graciosa. De snakkede utrolig højt og helst med hinanden på fransk. Vi forstod ikke meget, og nogle gange var det svært at blive klog på, om der var sket en ulykke eller om de blot fortalte hinanden en historie. Fik faktisk nok fransk og syntes, at tiden på mange måder var inde til, at vi skulle videre.  Vi aftalte at sejle videre mod Lanzarote med plan om at møde vores franske familie med båden ”Hedone” senere.

Aftenen inden afrejse tog vi til gospelkoncert i den lokale kirke, som havde besøg af en gospelsangerinde fra New Orleans, USA. Hun var virkelig, som man bedst kan forestille sig en gospelsanger. Hun havde en god stemme og meget af den, og hun var bestemt i stand til at få den lille kirke fyldt med gospelsang, som vi sang og klappede til. Vi havde set et opslag hos bageren, og bagerkonen sagde, at der var fri entre, og at alle var velkomne. Der var en hel del fra bådene omkring os, men der var også lokale folk. Det var en dejlig måde at afslutte besøget på Graciosa på, og vi blev sat i en fin stemning af gospelmusik. Vi har efterfølgende set filmen: ”Oh Happy Day” med Lotte Andersen i hovedrollen. Det er en skøn film, som både er tankevækkende og morsom ikke mindst pga. brugen af det engelske sprog.

Angående sprog så oplevede Johan de sidste dage, at det til tider var meget svært, når man ikke taler et fælles sprog samt slet ikke forstår spansk. Johan og Ewen samt et par nye franske drenge på 13 og 15 havde haft nogle eftermiddage sammen. De var gået en tur op i byen, havde købt noget slik og ellers opholdt sig på en mindre legeplads midt i byen. Nogle lokale drenge kom så og gav dem lidt problemer med optakt til ballade. De havde sparket lidt til dem og snakkede kun spansk. Det gav så os lidt snak om pli og opførelse som gæst i andres land samt hvordan man undgår ballade, når sproget ikke er muligt som vejen til forhandling! Fransk, engelsk og dansk i en blanding var til tider også svært, når muligheder og planer skulle lægges. Jeg vil dog sige, at trods grammatiske vanskeligheder, så har Johan efterhånden et pænt ordforråd, og han er bestemt ikke bange for at bruge det. Om det så er den engelske familie med børnene Eva og Oliver, som vi havde lejlighed til at gense på Lanzarote, så holder han sig ikke tilbage med historierne. Det er til tider ganske sjovt at lytte til hans fortællinger på engelsk, for han vælger ikke nødvendigvis de nemme løsninger. Jeg er meget glad for hans mod og tro på, at han godt kan!

La Graciosa var fantastisk at opleve, men Isabella skulle nu videre rundt mellem øerne. Da vi sejlede af sted, sagde Johan: ”Det er lige som det plejer – vi har direkte modvind!” og det havde han sådan set ret i, men det var kun i strædet mellem Lanzarote og Graciosa. Jeg styrede ned mellem Afrika og Lanzarote, men der var nu god plads med vinden i ryggen og solen i ansigtet. Kort før Arrecife så vi så denne såkaldte advarselstrekant i vandoverfladen. Hvilket dyr det helt præcist var neden under denne trekantede rygfinne ved vi ikke, men jeg behøver nu heller ikke at vide det. Det, jeg kan forestille mig, er rigeligt til, at jeg holdt ekstra godt fat i roret på Isabella og al tanke om snarlig badning blev udskudt på ubestemt tid. Musikken fra ”Dødens Gab” blev pludselig så nærværende!

Ankerpladsen ved Arrecife var på ingen måde særlig spændende, men vandet var fuldstændig roligt. Der var ingen blæst som på Graciosa og kun nogle ganske få dønninger, som kom fra pilotbåden, når den gik ud af havnen for at hjælpe et stort skib ind eller ud af industrihavnen. Per og jeg sad en aften i cockpittet og nød denne ro, mens vi snakkede lidt om, hvad vi skal, når vi kommer tilbage til DK! Man kan godt blive lidt svedt ved tanken om mængden af opgaver, som skal løses. Ingen ved endnu hvordan det så rent faktisk bliver, men på nuværende tidspunkt er vi ret enige om omfang og prioritering af opgaverne.  

Som Per har beskrevet, så var vi forfulgt af nogle uheld ved Arrecife, men vi kom op på søhesten igen og sejlede mod Papagayo bugten for at ligge for anker. Alt om søslanger og hajer var glemt igen, så Johan og Per var friske på en tur rundt om bugen på Isabella for at tilse skaderne fra vores grundstødning. Vi slap med skrækken. Man kigger også lige en ekstra gang under dørkbrædderne efter en grundstødning for at se om vandstanden stiger indenbords!

Rose og jeg begyndte at hækle Atlanterhavstæppet sammen. Jeg tænkte på gamle moster Hulda, da jeg sidst sad med det. Hun hæklede altid – også når hun sejlede med færgen til Bornholm. Det holdt søsygen fra døren, sagde hun. Jeg vil prøve at gøre hende kunsten efter!  

Da vi forlod ankerbugten sejlede Per og jeg dørtræk med mini Isabella med Rose og Johan ombord. Johan ville meget gerne vide, hvor hurtigt påhængsmotoren kunne trække gummibåden gennem vandet. Vi slog dem lige før de 5 knob, så det var hurtigt klaret, men de elsker at sidde i den gummibåd og selv sejle for motor. Johan styrer og Rose holder fortøjningen stramt indenbords.  

Vores ankomst til Marina Rubicon kunne have været bedre, men gensynet med den franske familie var hyggeligt. Desuden mødte vi igen den engelske båd med børnene Eva og Oliver, som vi sidst havde set på Madeira. Det var ungerne rigtig glade for, ikke mindst da de, via en ven til deres far, havde tilladelse til at bade i flere swimmingpools på et 5 stjernet hotel lige i nærheden. Rose og Johan blev inviterede med en eftermiddag, og det var ren badeferie at se dem hoppe i poolen. Der var nærmest ingen gæster ellers at se i hele badeområdet, så vandet virkede helt tilfreds med at blive brugt lidt. Rent faktisk er det sådan, at denne havn har sin egen pool til glæde og fornøjelse for gæstesejlere, hvilket ”vi” da også fik prøvet. Vores bryllupsdag falder her først i december, så efter morgenmaden – tilberedt af letmatroserne, og skole tog vi eftermiddagen fri og lå i solskin ved poolen. Det var første gang vi prøvede det på den dag! Vandet var ret koldt, så ungerne hoppede i med våddragter på. Livredderen sagde god for det med det samme. Jeg tror, at han var nervøs for, at de ellers ville fryse halen af, og at de måske i så fald fik brug for hans hjælp i bassinet. Han så ikke vild ud med tanken om selv at skulle på hovedet i!     

I øjeblikket læses Troels Kløvedal højt. ”Med Nordøstpassaten over Atlanten”. Den er skrevet til børn om sejlads og passer fod i hose med vores egen viden og lignende oplevelser på nuværende tidspunkt. Desuden tager vi stadig et brev fra bunken af postkort fra vores afsejlingsfest. Desværre glemte vi at læse nogle d. 1. december. Vi takker alligevel, og vi håber selvfølgelig af det gamle afd. 13 hold havde en dejlig julefrokost, selvom vi ikke kunne deltage i år. 

Ellers står al tekst i Lanzarotes navn, idet øen indbyder til mange oplevelser. De gøres lettest i en lejet bil, men det er ikke kun os, der har fået denne ide. Der er udlejningsbiler og en del turister overalt. Ikke desto mindre havde vi nogle rigtig gode ture rundt mellem de 300 vulkaner, som Lanzarote består af. Det er det nærmeste månelandskab vi kommer til at opleve. Der er enorme mængder af aske og lavasten i et meget kuperet terræn. Byerne ligger som små hvide klatter rundt omkring i et landskab, som i øvrigt er meget tørt og goldt. Enkelte palmer står spredt rundt omkring og nogle tørre buske er den eneste vegetation på nuværende tidspunkt. Vi har fået at vide, at der ingen regn er faldet i november, hvorfor såningen er udsat. De venter på den sparsomme regn, som falder her sidst på året. For enhver landmand må dette landskab og klima være noget af en udfordring og meget op ad bakke!    

Tidligere var øen meget frugtbar og frodig, men vulkanudbruddet i 1730 gjorde en kraftig forskel. Der var udbrud gennem de efterfølgende 6 år, og sidste vulkanudbrud fandt sted i 1824. Trods den kæmpe mængde af aske lykkedes det bønderne at grave ned i asken og genfinde jorden nedenunder. Asken binder luftens fugtighed og på den måde lykkedes det dem atter at dyrke bl.a. vin. Store områder som La Geria er i dag opdelt i utallige cirkler omkranset af lave lavamure, som beskytter planterne mod vinden. Der ser ud som et kæmpe mønster med alle de smukt lavede lavamure og tanken om, at det kan lykkes at få noget til at gro i det sorte askelag, er helt utroligt. Området Guatiza er kendt for sine marker med kaktusplanter. På disse planter lever en lille lus - Cochenille, som ”høstes” året rundt. De indeholder en kraftig rød væske, som bruges som farvestof i miljørigtigt kosmetik, Campari og tandpasta. Jobbet som jordbærplukker synes nemt i forhold til indsamling af lus fra de stikkende kaktus!

Det er en god ide at køre rundt langs kysten, dels pga. af strandstrækningerne og især for at se, hvordan atlanterhavsbølgerne vælter ind på kysten. Man forstår så udmærket, hvorfor man skal holde sig fra læ kyst i dårligt vejr. Bølgerne smadres ind på klipperne, og vandet piskes op og det hele ligner flødeskum eller softice. Det nærmest syder og koger, og de kræfter skal man ikke spøge med.

Vi besøgte en lille by El Golfo på vestkysten. Det blæste ret kraftigt, og vi havde lidt svært ved at finde et passende sted at spise vores medbragte sandwich. Vi gik lidt rundt på bagsiden af nogle restauranter og kom ud mellem nogle små firkantede ferieboliger. De så ud til at tilhøre lokale folk og var på nuværende tidspunkt ubeboede. Der var lagt lavasten rundt som en lille indhegning ved hvert hus, og på de små terrasser stod et gammelt havebord og et par stole. De lå 3 -4 huse sammen lige ned til vandet. Der var fuld sol og til dels læ. Foran et af husene lå en Teak-stamme med en diameter på knap en meter som sandsynligvis var drevet i land engang og nu trukket op på stranden. Der var helt fantastisk og rigtig hyggeligt. Vi sad og spiste og lagde os derefter på hver sit stykke af stammen og tog en lur. Se foto. Den stund der tror jeg aldrig jeg helt vil glemme.

Til gengæld var det meget turistet at besøge: Jameos del Agua, som er en vulkansk grotte, som den lokale kunstner César Manrique har indrettet med auditorium for koncerter; swimmingpool og barer med mulighed for natklub om aftenen. Det er lavet med respekt for grottens naturlige udseende med den underjordiske krystalklare sø i midten, men alligevel var det hele lidt i overkanten. Denne kunstner har på mange måder sat sit præg på udsmykningen af Lanzarote. Hans kunstværker står overalt på øen, og han har sat en ære i, at øen ikke bare er blevet oversået med høje hoteller og andet grimt byggeri. Det er lykkes meget godt, men der er ikke meget fantastisk byggeri at se på. Husene er ualmindelig meget ens og halvkedelige, men det ses tydeligt, at man ikke behøver at tage højde for regnvejr. Flade tage, åbne træ-terrasser og trappetrin i træ.             

Vi var mere tilfreds med besøget i en anden grotte: Cueva de los Verdes. Det er et 7 km langt lavarør, som er dannet, efter at den omgivende skorpe blev hurtigere afkølet end lavastrømmen. Vi deltog i en guidet tur ned igennem de første 2 km, som er tilgængelige for turister. Det var ganske imponerende at se. Dette her var ikke papmache som i Bonbonland. Lys, farver og ikke mindst formationerne af lavaen var ret fantastisk, og jeg måtte undlade at tænke på fornemmelsen af varmen fra den gang og den glorøde farve!       

Vi genså øen La Graciosa fra den nordligste spids af Lanzarote. Vi kunne se hele øen – havnen – strandene og bjerget, som vi besteg, og klippesiden, vi havde klatret på for at komme til den forladte by. Det lignede præcist det postkort jeg har købt. Vores nye kamera klarer sig godt til den slags udsigtspunkter. Det gamle kamera stod af, og det er altid ubelejligt, men fotos er en meget vigtig del af vores rejse, så det vil vi ikke undvære. Det er nok julegave og fødselsdagsgave til de voksne for en stund, men hellere det end 10 gæsteflag i hver sin indpakning! Vi har forsøgt at være pænt klædt på ved alle de første optagelser, hvilket Rose klarede bedst i bolsjestribet bar ryg kjole! Det er svært at vide, hvordan Per tager sig ud på de nye fotos, for han overlader meget nødigt kameraet i den første tid!  

På vej mod Montaña del Fuego (Ildbjergene) kørte vi gennem byen Yaiza. Vi holdt på torvet, hvor der lige havde været bryllup på rådhuset. Der var en del mennesker lige deromkring, så vi søgte lidt videre for at finde en kop kaffe og en is. Umiddelbart efter hørte vi tre skud. Tænkte at det var noget med brylluppet at gøre. Kort efter kom to brede politifolk i skudsikre veste ind på kaffebaren. De var bevæbnet og patronerne sad på række i bæltet. Fik den tanke at de lige havde skudt en bandit, og nu skulle de bare lige have en kop kaffe, mens der blev ryddet op i gaden! Vi fik aldrig forklaringen på de 3 skud, så vi hoppede ud af den film igen og kørte op til Ildbjergene, som bestemt er et besøg værd.

 Vi kørte ind i det ca. 50 km² store område. Der var kun sort aske og lavasten i alle størrelser og formationer. Farverne skiftede fra rødlige nuancer, over i brune og ikke mindst sort. Den ene vulkan dukkede op efter den anden, og området syntes uendeligt! Det så meget dødt ud, og på samme tid havde jeg hele tiden fornemmelsen af den gamle aktivitet og den daværende varme.  Tanken om fornyet aktivitet kunne jeg ikke helt sige mig fri for. Det er kun tilladt at køre en del af turen i egen bil. Derefter samles alle i store busser, hvorefter det går ud over stepperne, hvis man kan kalde det sådant. Det var meget unikt at opleve, men vi kunne ikke helt forstå, hvorfor man ikke blot kunne sende 5 – 10 biler af sted ad gangen og blot køre turen selv. Der var turister i alle aldre her - også mange børnefamilier, men den mindste turist, var en lille tysk baby, som sad i en pose på maven af sin far.  Den lille gut sov under hele turen, og de bliver nok nødt til at gøre turen igen på et andet tidspunkt, da han ikke så noget som helst! Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Johans første udenlandsrejse. Han var 6 måneder, da Per og jeg tog på bustur til kurophold i Polen med bedste og bedstefar. Det fik Johan da nok heller ikke så meget ud af, og det var der også mange i bussen, der heller ikke troede, at de ville, da vi steg ombord den tidlige november morgen. En baby! Mon han hyler den halve tur? Jeg mener ikke, at han græd en eneste gang. Allerede dengang viste han således interesse og evne for at rejse.

Efter rundvisningen i lava bjergene mærkede vi, hvordan der stadig er rigtig god varme i undergrunden. En gren blev antændt og brændte efter et øjeblik, og vandet stod op som en geyser, da et hul blev fyldt med vand. Per har filmet det, og det fremgår tydeligt, at det er noget overraskende. Vi så den store grill, hvor de stegte restaurantens bøffer, og vi holdt de varme småsten i hænderne. Det gav god fornemmelse for den stadige aktivitet, og som Jon sagde ( skipper på Time-Out ): Hvis det pludselig begynder at ryge igen fra en af vulkanerne, så er det lige meget, hvordan vejrudsigten er. Så er det bare med at komme ned i båden og så af sted!  

Time-Out er et dansk skib fra Middelfart. Ulla og Jon med ungerne Andrea 10 år og Kristoffer 5 år. Dem har vi kendt over et halvt år, men kun via nettet og mails. De er sejlet ud af Middelhavet og ankom til Lanzarote d. 13. december. Det er lidt underligt kun at kende folk via en hjemmeside, men vi har haft stor glæde og fornøjelse af at kunne udveksle erfaringer og ideer via mails, og det var super dejligt endelig at mødes på den samme kaj i Rubicón, Lanzarote. Rose og Andrea kiggede bare en lille stund på hinanden, før de forsvandt af sted sammen. De har begge savnet en jævnaldrene pige med dansk som fællesnævner. De nyder det i fulde drag, og Kristoffer og Johan kan sagtens blive enige om at se den samme film trods aldersforskellen! 

Det er heller ikke løgn, at Per og jeg også nyder at kunne tale dansk og at blive forstået med det samme. Det kan være en hel lettelse at kunne dele sine sejloplevelser med nogle som præcis ved, hvad det handler om. Det var også rigtig dejligt og trygt at følges sammen til Gran Canaria. Vejret så pludselig ikke særlig godt ud for at sejle til G C. For meget vind fra syd, hvilket er noget usædvanligt på disse kanter. Vi troede faktisk ikke, at vi skulle blive julestressede i år, men det blev vi, da det pludselig så svært ud med at være på G C til d. 19. december til Bedste og Bedstefars ankomst. Det var ikke nogen god fornemmelse. Man taler om et vejrvindue at sejle i. Et tidsrum hvor vind, vindstyrke og retning er gunstig for at sejle et udvalgt stykke vand. Det kunne Per og Jon se var muligt natten til den 17. december i ca. 8 timer. Resten var til at leve med. Det var ikke meget mere end et kældervindue, der stod på klem, men det gik godt, og det var dejligt at kunne følge lanternerne på ”Time-Out” gennem hele natten. Vi har aldrig sejlet over nat med følgeskab af et andet skib før, så det var meget positivt at prøve. I korte træk så er ”Time-Out” ny og hurtig, hvor ”Isabella” er ældre og robust, så Jon måtte holde lidt i tøjlerne, og Per pressede ”Isabella” til sit bedste! Vi var faktisk stolte af hende, og hun kan jo ikke gøre for, at vi lige havde meldt os til matchrace et helt døgn, når hun nu bare plejer at sejle stødt og roligt uden hastværk.

”Time-Out” havde den fornøjelse at få besøg af en flyvefisk på turen. Vi hilste på den – dog i en noget tør tilstand, men den lugtede stadig af sild. Troels Kløvedal beskriver dette dyr således: ”En flyvefisk er blevet til lige i horisonten, lige i vandskorpen, lige der hvor havet holder op, og himlen begynder. Den ligner faktisk en stor sild, der har været kæreste med en makrel”. Vi har endnu ikke mødt en, men den skal da være velkommen!

En anden oplevelse til havs er stjernehimlen, som Kløvedal beskriver således: ”Det, der gør det så flot at se stjernerne ude på havet er, at man ligesom får rummet med. Og rummet skal med, for at give stjernerne dimension, for at fatte deres vanvittige afstande for til sidst at fortælle den, der ser på stjernerne, at han selv er så meget meget lille. Lidt ydmyghed er ikke af vejen, ja hvis alle de mennesker, der havde magt i verden, så lidt mere på stjernerne, så ville de opføre sig bedre, der er god moral i stjerner”. Jeg er meget enig, og jeg har oplevet denne stjernehimmel flere gange på denne rejse. Det gør natten fantastisk, og hvis jeg samtidig kan se Morild i vandet, som er selvlysende plankton, som skibet hvirvler op som en lang sølvstribe, så er en nattevagt ombord noget man kan glæde sig til.

Jeg har haft ganske få stunder, hvor jeg har ønsket, at jeg var hjemme i stedet for at være af sted på denne rejse. Inden vi tog af sted havde vi flere snakke om, hvordan vi ville takle forskellige hændelser – gode som triste, som vi ikke kunne deltage i pga. vores valg om rejse. Det har selvfølgelig konsekvenser for os, men i høj grad også for dem, der er der hjemme. Det kan være svært at tale om inden, men det er nu en god ting at gøre alligevel.

Mandag d. 14. december døde min gamle mormor. Hun ville være blevet 94 år d. 16. december. Hun var meget gammel og kunne nærmest ikke høre mere. Hun var sådant set ikke syg, men som Johan sagde det, så havde hun brugt sin livsenergi op.  Vi fik beskeden på en mail, og jeg skrev tilbage på en sms. Det synes meget mærkeligt og tomt, at det skulle gøres sådan, men det var det bedste, vi hver især kunne på det givende tidspunkt. Jeg vidste godt, at hun måske ville dø, mens vi var af sted, og jeg har også talt med min mor om det. Vi ved begge, at jeg ikke tager hjem til bisættelsen. Det har jeg det ok med, men jeg føler det nu alligevel lidt svært af hensyn til mine forældre og søskende.

At ankomme til Gran Canaria er bestemt et mål i sig selv. Det er det sydligste punkt på rejsen, og varmen er igen en tand bedre, men det bedste er, at vi her venter på besøg fra Danmark her til jul, og det er ikke så ringe endda!

11.

Vi kom godt fra Funchal omend vi havde mange at sige farvel til eller forhåbentlig på gensyn til. Som planlagt fredag tog vi bussen med Ana kl. 12 i hendes frokostpause. Vi kørte til Praia Formosa, som mange lokale benytter om sommeren, vel at mærke. Der var ikke et øje, da vi kom. Det småregnede og blæste, som vi klatrede lidt på nogle store lavaklipper og kiggede ud over havet med delfinerne springende omkring. Luis kom og vi spiste frokost på lokal strandbar. Vi fik Picadinho, som er små stykker stegt oksekød i velsmagende sauce med pomfrites. Havde vi dog bare kendt den ret noget før, så havde Rose fået sit ynglingskød meget før! Til foråret skal vi med i bjergene og lave Espetada. Det er kød og grøntsager på spyd, som grilles over bål. Disse bålsteder står rundt omkring oppe i bjergene, og er dermed udflugt for lokale, familie eller venner som mødes. Vi udvekslede lidt gaver iblandt os – det var rigtig hyggeligt og alligevel trist, idet vi rent faktisk har været meget sammen her de sidste par uger. Ana har smidt en ide på vores cockpitbord om at sejle med fra Madeira til Azorerne til foråret. Hun er lidt i tvivl om hun helt har mod på sejladsen. Vi har for vores vedkommende sagt til hende at vi meget gerne ser hende ombord, og det udelukker ikke muligheden for endnu en gast, hvis der kommer ønsker i den retning i løbet af vintermånederne. 

Klokken var næsten 18.30 da Ana kom for at sige farvel. Vi spiste lige en frikadellesandwich ombord, snakkede lidt mens ungerne forberedte deres lille sketch på kajen. Sagen er den, at de aftenen før helt spontant opførte revyen ”danskere på kajen”. De kom med de rigtige vendinger – ”I er nok kommet langt hjemmefra! Er I sejlet helt herned? Skal I over? Går børnene i skole? Vi kunne ikke lade være med at hilse på, da vi så et Danneborg og til sidst – ”nå men vi skal også videre, for vi skal nå en bus!” Det var rigtig morsomt, så vi forsøgte at optage det denne aften, men lys og lyd blev for ringe! Desværre, det havde ellers været passende med et lille skuespil, alt vidende at Johans klasse selv samme aften opførte deres skoleskuespil hjemme på Hindholm. Vi tænkte på dem alle! I stedet for spillede Ana lidt forskelligt for os på sin guitar, som hun havde med. Det er første gang, at vi har haft levende musik på Isabella, og det var bestemt en fin måde at runde vores sidste aften med Ana og Madeira af med.

Lørdag morgen var trist med regnvejr, hvilket gør afsejling lidt mere besværlig, men vi fik sagt farvel til alle damerne i de små kiosker, fiskeren Ferdinand og havneassistenten. Alle damerne har haft en god kontakt til Rose gennem de sidste uger – små kommentarer frem og tilbage, så Rose krammede og kindkyssede dem alle samt delte chokolader ud. Så af sted kl. 12.00 – det regnede og sigten var ikke for god. Vinden kom først fra SV for så at dø ud og derefter komme rigtigt fra NØ som planlagt, men der var lidt rigeligt af den op mod 25 knob, hvilket overraskede os noget. Vi havde 2. reb i storen og sejlede alligevel mellem 6 og 7 knob. Vi blev nede om læ, og det var mest Per som var oppe i cockpittet. Vi havde alle midler i brug – søsyge tabletter, armbånd og plaster bag øret, og alligevel måtte vi indse, at det bare ikke var nok. Vi var små- søsyge alle mand – også Per var ikke helt på toppen for første gang, så det var ikke nogen festlig tur. Vi levede nedenunder de to døgn pga. blæst, regn og store bølger, som stod ind over skibet med jævne mellem. Først et ordentligt dunk ind på skibet og dernæst kom bølgen sprøjtende ind over og vandet plaskede ned ad siden på styrehuset. Hvis man ikke er fuldt påklædt med komplet regnsæt og støvler, så er man gennemblødt på få sekunder, når dette sker, og det gjorde det jævnligt over de to døgn.  Alle prøvede bare at holde det ud. Vi snakkede ikke meget – alle prøvede bare at spise lidt, holde sig vandret i en køje, spillede lidt Gameboy eller sov. Skolen var indstillet, da læreren var sygemeldt og vikaren havde nok andet at gøre. Det er mørkt fra kl. 19.00 til 07.00, så det er en pæn lang nattevagt. Jeg tog første del fra kl. 19 – 23, hvorefter Per tog over. Jeg hæklede lidt på vores Atlanterhavstæppe, men jeg må indrømme, at jeg ind imellem var ved at miste lysten og troen på, at det her virkelig er en dejlig transport måde.  Der var ikke en stjerne at se, men der var til gengæld flere kæmpe skibe, som sejlede på tværs af vores rute. Dem holder man øje med. Vi kan jo ikke være sikre på, at de har set os. Det er lige som at gå over et fodgængerfelt. Har bilen set dig eller ej? Det går altid mest ud over den mindste!

Turen tog i alt 49 timer, så de sidste timer inden ankomst var til at holde ud. Stemningen var bedre, vi havde mere lyst til mad og en kop the! Det lykkedes mig at lave to kopper til ungerne, men dem Per og jeg skulle have haft, fløj gennem pantryet sammen med mig og kanden. Der kom en bølge, som vippede det hele. Det skulle jeg selvfølgelig have forudset, men facts er, at Per blev ramt på læggen og knæhasen og jeg fik varmt vand ned ad låret. Vi kølede med tempereret havvand i nogle timer og er nu endt ud med nogle røde plamager, som vi skal holde øje med her de næste dage. Det er en alvorlig ulykke ombord, og det kunne have været meget værre, men vi havde fået nok nu, så vi var mere end glade for at være i havn på Graciosa kl. 13.00. Vi slikkede vores sår den eftermiddag, om man kan sige, og vi blev blot indklareret uden nogen sightseeing. Vi gik temmelig langt for at komme til havnekontoret, og selve indskrivningen var meget omhyggelig. Alle navne med pasnumre og alt blev sirligt indskrevet på kontoret, og da vi så sagde, at vi gerne ville betale med det samme, så han hel træt ud, for så skulle han i gang med et helt nyt dokument, og printeren skulle tændes. Havde helt ondt af ham. Prisen for to dage var 14,75 euro, men så var den første nat også gratis, fordi vi var kommet så sent! Den gestus og lille sum har vi da til dato ikke oplevet før. En del havne kunne måske nok lære lidt af det. Det viser sig så snart, hvorfor prisen er lav. Der er stort set ingen faciliteter. Umiddelbart er der kun to toiletter med svingende funktion. Bruseren er med koldt vand, der er ingen strøm på broerne, så vi er glade for vores vindmølle, som giver tilpas med strøm til køleskabet og enkelte opladninger af en telefon og en Gameboy om nødvendigt. I værste fald må motoren i gang en stund for at lade på batterierne. Vand på broerne er også en mangelvarer. Man lærer at spare og tænke sig om, for vand og strøm er vigtigt, uanset hvor vi er. Vi regner det som regel bare for en selvfølge. Vi har tørret al det våde tøj efter afvaskning med fersk vand, men reel tøjvask må vente til vi kan bruge mere vand. Internet har vi fundet bag en restaurant. Et lille rum med 4 pc’er samt mulighed for at sætte egen pc til. Pris: 30 min. Til 1,5 euro, men det virkede, og så skal man bare vælge sine opgaver med omhu.  4 is koster 9 euro, så det er lidt med gyngerne og karrusellerne!

Øen Graciosa ligger lige nord for Lanzarote, kun adskilt af et smalt stræde kaldet El Rio og er dermed den nordligste ø af de kanariske øer, som vi ønsker at besøge. Landskabet er noget forblæst og nøgent med sand, lave udtørrede buske samt lavasten i alle størrelser. Der er muslingeskaller og sneglehuse i massevis i sandet; himlen er blå og vandet er grønblåt med en temperatur omkring 20 grader. Lufttemperaturen ligger mellem 22 og 25 grader. Øen har 4 bjergtoppe, hvor den højeste er 266 m. Vi ligger i havnen Caleta del Sebo, som også er øens hovedstad! Her er enkelte butikker, en bank, et posthus, en slags apotek og nogle restauranter i små hvide huse med fladt tag, så hvad behøves mere. Vi har besluttet at blive nogle dage mere. Det er primitivt men enkelt og det mest nødvendige er her. Vi får hver dag et bad fra vores shower pose. Det er 20 liter fersk vand i en kraftig plasticpose, som dagen igennem opvarmes af solen, og til aften rækker det til et bad inkl. hårvask til os alle 4. Det er perfekt. Vi står efter tur i cockpittet og bliver vasket. Det er nemt, praktisk og hyggeligt. Og så har nabobådene lidt at kigge på!

I dag d. 24. november – mormors fødselsdag – Tillykke.

Per har været væk det meste af formiddagen. Jeg tror, at han går rundt og hører på sørøverhistorier eller kigger efter havfruer! Han har jo ikke haft guldfeber som Toppers far, så han må ikke have en pige i hver en havn, men gerne kigge! Rose læste ”Otto er et næsehorn” færdig under morgenmaden i dag. Det er en skøn bog! Vi glæder os til den næste i hendes bogkasse! Ungerne har lavet skole og er nu gået på besøg i en fransk båd med to børn på nøjagtig samme alder og køn som vores.  Det besøg udviklede sig til en fælles strandtur. Deres engelsk er udmærket med fransk accent, og vores unger er faktisk lidt bedre rustet mht. engelsk end deres. Nogle gange er fornemmelsen af at være lidt bedre udmærket, for så har man jo selv lært noget. Selv Rose synes det, og hun er ikke sen til at lytte til det franske og gentager gerne ord og tal efter dem. Vi gik syd om øen til en fin strand med masser af gult sand. Vandet er klart og lunt, og det eneste, man lige skal sikre sige, er, at man ikke rammer de pænt store klippestykker, der ligger spredt i vandet. Med snorkel på så Johan flere flotte fisk samt to blæksprutter. Det passer ham særdeles godt, og næste gang vil han tage sin våddragt med, så han kan blive derude noget længere! 

Lige nu i skrivende stund har jeg lavet gullasch og Per laver kartoffelmos. Ungerne er lige på den franske båd for at runde af for i dag. I morgen skal vi sammen bestige et bjerg og senere snorkle ved stranden. Det kan ikke blive bedre.  De bliver et par dage ekstra end beregnet, idet de også påskønner børneselskaber højt!  

Den franske familie Sabine & Gilles med børnene Maëlle & Ewen var friske på en fælles bjergtur. Vi besteg bjerget: Montaña del Mojón (140 m) med to toppe og et vulkankrater mellem sig.  Området er meget goldt og tørt. Vi gik i starten på en smal sti, men det sidste stykke var mest en form for klatring mellem sten og små buske. Ungerne klarede opgaven godt, og Ewen og Johan gik længe for dem selv på den modsatte top end os andre. De var begge i rød trøje, så vi kunne se dem meget af tiden. Alle har brug for lidt fysisk afstand ind imellem! De savner begge to deres kammerater hjemme, så det er rigtig godt for dem, at de oplever, at det er muligt at få en ny ven. Måske ledte de også efter nogle af de efterladte sørøverskatte, som det siges, at pirater i tidernes morgen har begravet rundt omkring på øen. Udsigten fra toppen er ganske imponerende, selvom det ikke er verdens højeste bjerg! 

Senere stod den på snorkletur for drengene på stranden Playa Francesca, mens tøserne gik på den lokale strand ved byen. Der fik vi selskab af en anden fransk båd med en lille pige på 15 måneder! Rose syntes, at hun var alle tiders, og Lili, som hun hedder, forstod udmærket no og oui! Det var spændende at snakke med moderen, som heldigvis talte fint engelsk. Hun fortalte bl.a. at Lili har været på båden siden hun var 10 måneder, og at hun således lærte at gå ombord. Hun bevæger sig uden problemer omkring, også når de sejler. Når vejret er særlig hårdt, så kravler hun bare rundt, og det er meget sjældent, at hun slår sig. Hun brækker sig ikke, men hendes balancecenter er nok også helt intakt. Hun får stadig bryst, og den væske hjælper jo stort set på alt ubehag.  Jeg syntes nok, at det er noget imponerende at tage af sted med så lille et barn, men de er på vej ud – de ved ikke hvornår og om de kommer tilbage til Frankrig, og så kan man jo lige så godt tænke små børn med i planen med det samme. De får sikkert en mere undervejs!

Senere var vi med til en fransk hyggeaften med en større gruppe sejlere. Franskmænd og så os! Det blev meget fransk, hvilket var noget svært at hamle op med. Det var kun få, her især Sabine som taler rigtig fint engelsk. De andre taler ligeså lidt engelsk, som vi taler fransk, så kommunikation var svært men ganske morsomt. Ewen hjalp faktisk mange gange med at oversætte. Jeg har altid ment, at sprog var særdeles vigtigt, og Gilles erkendte da også at han burde have gjort mere ud af engelsktimerne. Sprogkundskaber er utrolig vigtigt - det udvider mulighederne og gør oplevelserne større.  

I banken var det faktisk muligt at hæve flere kontanter, end vi tidligere har været vant til. Det betyder noget, når vi hver gang skal betale gebyr. Det er nok fordi, der skal være nok at handle for: Priserne er generelt lidt højere her på øen, men til gengæld er tempoet lavere end på Agersø! Jeg stod som den første i kø i supermarkedet og havde en anden lokal bag mig. Fru Købmand ryddede både op og fejede gulvet, inden hun kom hen til kassen. Jeg har jo fin tid, men det er bare så helt anderledes end hjemme. Der er fint gult grus i alle gaderne, og husene er ens hvide med enten grønne eller Lodden-blå vinduer. Solen bager ned, men det er jo november, så alle gamle damer har en striktrøje på og en slags stråhat, som ligner en lampeskærm, som de lige har snuppet i stuen. Her er postkort at købe og håndlavede smykker ved kajen, men ellers er her ikke meget turisme, og vi føler os privilegeret over, at vi har haft mulighed for at besøge dette sted. Det er sin egen lille perle, og her er ganske enkelt alt, vi kan ønske os. 

Her er en del franskmænd, tyskere, englændere men her er også et par fra New York. Skipper ville gerne hjælpe Per med noget planlægningsprogram på pc’en, så ham havde vi besøg af nogle timer en dag. Det var meget hyggeligt at høre hans variationer af sejlads, set fra den anden side af Atlanten, sikkerhedsniveauet i og omkring USA, samt tiden før og efter World Trade Center.

Johan har været ude og snorkle flere gange med Ewen samt et par andre franske drenge. Sprog er nemt under vand! Han har set store sorte søpindsvin samt flere forskellige udgaver af blæksprutter samt fisk i mange farver. Han har stor glæde af sin nye våddragt, og han nyder de svømmeture. Han fortæller så begejstret om det, og det er tydeligt, at det er noget af det, som han har set mest frem til under denne rejse.  Rose prøver også kunsten med snorkling, men hun øver stadig omend det går meget bedre, når hun holdes varm af våddragten. Trods de små 20 grader i vandet, så bliver det køligt efter en stund.

Vi har nu været på Graciosa en uge, men vi er ikke helt klar til at tage videre endnu. Næste ø Lanzarote, ligger ikke en dags sejlads væk, så der behøves ikke den store planlægning.

Søndag d. 29. november – Mikkels fødselsdag – Tillykke!

Vi tog på vandretur langs vandet mod nordøst. Vi gik gennem byen, og flere steder må vi konstatere, at der er et affaldsproblem. Det hober sig op flere steder, hvilket både er trist at se og lugte til. En spand vand fra gulvvask eller lignede ryger også bare lige ud af hoveddøren. Husmoderen åbner bare døren og smider det lige ud i gruset, som er gadens belægning. Vi er ikke blevet ramt endnu, men man skal lige holde lidt øje! Vi gik langs kysten, og inden længe fandt vi en fin sti med sten lagt i hver side som afmærkning af ruten. Stien snoede sig fint gennem sandet. Nogle steder var det næsten som ørken, og andre steder med masser af sten tæt på havet. Det var varmt, og da vi fandt den første lille strand med mulighed for pause var det nu svært at komme videre. Skipper holdt på og godt for det, for et godt stykke videre kom vi bare til den dejligste lagune. Helt glat fint sand med klippesider op omkring. Der var stille og varmt og bølgerne rullede skønt ind på stranden. Her slog vi lejr. Der blev badet og spist medbragte laksesandwich. Det var super dejligt, og vi havde det hele for os selv i 3 timer, inden vi var klar til at fortsætte mod vores mål – den forladte by: Caleta de Pedro Barba længere oppe ad kysten. Stien blev nu mere besværlig, idet vi skulle over eller rettere sagt gå på ydersiden af nogle høje klipper. Det var ikke lige let, men vi er jo i god træning fra vores levada vandringer, så de rullende småsten, grus og sand, og skiftevis op og ned, gik godt. Det er stadig mig, som synes mindst om det. Ungerne synes, at det sjovt og ikke mindst motiverende for at gå videre. Vi kom frem til den lille by. Der er smukke hvide huse med beplantninger af flere forskellige slags kaktus og mange blomster i alle haverne. Der er gjort klar til en lille havn, men mange elektriske installationer ser ud som om, at de er berøvet eller aldrig færdig monteret. Der er ingen mennesker i husene, og byen er som sagt forladt. Det er meget mærkeligt, og det er desværre ikke lykkes os at få en forklaring på det. Fik den tanke at der ligger en dårlig stemning der eller forbandelse over det! Vi gik med solen i ansigtet tilbage til Isabella og fik grillet bøf og hvidløgsbrød i cockpittet. Mikkel spurgte Per i telefonen: ”Er det så som I forestillede jer?” Ja, det kan være hårdt og spændende at sejle, men at være af sted på denne måde med frihed til selv at vælge tid og sted passer os fantastisk godt. Vi tænker ofte på jer alle sammen – familie, venner og skolekammerater, men vi savner ikke vores danske hverdag. Vi nyder meget situationen lige nu og glædes over, at vi tog af sted. Timingen kunne ikke være bedre.

Det er d. 1. december i morgen. Vi har her til aften åbnet tasken med vores juleudstyr. Det var hyggeligt! Der var bl.a. et par julebøger, noget marcipan og nougat, et par nissehuer, lidt julepynt, nogle lys, et nissepar, et juleforklæde og en lille stjernelyskæde. I morgen tidlig starter vi med en julehistorie i stedet for tvkalender, og der vil blive sat en ganske særlig jule cd på. Det er en hemmelighed, som jeg længe har glædet mig til.  Måske vil ungerne også være i nissehuer på broen i morgen. Mon nogle af de andre har lignende traditioner?

Rigtig hyggelig december til vore læsere!

10.

Havnen i Funchal er ikke kendt som den største, og skibene lå også helt ud i indsejlingen, da vi ankom. Jonas sejlede lidt rundt, Per kaldte op på vhf til havnekontoret og vi andre holdt udkik. Det syntes lige pludseligt lidt umuligt med en plads, men beskeden fra havnemesteren var, at vi kunne sejle ind, når tre både forlod havnen om kort tid. Således endte det med, at Isabella sejlede helt ind i bunden af havnen og lagde sig smukt ved den inderste bro – lige i smørhullet. Det var bagende varmt, og der var masser af mennesker på kajen, som kiggede. Skipper styrede godt og besætningen sprang på de rigtige tidspunkter, og inden vi fik set os om, så var vi ankommet til Funchal, Madeira.  Der var feriestemning uden lige. Per fik os hurtigt indklareret, og Jonas sprang ind i en lejet bil. Den lejede vi af Ana, og hende vil I høre meget mere om hen af vejen. Mens Jonas kørte på tur, tog Per en lur på dækket. Han manglede en god nats søvn. Vi andre luftede ud i skibet, ryddede lidt op og begyndte at vaske lidt tøj. Der var en leben på kajen, og vi kunne se, at folk kiggede på os. Skibet var som en myretue, og jeg tror, at vi gav flere en fornemmelse af langturssejlads.   Jonas afmønstrede og tog et fly hjem til Lissabon. Vi er rigtig glade for at planen holdt, så vi kunne have ham med. Hverken Jonas eller jeg har været bundet til masten på turen pga. uregerlig adfærd, så det er altså muligt at have to bornholmere med ombord trods kun den ene mast!

Flere danske og nordiske par har kigget forbi for at hilse på os. Alle har været med fly – ingen er sejlet hertil, hvilket også føles lidt vildt, men det er sjovt at fortælle. Som Rose siger, så er deres første kommentar faktisk:” I er nok kommet langt hjemmefra!? Og ”Er I sejlet helt herned?!” og som ungerne siger, hvordan skulle vi ellers have fået skibet med? Det er sjove spørgsmål og kommentarer, men de fleste er meget positive og spørger til turens rute, de videre planer og børnenes skolegang. Alle besøgende har været fra 50 år og op efter. Enten kommer de unge bare ikke forbi, eller mere sandsynligt så er Madeira mest for den ældre generation.  Efter at have været her i små 3 uger med mange fantastiske oplevelser, så vil vi meget bestemt anbefale øen som egnet feriemål for familier, som holder af skift mellem bjergenes regn og dalens sol, et tempereret klima uden hedebølger, en dukket i havet men uden krav om badeferie. Et møde med en meget easy going befolkning samt en fuldstændig fantastisk naturoplevelse med høje bjerge, grønne dale med en plante og – træ vækst, som i den grad får en til at tænke på regnskove og dinosaurer. Gåture på levada stier i massevis og bilkørsel igennem et utal af tunneler. Børnene skal kunne gå og forstå – og dermed mener jeg, at de skal have en alder, så de kan gå de samme ture som en voksen, og at de bl.a. kan forstå vigtigheden i at gå korrekt på en sti på 40 cm i bredden med bjergsiden lige til venstre og flere hundrede meters fald ned gennem træer og buske på højre side. Johan sagde en dag: ”Når jeg bliver stor, vil jeg tage mine børn med til Madeira!” Bedre reklame kan vel ikke gives! 

Vores 1. biltur: Da det ikke ligefrem var nogen bjergged, som vi havde fået fat i, så måtte den helt ned i 1. gear ind imellem for at trække op ad bjergene. Vi har aldrig som familie kørt i et landskab, som vi nu fik at se. Det er bare så grønt og frodigt. Vejret skiftede mellem regn og sol alt afhængigt af, hvor vi var på øen. Bananpalmer på marker op ad bjergsiderne og blå agapantus i massevis langs vejkanterne. Det var som at køre gennem Jurassic Park med risiko for at en T-Rex pludselig trådte ud fra regnskoven og satte sin fod på vejen. Der var kæmpe bregner, massevis af store blade, buske og træer, og vi kender jo desværre ikke navnene, men det er sikker og vist, at eukalyptus træerne har godt fat her. Det er et stort problem, fordi de vokser så enormt hurtigt – 5 meter på 1 år, og de kvæler alt andet liv omkring dem. Man prøver at fjerne dem i områder, men det er nærmest en håbløs opgave, da frøene spredes effektivt og vækstbetingelserne er ideelle.  De fleste huse har hav udsigt i en eller anden grad, og haverne ligger smukt placeret mellem alt det grønne på bjergsiderne, men man burde have sikkerhedsline på ved arbejde i haven, for der er ikke langt fra bedet og til det frie fald ned ad siden til dalen. Højbede har fået en lidt anden betydning her.
Alle de stueplanter jeg overhovedet kender gror frit her i kæmpe buske og træ udgaver. Jeg har set mange af dem på mine ture rundt i hjemmeplejen hos de ældre om end i noget mindre udgaver end her. Her er julestjernebuske, papegøjeblomster, agapantus og hortensia i alle farver. Der er noget paradisagtig stemning over det hele, og efter en regnbyge, så kommer der de smukkeste regnbuer frem, som spænder fra den ene siden af dalen til den anden. Farverne er klare og tydelige. Måske har I set nogle fotos i vores galleri.

Turen gik vest på fra Funchal mod São João og tværs gennem øen til nordsiden Sao Vicente.  Per kørte godt til, og på et tidspunkt holder der nogle biler på række på vejen. Det ligner nogle biler, som alle er en del af et vejarbejde, hvorfor Per blot kører uden om dem. De dytter dog kraftigt ad os, hvorefter det viser sig, at de alle holder for rødt lys! Per får derfor lige lidt hurtigt men ganske frisk kastet vores bjergged ind foran dem alle. Det var i bedste Mr. Bean stil! Hvorfor holde i kø, når man bare kan køre op foran og holde forrest? Det var ustyrligt morsomt, og gav alle et skønt grin! Nå videre langs nordøen mod Porto Moniz, hvor Johan tog en dejlig badetur i de naturskabte svømmebassiner i klippesiden. Derefter videre rundt vest til vi kom til et af vestøens højdepunkter Rabacal (1064m). Derfra gik vi en del af en levada: 25 Fontes. Den bliver beskrevet med nogle stejle op- og nedstigninger, der kræver en vis kondi og erfaring! Det var blevet for sent på dagen, og vi havde derfor ikke tid til at fuldføre den, men vi klarede den nu udmærket. Vejen hjem gik via Paul Da Serra (1500m), som er en kæmpe lettere sumpet højslette med nåletræsbuske og mosagtigt græs med dug på. Vi kiggede ned på skyerne, og temperaturen var kun 10 grader. Det var koldt, men det fantastiske er jo så at køre ned ad bjergene igen, og se eftermiddagssolen skinne derpå for til sidst at komme tilbage til Funchal nede ved vandet med de 22 grader! Den aften spiste vi er stykke grillet fisk wahoo, som Per havde fået af Ferdinandi. Han arbejder på en af de både, som sejler ud med gæster på big fish game! Hvilken gestus at få del i fangsten ganske uden indsats!

Den dag fik vi, som skrevet vores første erfaring med at gå en levada, og det har været en fantastisk oplevelse. En levada er en vandsti, som transporterer vandet fra bjergene til dalen i et meget sindigt system. De blev bygget fra 1500 tallet, og stierne langs dem er ganske smalle, spændende og nogle steder nærmest ufremkommelige, og andre er bare hyggelige og dejlige stier at gå rundt på. Stilheden oppe på stierne er bemærkelsesværdig. Selv ungerne står stille og siger: Lyt lige en gang! Stierne er nødvendige for, at vandstierne kan vedligeholdelses, og vandets forløb styres med små sluser og systemer, så vandet placeres de rigtige steder. Madeira indeholder vand til 40 år om det ikke regnede! Levadastierne falder kun med 1 cm og nogle steder med 5 cm på 100 meter; Det siges at arbejderne bliver hejst ned i tovværk og taljer for at bygge lavadaen på de stejleste sider. De fleste steder er lavadaen udformet som en U-formet kanal, hugget ind i bjergsiden, som en bjergvej og pudset op med beton, så vandet løber frit og jævnt. Der er 2500 km levadaer med 50 km tunneller undervejs her i dag på Madeira. Denne viden er tilført os af Marie. 

Marie læser til landskabsarkitekt i Danmark.  Hun havde fået en uges ferie af sin mand og børn, og en aften stod hun på kajen og spurgte lidt til langtursferien! De sejler selv, så interesserne faldt godt sammen, og det var nærliggende at drikke et par glas vin sammen, mens sejlads, børn og familie, og andre livsvigtige ting blev debatteret. Måske skal vi en dag sejle en tur sammen i Danmark, og måske flyver hendes mand en tur forbi os på De Kanariske Øer ( han er pilot! ). I så fald får han også et glas vin, og vi fortæller glædeligt hele historien igen, om hvordan det hele startede…..! 

2.biltur gik til øst øen. Vi startede tidligt om morgenen – kl. 7.00 kørte vi for at se solen stå op! Vi kørte forbi Santa Cruz og Machico mod en smal tange så langt mod øst som muligt. Der gik vi en tur, mens solen stod op. Det var smukt og stille, og vi var de eneste der! Vi spiste vores morgenmad, og med et regnede det helt vildt! Godt vi havde en bil! Turen fortsatte i bil nordøst på, for at runde øens højeste punkt Pico Ruivo (1862 m) men skyerne og regnen umuliggjorde enhver udsigt! Sådan er det jo også! Vi drak en kop kaffe i Monte. Det gør vi ofte – altså går på kaffebar! Det er ikke særligt dyrt men til gengæld rigtig godt. De laver skøn kaffe her på Madeira eller generelt i Portugal. Nescafe på båden er ok men ikke fantastisk, så det har været dejligt at lære lidt om portugisisk kaffe. De findes i små og store udgaver med flere variationer, og vi har nu lært portugisisk nok til at bestille lidt mere avanceret.

Marie foreslog en fælles levadatur fra Monte mod Quinta do Palheiro Ferreiro. Vi tog med kabelbanen op til Monte. Kabelbanen ses bedst på fotos, for de erfaringer, jeg ellers sidder inde med på det felt, stammer fra en film med James Bond 007! Jeg undlod at sige det højt og tænkte blot på, da 007 blev jagtet på en vogn som den samt da han hang udenpå! Lod som ingenting, indtil Per selv nævnte det med begejstring. Jeg er bestemt ikke vild med den slags højder, og jeg tænkte også på, hvordan jeg kom af med skiene på!  Jeg overlevede, og levadaturen var både smuk og hyggelig. Marie kunne fortælle mangt og meget om planter, træer og blomster undervejs, og hendes guidebog vedr. levada vandring var behjælpelig flere gange, hvor vi stod ved en korsvej. Jeg har læst om levadavandring i romaner, men aldrig tænkt på det som et must på denne tur. Det har været en meget positiv og anderledes naturoplevelse, hvilket ingen af os ville have været for uden.

Faktisk besluttede at gå en tur mere, blot os fire. Idet vores ferie på Madeira snart nærmer sig 18 dage, lejede vi en bil for en enkelt dag mere og kørte op til Santana, hvor de karakteristiske trekantede huse med stråtag præger bybilledet. De er malet meget farvestrålede, og haverne er smukke med blomster i massevis. Vi blev inviteret indenfor i et slags gæstehus af en ældre dame. Hun var meget venlig og smilende og ville gerne vise det frem. Vi var dog kun lige kommet indenfor, da hun smågrædende begyndte at fortælle på portugisisk om alle børnene og sin afdøde ægtefælle og med hænderne gjorde tegn til, at vi skulle give hende nogle penge. Lidt mærkelig måde, men ok jeg gav hende nogle euro, men hun var tydeligvis ikke tilfreds med summen. Det blev nu sådan, for den slags ”handel” er ikke mig. Vi giver ofte til nogle, som trænger eller handler gerne til alles glæde, men jeg bryder mig ikke om først at blive inviteret og så senere presset! Per har penge, men det er mig, som handler! Det er bedst sådan, for jeg er meget mere hård. Per smiler og bliver venner med alle; det gør jeg ikke! Det har jeg lært ved handel og rejse i Egypthen. Mange får lidt medlidenhed med Per, pga. den strenge kone, men vi har det begge godt med rollerne! Efter Santana kørte vi til Queimadas for at gå ”den grønne suppe” Caldeirão Verde. I bogen står der: Kræver god kondi, og man må ikke lide af svimmelhed, da flere afsnit af stien går langs dybe afgrunde. Det var nu ikke så slemt, men mange af stierne var meget mudrede med regnskovsagtigt vækst hen over hovederne på os. Der er jo hverken farlige slanger eller edderkopper på Madeira, og de små firben gør ikke noget med mindre, de holdes op ved hovedet og smutter ind i øret! Det fortalte en vejkantssælger os en dag! Jeg blev helt dårlig ved tanken, og Johan får nu kun lov at ae dem, om han fanger en ind imellem.

Nå men det blev nu lidt spændende alligevel, på den levada. Vi besluttede at gå så langt, at vi nåede at prøve at gå igennem en tunnel i mørke. Vi brugte lommelygten på vej igennem, og det gik også udmærket. Pga. tidsnød vendte vi derefter og gik ind i tunnelen igen. Det skal siges, at den er ganske kort, og Per foreslog derfor, at vi undlod lygten for at lade øjnene se i mørket. Johan gik først, så Rose, Per og til sidst jeg. Jeg kan ingenting se, synes jeg og kalder på Per. Mærk på væggen, så går det, siger han tilbage. Jeg har vandløbet på min højre side og tager så ud efter væggen på venstre side, hvorefter jeg mærker noget blødt, alt vidende, at jeg befinder mig i en mørk klippetunnel. Jeg når ikke at tænke ret meget andet end MONSTER, hvorefter jeg skriger som en sindssyg! Per kommer mig ret hurtig til undsætning, skubber Johan frem og ud, som det jo selvfølgelig er, og holder så om mig, til jeg er holdt op med at hyle! Folk, som kender mig, ved, at jeg bliver vanvittig let forskrækket og helt ude af den, og det ved Johan så også nu! Han var selvfølgelig rigtig ked af det og lovede, at han aldrig ville gøre det igen. Han var til gengæld ikke bange for det våde mørke i tunnelen og ville blot være kommet ud efter os andre. Han kunne jo ikke vide, at jeg pludselig skulle til at trykke ham i maven på vej ud!             

Det er jo kutyme, at langturssejlere maler et molemaleri på Porto Santo, Madeira og ikke mindst Azorerne, som skal vise, at vi har været her, med lykke på den videre rejse. Vi kunne ikke nå det på Porto Santo, men her i Funchal udskrev Per en konkurrence.  Vi lavede alle et forslag til kunstværket, og det var selvfølgelig svært at beslutte. Derfor valgte vi at tage dele fra alle ideer, og har dermed kreeret et ganske smukt maleri, hvis egen bedømmelse gælder. Johan og Per har tegnet og malet, og stilen er enkel, præcis med mulighed for fordybelse. Vi ønskede at sige lidt med ord også, hvilket ligger nært for os alle. Vi vendte den ide med Ana, som hjalp os på vej med en udtalelse af en portugisisk digter. Fernando Pessoe. Ordene er:

Navegar é preciso; viver não é preciso

Direkte oversat betyder det At sejle er nødvendigt, at leve ikke nødvendigt. Det er faktisk store ord, men betydningen for os er, at vi med denne rejse vover vi os ud med livet som indsats, men også med chance for oplevelser i nye fællesskaber med andre, som vi aldrig ville have mødt, om vi blot var blevet hjemme i det vante og trygge. Vi har taget det bedste med, som vi har – vores unger med risiko og chancer på samme måde for dem som for os. Det føles mere rigtigt at vove lidt end blot vælge det trygge for en stund! Søg evt. selv lidt rundt omkring den sætning og se hvad du syntes!  

Hvem er Ana? Ana er en smuk kvinde på 25 år. Hun er født på Madeira; hendes hår er kastanjebrunt og hendes teint er gyldenbrun. Hun taler smukt portugisisk og et glimrende engelsk. Vi mødte hende et kvarter efter, at vi havde lagt til i Funchal. Ana arbejder på havnen i en forretning, som formidler oplevelsesture på havet for turister, biludlejning, turistinformationer for både landkrabber og søfolk. Jonas fik således en bil i løbet af 15 minutter.  Hun var fra første dag utrolig hjælpsom med ideer til køreture, levadaer og indkøb. Vi snakkede lidt løst og fast med hende de første dage, og Johan fik også blod på tanden. En eftermiddag kom hun med et stykke af sin fødselsdagskage, som vi skulle have, og ydermere sagde hun, at hun godt ville komme ombord og lære os lidt portugisisk! Fantastisk, så lavede vi dansk hjemmelavet lun æblekage med flødeskum. Det har været rigtig sjovt at lære hende bedre at kende, og vi har været langt omkring sprog, mad og kultur på Madeira. Uddannelse og job, økonomi og sociale tilstande. Familieliv og muligheder eller mangel på samme. Hun foreslog en fælles køretur i hendes kærestes bil op til Santo da Serra, hvor vi gik en tur i en dejlig park – engelsk stil. Dele af den var mere skovagtig, og temperaturen var kølig, så vi fik lige pludselig en fornemmelse af dansk efterårsstemning, når den er smukkest. I skoven her havde Ana været på spejderlejr som barn. Vi kørte videre mod Poiso (1413m) med en smuk udsigt, men det var hundekoldt og blæsende. Se www! Vi stoppede op ved en lokal restaurant. Det blæste, småregnede og var lige ved at blive mørkt. Der var kun lokale folk i baren, stemningen var hyggelig, og det føltes rigtig rart at have Ana med os. På hendes anbefaling fik alle muffins - ungerne chocolate quente, og vi fik varm cortado. Sidst nævnte er varm madeira vin med lidt kaffe og en smule citron. Skønt på en kold dag! Johan snakker frit og godt med hende, Rose prøver sig frem, og vi synes, at vi har fået en god ven! Da hun satte os af, spurgte hun, om vi ville med op til en lokal fiskerestaurant oppe ad kysten aften efter.  Det er den bedste, og prisen er god. Ikke som de turistpriser som forekommer i Funchal. Det er svært at sige nej, og hvilken dejlig oplevelse vi fik den aften i Canical. Det er det bedste restaurantfisk vi endnu har fået på turen. Menuen var som følger: Camaroes – kæmpe rejer med hvidløg, persille og citron, Lapas  – små muslinger – kender ikke dansk navn, Castanhetas – små grillede fisk, Picado de Espada – små stykker stegt dybhavsfisk og dertil vinho verde – en speciel lidt mousserende hvidvin fra Portugal samt sodavand! Vi bestilte flere rejer, da Rose for første gang spiste seafood med velbehag! Vi fik det hele på små fade, men i flere omgange, så det var rygende varmt og super lækkert. Vi havde en dejlig aften, og vi nyder alle Ana’s selskab. Vi mener bestemt, at vi må tilbage til hende og Madeira til foråret, inden vi sejler videre mod Azorerne.

Ana arbejder rigtig meget, og ydermere går hun også i skole flere aftener om ugen. Alligevel er vi flere gange nogle timer sammen med hende. En eftermiddag gik vi en tur sammen i byen, hvor vi bl.a. så katedralen, rådhuset, Columbus’ plads samt var på marked. Der købte vi blomsterfrø, muskatnødder, passionsfrugter og dadler. Vi smagte varme kastanjer og eukalyptus bolsjer fra Madeira. Vi sluttede af på Thehouse, hvilket vi da aldrig selv havde fundet på, men Ana har jo et dejligt lokalt kendskab, som vi blot nyder i fulde drag. Der mødte vi Vanessa, som er Anas gode veninde. Vi har set hende på kajen, da hun rent faktisk har undervist en irsk sejler i portugisisk over noget tid. Han skulle være af sted i flere år med sigt på Brasilien, hvorfor han gerne ville kunne tale lidt portugisisk inden.

Med mødet med disse portugisiske piger er en ny tradition blevet indført. Per burde næsten skrive dette afsnit, idet han nyder oplevelsen meget. Der er jo ingen tvivl om, at vi personligt giver familie og venner knus ved goddag og farvel, men her kindkysses også på begge kinder! Først til venstre og så til højre. I Italien er det modsat, til orientering. Det er lidt uvant med alle de kys – nogle dage X flere til både børn og voksne, men som Per siger, så er det jo ganske dejligt og en del af deres liv, som vi jo på mange måder ønsker at lære noget af! Kys – Kys!

Så skulle vi også lige prøve det nye ishus i byen med de to piger. Vi sidder der på bænken med hver vores skønne italienske is, og ser på byens begyndende aftenbelysning. Der er jo her d. 18. november pyntet op med juleudsmykning i en sådan grad, at det må blive et lyshav uden lige, når det bliver tændt i slutningen af november. Hele havne promenaden er overdådig, og vi har faktisk været lidt triste over, at vi ikke kan nå at se det hele blive tændt, men…….! Pigerne fortæller så, at befolkningen bliver pålagt at betale det dobbelte beløb - af hvad de normalt ville have betalt i januar måned, for at kompensere for udgiften til det store strømforbrug. Der kom den udsmykning godt nok til at stå i et andet lys, om man så kan sige! Selvfølgelig er det også til glæde for Madeiras egen befolkning, men nok mest for turisternes skyld! Tænk at det så bliver befolkningens hovedpine i januar, som på alle måder er en økonomisk svær måned for de fleste i forvejen!

Mens Vanessa tog i skole tog vi Ana med hjem til båden til lidt brød og ost. Senere skulle de inkl. Anas kæreste m.fl. til køleskabsaften hos alle venner. Deres køleskab var brudt sammen, og de havde ikke råd til et nyt. Vennerne havde derfor samlet ind til et nyt, hvilket skulle fejres lidt senere.  Ville vi også gøre det i Danmark?

Nå, det blev nu også til fest på Isabella. For Vanessas time var aflyst, og lidt senere dukkede Luis – Anas kæreste også op efter endt arbejde. Vi hørte dansk rockmusik, spiste brød med ost og oliven med et glas vin. Johan snakkede derud af – mange sætninger kommer rigtig nu, og andre bliver bare umulige. Ønsker at sige mere end han formår endnu, men han har ikke noget imod at prøve, og det er jo langt det vigtigste på nuværende tidspunkt. Det var rigtig hyggeligt, og Luis, som var på besøg for første gang, spurgte løs om langtur, sejlads og ting om Danmark. Vi har jo af skolemæssige årsager et rigtigt atlas med ombord, hvilket vi har brugt i mange situationer. Også denne aften - og ”hvorfor ligger hovedstaden på en ø, når der er fastland?”, spurgte Luis. Det har vi nu aldrig tænkt over, men det har sikkert mange jyder! Tænker særligt her på Klaus!

Lige på den anden siden af marinaen ligger stranden. Ungerne har benyttet den flere gange med succes. Rose er blevet ret frisk på en dukkert på det sidste, hvilket hun beviste en eftermiddag. Inden Johan overhovedet havde fået klipklapperne af, var hun allerede i vandet! ”Er du sømand eller købmand Johan”, råbte hun. Siden har han holdt noget bedre øje med hende. De går jo selvfølgelig også i skole her på Madeira eller har engelsk/portugisisk snak med Ana på kajen. Johan har lige haft et tema om Portugal i sin matematik bog, hvilket var meget passende at få klaret på disse breddegrader. Tallene er øvet og rettet af Ana, som er førsteklasses vikar på det felt! Ydermere fik begge unger lejlighed til at lege et par dage med to engelske børn fra et andet skib. Oliver på 9 år og Eva på 6 år. Det gik godt for drengene, og pigerne fandt også ud af det. Faktisk havde Rose ikke noget imod selv at være på deres båd, trods det at hendes ordforråd stadig er begrænset. Magien ligger i, at det er samværet med et andet barn, så er sproget ikke så vigtigt. Det er jo desværre ikke så ofte, at lejligheden byder sig, så skole er indstillet, når der er legekammerater i farvandet! Per har koblet os på skype, så nu kan vi for små beløb ringe en ven op en gang i mellem. Rose ringede til Anna på hendes 9 års fødselsdag. Det må betragtes som en succes, selvom man godt kan blive lidt trist bagefter. Det er en dejlig mulighed at have, men en mail hjemmefra er også rigtig dejlig.  Johan benytter mest mails til klassekontakt, men Rose skriver breve på papir, som vi går på posthuset med. Forleden dag gik Rose til posthuset i sine nye højhælede sko. Det er passende fodtøj her i det lune Funchal. Det klarede hun fint trods den glatte stenbelægning og brostenene!

Vores ferie på Madeira er snart slut, og vi skal videre syd på. Flere har dog sagt, at vi skulle køre en tur i bus, inden vi sejlede videre. Derfor kørte vi til Curral das Freiras ( Nonnernes dal ) den anden dag. Historien forlyder, at i 1500 tallet, hvor sørøveroverfald var hyppige i Funchal, benyttede nonnerne fra Santa Clara klostret en tunnel til denne dal for at søge i sikkerhed. Det kunne godt tage flere dage at nå dertil via tunnelen. Denne findes ikke længere, så vi tog bussen ad bjergvejen, skulle jeg hilse og sige. Det gik nærmest lodret op, og der var det ene hårnåle sving efter det andet med afgrunden lodret ned til en ad siderne. Buschaufføren, som i øvrigt lignede en tidligere statsminister Fogh, kørte godt til. Ved godt at Fogh har fået nyt job i udlandet, men mener nu ikke det var som chauffør på Madeira! Nå hornet blev brugt livligt, idet hvert sving skulle orientere evt. modkørende om vores ankomst. Det var noget nervepirrende, men den bedste udsigt får man jo kun fra toppen, så vi rundede lige Eira do Serrado (1095m) Det menes at være toppen af et af hovedkraterne fra den vulkan, som Madeira engang var. Derefter til dalen, som var meget stille og kølig trods formiddagssolen. Vi besøgte den lille kirke, handlede lidt frugt og købte bjergsko til Per og et bjergsjal til mig.  Der var ikke mange turister, og de lokale virkede næsten som om, at de ikke kendte til Funchal eller de andre byer omkring. De havde deres eget stille og rolige liv med en købmand, en bank, lidt isenkram, et par restauranter og de obligatoriske kaffebarer. Vi prøvede den ene. Solen skinnede lige på vores bord og udsigten over dalen var dejlig. Vi smagte kastanjekage, som området er kendt for, og Rose fik sin første egen kop kaffe.

Jeg er nu så langt i min rejsedagbog, at jeg kan skrive, at jeg er med. Det er i dag d. 19. november, og vi er ved at gøre klar til at sejle videre på lørdag d. 21. november mod De kanariske Øer. Vi skal i morgen med Ana ud til en strand beliggende vest for Funchal. Der skal vi spise frokost og ønske hende en god rejse til Lissabon på lørdag og forhåbentlig på gensyn til foråret, hvor vi vil komme tilbage til Madeira, inden vi sejler mod Azorerne. Måske vi kommer til at se mere til hende – man ved aldrig, men det er helt sikkert, at vi vil holde kontakt med hende på mail, og at vi alle vil glæde os rigtig meget til at se vores Ana igen til foråret!           

9.

Vi lå igen en enkelt nat ved Cascais for den næste morgen at sejle videre mod Sesimbra. Vi sejlede langs den smukkeste kyst i solskin og ankom til Sesimbra i sol og atter varme. Det var en meget hyggelig lille fiskerby med mangefarvede små joller og fiskebåde i havnen og der var en dejlig strand med små restauranter liggende ned til vandet. Vi besluttede at bestille retten med de flere forskellige grillede fisk. Det var sjovt og smagsfuldt at prøve, men Rose har endnu ikke helt fundet glæden ved fremmed mad. Hun glæder sig til det danske almindelige køkken.  Johan derimod prøver det meste – man kan til hver en tid servere fiskefrikadeller lavet af mola mola fisk for ham! På vej gennem byen tog jeg mig i at gå og dufte til nyvasket tøj på tørresnoren i gaderne. Halv sygt men jeg må indrømme, at jeg savner min vaskemaskine. Det er dog ganske ofte dejligt tørrevejr her i landet!

Til andre som kommer på disse kanter så kan havne faciliteterne i Sesimbra anbefales. Brusehovederne var 20 cm i diameter. Det var ubeskriveligt dejligt at brusebade der, og Rose og jeg gjorde det da også et par gange trods det korte ophold i havnen. Det står noget i kontras til det vandrør, som udgør det for bruser i Funchal.

Inden vi sejlede fra Sines tog besætningen – undtagen skipper, som bare ikke bliver søsyg – søsygetabletter, og det virkede godt på os alle. Det betyder uendelig meget at kunne fungere både oppe og nede, så vi kunne både lave lektier og piske chokolade mouse sammen. Det var 18 grader i skyggen til morgen inden vi sejlede, og vi tænker ofte på vejret i Danmark, men vi savner det ikke. Dette subtropiske klima har altid passet mig godt, og det blev ikke ringere ved at komme til Sines. Der var rigtig sydlandsk stemning. Palmer, varme, strand og vand. Flere steder langs stranden er der sat redskaber op til lidt fitness efter eller under løbeturen. Det er jo ganske smart, og kan jo bruges store dele af året. Mange løber faktisk en tur eller går i skrap trav langs stranden. Både unge og gamle, og det virker som om bølgen med motion også eksisterer her.

I Sines gjorde vi klar til sejladsen til Porto Santo. Det tog et par dage at vaske et par store bunker tøj, at handle al mad til mindst 5 døgn + et par ekstra dage om nødvendigt til 5 personer. Jeg lavede lister med alle måltiderne og planlagde præcis, hvad vi skulle spise og dermed have indkøbt. Det var en sjov opgave – tænke alle ting med og så få det pakket ned i båden, så det er nemt at gå til samt ikke skifter plads under sejladsen! Per har lige for nylig hængt net op under loftet i køkkenafdelingen til grønt og frugt. Det fungerer perfekt – ligger ”frit” og vi har hele tiden styr på, hvad vi har, og hvordan tilstanden er. Indkøbene blev gjort trods en laaaaang gå tur til supermarcado. Spurgte en mand den første dag, hvor vi var på kortet, hvorefter han rystede på hovedet, og sagde, at vi slet ikke var på kortet! Godt så – vi havde også gået længe; tog en taxa hjem med det sidste læs, selvom vi var effektive med rygsækken! Per havde mange opgaver på båden – meget smøres, efterses og kontrolleres, men han virker altid, som om han faktisk nyder opgaverne. Han skal aldrig hjem fra båden – det passer ham fint, men da ekkoloddet var utæt, tror jeg, at han tænkte over flere forfærdelige ting som løsning end han sagde højt! Heldigvis havde ungerne flere gange været i havnebassinet med våddragterne på, og Johan vidste præcis, hvor ekkoloddet var placeret. Per bader mest, når der er indtrådt en nødvendighed for at hoppe i – denne gang med sandpapir og senere måtte Johan i vandet med en træprop til hullet. Som Per skriver, så blev problemet løst, og vi kom godt af sted. Jeg har endnu ikke følt mig utryg ved al vandet omkring båden og uden land i sigte, men at se vand løbe ind gennem et hul i bunden af sit skib – det er bestemt ikke en god oplevelse!

Apropos vand – så havde vi indkøbt 50 liter drikkevand i dunke til turen. Det er en slags reserve om nødvendigt. Vi havde på vej til internet-biblioteket købt 6 x 5 liter for at dele det over nogle gåture. Meget normalt for os, men det så godt nok noget voldsomt ud, da vi rundt om pc bordet havde de 6 dunke stående. Mange har en lille vanddunk med sig, men 30 liter - så er man da dækket godt ind trods varmen!   

Vi var faktisk helt klar og parat, da Jonas ankom. Rose og jeg havde redt op i skipperkøjen, som gaster tilbydes ved påmønstring. Udvalget i sengetøj ombord er begrænset, så Jonas fik bjørnebrødre på dynen og prinsesser på lagnet, og Rose lagde håndklædet pænt på dynen som på hotel. Jonas glædede sig allerede til at komme i køjen!  

Per satte et søsygeplaster bag mit højre øre og ønskede god tur. Ungerne fik deres tbl. Og vi sejlede kl. 20.00. Vejrudsigten kunne have været bedre med vindretning og styrke, men bortset fra meget motorsejlads fik vi en meget smuk tur med roligt vejr, sol, varmere og varmere vandtemperatur i havet omkring os samt måneskin hver eneste nat. Vi ville rigtig gerne have Jonas med på turen, dels for selskabet men også for at prøve et treholdsskift over nætterne. Jeg havde vagten fra 04 – 08. Vandtemperatur 20,7 og skærmen viste rigtig mange skibe omkring os gennem natten, men der var nu god afstand, så 1. Nat forløb uden større problemer, og jeg havde ingen søsygetendens!

Næste dag sov vi lidt på skift for at komme bedre ind i et fast rul med vagt og søvn. Vi spiste alle planmæssige måltider, og jeg lavede aftensmad med en kort afstikker til cockpittet. Jonas og Johan tog over i kabyssen, men det var også den eneste gang, hvor jeg stak af. Jeg var ikke søsyg overhovedet, og det var en fantastisk fornemmelse at slippe for det og kunne fungere helt normalt med opgaver, mad og søvn. I min 2. nattevagt var vandtemperaturen nu 21,2 grader, og jeg så flere stjerneskud. Nogle gange hænger de stjerner så langt nede, at man kan tro, at det er toplys fra et andet skib. 

Næste dag var rigtig god med sol og vandtemperaturen var nu oppe på 22,1 grad. Jonas, Johan og Per hoppede i vandet, og de synes, at det var fantastisk. Johan nød det, og sagde: Den her tur er faktisk bedre end forventet! Jonas var godt selskab for både børn og voksne, og ungerne slap også for søsygen, hvilket betyder alt. De kunne læse og skrive en diktat, og Rose læste op af ”Otto er et næsehorn” ved eftermiddagskaffen. Johan lavede en matematikprøve, men vi måtte alle give op på en enkelt opgave – selv Jonas, som læser økonomi! Vi er ikke stolte af situationen, men vi må tale med Lene på Hindholm næste sommer! I stedet begyndte vi at hækle små lapper til vores atlanterhavstæppe, som kan bruges som sengetæppe på skipperkøjen. Jonas mente dog ikke, at han ville nå at få glæde af det på denne her tur! Ok så – måske bliver det et tæppe, som Per og jeg skal lægge over benene, når vi fortæller vores børnebørn om deres forældres bedrifter på Atlanterhavet dengang i 2009! Tænk en gang!   

Johan siger en aften: ”Jonas, er det ikke dejligt at være på tur med sådan en familiebåd?” Jo, siger Jonas og fortsætter: Tænker om det en dag kunne blive min egen familie, som tog af sted! Jeg - skibslærerinden - går jo netop og håber, at flere familier med børn ville tage af sted på sejlads ud i verden, for der er bestemt ikke mange. Det er tyndet noget ud i skibene med børn ombord, hvilket er rigtig ærgerligt.  Rose og Johan har jo heldigvis hinanden, men de savner alligevel andre børn at lege og snakke med. Det er ind imellem lidt trist for dem, men det er desværre nok sådan det er lige nu. Jeg vil tale for børn ombord, skole ombord og oplevelsen med at være tæt på dem på en hel unik måde, når vi kommer tilbage til DK.

3. nat stod jeg op til måneskin og blankt vand og nogle store bløde dønninger. Kl. 05.45 var lufttemperaturen 23 grader. Så kører det, siger Jonas på klingende bornholmsk. Det kører blandt andet, fordi vejret er godt, vi får mad, søvn og ryddet op undervejs. Der er stor forskel på at være søsyg og ikke at være søsyg, og det betyder rigtig meget at kunne dele vagterne blandt 3. Jonas er jo vandt til at sejle og at være skipper på ”eget skib”. Per kunne også tillade sig at slappe af og sove, og det var i det hele taget en sådan positiv oplevelse, at vi ikke sejler fra Kanarie Øerne til foråret, hvis vi ikke har fået en gast ombord inden. Så ved I det! Vi kommer bare ikke hjem!

3. dag kom vinden til aften og vi kunne sætte sejl. Motoren fik en velfortjent pause, og roen sænkede sig over Isabella. Da jeg stod op til min 4. nattevagt var alle sejl sat, og vi sejlende for vindror. Hold blot øje med kursen direkte mod Porto Santo, som nu havde vist sig på kortplotteren, og så gik Jonas ned i køjen. Kursen var 235, vi sejlede 5,7 knob og vindstyrken var 11 knob. Det var nu blevet fætter Gustav og fætter Andreas fødselsdag – 1. november! Tillykke – sms dækning var endnu ikke mulig. Det var til gengæld ud under åben himmel – der var tusindvis stjerner. Som Tove skriver, så er venner som stjerner. Man ved, at de er der, men man kan ikke altid se dem. Jeg synes, at jeg ofte kan se en masse af jer, og det er skønt at lægge hovedet bagover og kigge op på jer alle sammen. Tænker, at I er med på vejen! Månen gik ned kl. 06.00 på styrbord side og på bagbord begyndte det at lysne. Kl. 07.00 blev det lyst!

Der var god stemning ombord d. 1. november, hvor vi regnede med at være i havn på Porto Santo midt på aftenen. Når man står op kl. 04.00 så får man alligevel noget ud af dagen, så en middagslur er påkrævet. Derefter fik vi madeira sandkage, og kabyssen var efterhånden ved at være tom for aftensmad. Besætningen var også begyndt at klage over, at der havde været kylling to gange på overfarten, hvilket jeg ikke lod mig slå ud af! Var selv ret godt tilfreds med at have klaret alle måltiderne uden problemer, og jeg fik også ros samlet set!  Per var lykkelig for, at turen var gået godt for alle. Over Biscayen var det overleve, men denne tur var 3. grad af at leve! Nemlig opleve og det er en verden til forskel!

At overleve, at leve og at opleve!

Vi ankom til Porto Santo kl. 20.00. Det er turens længste sejlads til nu, og fornemmelsen af godt klaret føltes godt! Vi sov en god nats søvn rundt i alle køjerne.

At ankomme til Porto Santo med den 8 kilometer lange sandstrand var noget af en oplevelse og ikke mindst skuffelse, da vejret bare ikke var godt. Det blæste op mod 25 knob, det var overskyet og langt fra det paradis, som vi havde drømt om. Vi fik et velfortjent bad på havnen, og gik derefter i samlet trop op i byen Vila Baleira. Vi var alle noget møre efter de fire døgn på vandet, men vi havde kun denne ene dag på øen, idet vi havde aftalt med Jonas, at vi sejlede videre til Madeira om aftenen, når vinden havde lagt sig lidt. Han havde en flybillet fra Funchal næste dag kl. 20.00, så vi havde et meget strengt program på Irene Flindts sejlerskole. Vi gik lidt rundt i gaderne med målet at finde det hus, hvor Columbus i 1478 boede som nygift. Huset bag kirken lignede præcis det lille billede, som vi har i vores lille rejsebog om Madeira. Så blev det placeret, og vi gik tilbage mod skibet for at spise det nybagte rugbrød med ristet torskerogn. Skulle jo have haft nogle stegte sild og høns i tarteletter, men det må vi have til gode!

Senere blev der råbt: er du sømand eller købmand? Og Jonas var først i vandet fra den store strand, men Johan lå lige i hælene, og resten af besætningen fulgte efter. Bølgerne var pænt store, men vandtemperaturen var rigtig, og det var dejligt at opleve! Da vi gik tilbage til skibet kiggede folk godt nok på os, som om vi var fuldstændige vanvittige. Det er jo efterår – faktisk mod vinter. De havde store jakker på og skuttede sig, men de ved jo heller ikke, hvad vi kommer fra. Alt er relativt.

Vi gjorde klar skib og sejlede fra Porto Santo kl. 24.00 mod Madeira. I begyndelsen af tres’erne, hvor de første charterturister tog til Madeira, blev de først fløjet til Porto Santo, og derefter sejlet til Funchal på Madeira. Den sejltur blev ikke beskrevet særlig positivt, og nu efter vi selv har prøvet den, så skal jeg da nok love for, at vi også blev rullet og drejet noget. Isabella rullede fra den ene side til den anden, og det knagede og bragede i hele skibet den nat. Der må være noget med det vand mellem de øer, for behageligt var det ikke. Vi havde taget søsygepiller, så vi havde det fint, og Madeira dukkede også op i solen med Jonas og Per i fællesvagt ved morgenstunden.

Vi nærmede os Madeira, og de tungeste mørke skyer hang over øen. Det ene rutefly efter det andet kom flyvende for at vende midt ud for øens sydlige side for dernæst at gøre klar til landing på den tidligere meget korte landingsbane. Den er nu blevet forlænget med et ekstra stykke, som er godt funderet i undergrunden med nogle enorme søjler. Har senere kørt under dem og set konstruktionen. Fotos på www viser dem også. Vi har senere erfaret ved snak med Marie – mere om denne danske kvinde senere – hvis mand er pilot, at indflyvning til Madeira også besværliggøres at vinde fra bjergene som påvirker flyets opdrift. At flyve til Madeira er således stadig en sag, men at have sejlet hertil føltes nu også meget som en større bedrift. Per lovede en uges ferie på MADEIRA og det fik vi! Herom i næste afsnit!

8.

Søndag d. 27. September – Peters fødselsdag – var det tid at sejle videre mod det næste land – Portugal. Den første havn blev Povoa de Varzim og vi blev der i 14 dage. Det var dog ikke planen fra starten, men vinden gik i syd pga. et lavtryk, så vi blæste sådan set inde. Havnepengene var billige, faciliteter gode og selskabet var godt, så….!

Dagen efter kom båden ”Cheal” med Corinne og Alan, Rachel og James nemlig. De er fra Nordirland og er på vej rundt om jorden i 3 år. Alan har sejlet altid – er fisker – har sejlet pilotbåd ud fra Belfast i mange år.  Corinne har undervist mindre børn på førskoleniveau. Vi faldt ret hurtig i meget fin tråd med dem. De har meget at bidrage med. Deres positive indstilling og ikke mindst en fantastisk humor med meget selvironi har været utrolig morsomt og hyggeligt. Vi taler selvfølgelig engelsk – det bedste vi har lært, men efterhånden kører det ganske godt. Per kan rigtig mange tekniske ord og vendinger mht. sejlads, rig og motor og min stærke side er almindelig hurtig snak om hverdags ting og liv. Selvom det er 20 år siden jeg brugte det hver dag, så falder det mig godt nu, hvor jeg har lejlighed til at bruge det igen. Det, der er det sjove, er jo, når emnerne tager lidt om sig.  Når samtalen bliver lidt dybere end blot small talk på broen eller i supermarkedet. Sproget får en ny dimension og vi lærer en masse.

”Cheal” og os på Isabella spiste en dejlig middag - bestående af en stor grillet fisk med grøntsager - på havnens restaurant; vi lejede en dele-bil i 4 dage; vi spiste irsk gryderet ombord, mens det blæste hårdt fra syd og den sidste aften lovede vi hinanden, at vi ses igen om 3 – 4 år. De er jo desværre ikke hjemme, når vi efter planen kommer til Irland næste sommer, men Alan har på mange måder taget hånd om det allerede. Per har fået en liste med gode råd om Irland og Skotland samt steder at besøge. Ydermere er gode venner i Irland adviseret om vores mulige ankomst, hvorefter de vil tage over. Det er super dejligt at tænke på. ”Cheal” besluttede at sejle mod Madeira fra Povoa de Varzim pga. tidsnød. De har familie, som kommer til Tenerife for at besøge dem, før de sejler over Atlanten. Det var trist at sige farvel, men min klare fornemmelse er, at vi ser dem igen dog i mere nordlige omgivelser.

Fra Povoa var det nærliggende at tage metroen til Porto. Det er en skøn by. Vi har været der for 20 år siden på inter-rail og atmosfæren og de stejle gader var der stadig. Vi gik og gik – mellem smukke huse bygget i store sten med sol på facaden og vasketøjet hængende til tørre ud fra balkonen ud mod gaden. Gaderne er smalle og trapperne fortsætter bare op ad! Det var varmt, og vi stoppede flere gange op for at spise lidt mad eller is, og vi drikker gerne en kop kaffe, mens vi lige sidder og nyder det hele lidt ekstra. Vi gik på begge de to store gader, som der i turistbrochuren er udnævnt til sko-mekka! Vi var i så mange butikker, men børnesko fandtes ikke der – desværre! Rose er ellers topmotiveret for handel af netop den varer, så der gik de glip af en større fortjeneste. Hun prøver alt, der bare har en lille chance. Høje sko er fantastisk, og når hun når en størrelse 37, så tager hun revanche! Det er sikkert og vist! Vi fandt andre småting rundt i de små gader – bl.a. en hel butik med skocremer, læderfedt, lædersnore, bælter – det hele i alle udgaver, farver og størrelser. Bare lugten i butikken var skøn og magen til har jeg aldrig set før! Det var en særlig herlig dag – den dag i Porto, og byen er bestemt et besøg værd igen en anden gang.

Vi havde den lejede bil i 2 dage. Det var langt billigere at leje og dele over flere dage, og det var dejligt at det kunne lade sig gøre. Vi kørte og kørte – det var mest by og store veje i starten, og det virkede ærlig talt noget uoverskueligt at finde det, vi så på kortet. Søkortet er faktisk noget lettere at kigge på. Vi kørte mod byen Barcelos, som har givet navn til Portugals nationale maskot – nemlig Barcelos-hanen. Historien fortæller, at en pilgrim på vej til Santiago de Compostela bliver dømt til døden for et tyveri. Han er dog uskyldig og beder derfor inden henrettelsen om nåde hos sin dommer. Pilgrimmen dukker op ved dommerens aftensmad – ristet hane. Den uskyldige beder til sine ynglingshelgener. Hanen vil rejse sig og gale som tegn på hans uskyld, og miraklet sker. Den uskyldige bliver løsladt!

Efter en tid kørte vi ud over landet på de små veje, hvorefter vi stoppede op ved en lokal kaffebar. Der fik vi kaffe, sodavand og is til alle. Det blev 5,80 euro. Det er svært at se, hvordan de overhovedet skal kunne leve af det. Videre så vi to store heste gå løse i vejkanten og græsse og videre flere boder eller rettere sagt kasser sat op langs vejen med frugt og grønt. Vi stoppede i byen Amarante og købte 5 store hvidløg, 8 blommer, 6 nektariner, 4 store tomater, et spidskål og en stor pose oliven til i alt 8 euro. Derefter videre mod Geres, som grænser op til et stort område, som er udnævnt til national park. Ved kanten af en stor sø var der udlejning af kano og kajak samt mulighed for at prøve forskellige former for vandsport. Store baderinge blev trukket efter hurtiggående motorbåde. Johan har den forkerte mor, hvad dette angår, for han fik ikke lov at prøve! Per prøvede ellers hele tiden at gøre turen mere spændende. Det gik derud af på de bjergveje – op og ned ad serpentiner vejsving. Ungerne hujede og jeg holdt godt fast i døren og tænkte, at det her gør han kun fordi, at vi skal råbe højt, at vi hellere vil ud at sejle end at køre i bil! Man må dog sige, at sådan en udlejningsbil - de kan altså lidt mere end andre biler. Det mente Alan også! Det, jeg nåede at se af bjergsiderne, var meget frodigt. Denne del af Portugal er den mest grønne del af landet pga. regnen, og den havde vi faktisk i flere dage over de to uger. Der var dog dejlig sol og opklaring iblandt, men flere sagde, at det var tid at sejle videre mod det varmere Lissabon og sydligere kyster, for efteråret var også på vej til nord Portugal om endt der stadig var stor forskel til det efterårsvejr, som vi kender fra Danmark.

Vi sluttede første bildag ved Bom Jesus – syd for Braga. På toppen af bjerget Monte Espinho ligger en meget smuk kirke, som kan besøges om man går de 1000 trin op af trappen, tager den vanddrevne bjergbane eller kører ad den snoede bjergvej i bil. Ægte pilgrimme går ad trappen – nogle endda på knæene for dermed at opnå himlens nåde bedre. Dem så vi ingen af, men der havde lige været bryllup, så alle gæsterne stod udenfor kirken, og bruden og gommen nærmest løb rundt for at blive fotograferet fra alle vinkler på dette smukke sted med en fantastisk udsigt ud over minho-området, som det kaldes her.   

2. bildag var vi lidt mere forberedte på vejskilte eller mangel på samme. Som Alan sagde: ”Det er ligesom i Irland – et vejskilt, så 5 pub’er – resten finder man ud af! Vi kørte mod Porto, idet vi havde lavet en aftale med en sejlmager om nogle reparationer på vores sejl. Derefter videre mod Guimaraes; kendt som ”nationens vugge” – meget hyggelig by med atmosfære i de små snoede gader. Vi løb blot gennem gaderne og sprang ind i butikkerne, da vi havde turens værste regnvejr. Bilen kom også rundt flere steder – tog gerne de samme gader et par gange, så vi kunne nå at se lidt og tage nogle fotos mellem bygerne. Det var rigtig turistudflugt – fotos fra bilen. Bilen gør en for magelig!

Dog vil jeg sige, at jeg nød, da vi sluttede dagen af med at handle i et stort supermarked. Vi tog en vogn denne gang og fyldte den vildt op. Kørte det hele hjem til havnen og bar det ombord i skibet. Det var luksus – ikke at skulle bære det hele for en gangs skyld!

At handle har i øvrigt været sjovt på mange måder. Fiskekonerne på markedet kigger på Johan med det lyse hår, og Roses blå øjne får også et par kommentarer med på vejen. Jeg gik rundt på markedet og valgte grøntsager, hvorefter en ældre kvinde tog mig i hånden og viste mig, hvilken varer jeg skulle vælge – altså hvilke tomater frem for andre og i den dur. Til sidste lagde hun en stor buket frisk persille ned i posen, da jeg havde betalt! Hos slagteren var der en lang bænk, hvor konerne sad på række og snakkede til det blev deres tur. Slagteren hentede kød frem og skar ud i et højt tempo. Det hele var en stor forestilling, og ungerne og jeg sad blot der på bænken og kiggede! Jeg bestilte 3 portioner forskelligt kød som damerne før mig, så kunne jeg ikke gå helt galt af kvaliteten, tænkte jeg. Det holdt stik. Et andet sted ville jeg købe rejer. Jeg bestilte med de bedste portugisiske ord fra ordbogen, hvorefter hun sagde noget med, at hun ikke talte fransk! Ok, flot så! Tak for det! Ja, det er ikke nok med en parlør! Johan måtte også se filmen på havnerestauranten med portugisiske undertekster, men en aktionsfilm om hajer og drama er nu vild nok bare i billeder! Han er jo ellers med i et forsøg for børn uden tv i et år, men han fik lov af sprogskolen!

Efter Povoa rullede vi til Peniche ned ad Portugals kyst. Det blev en hård tur over nat med meget vind. Mandskabet var endnu en gang ikke på toppen, og skipper lukkede ikke et øje den nat. Jeg håber virkelig, at et søsygeplaster vil gøre sin virkning på den næste nat sejlads. Er ærlig talt træt af at være søsyg på de længere stræk. Ydermere blev turen kompliceret af det manglende GPS signal, som forsvandt først på natten, som medførte at hverken kortplotter eller autopilot fungerede. Det hele knagede godt i skibet pga vind og sø, og da det hele så begyndte at hyle alarm kaldte Per mig op i cockpittet til styring, mens han gik i gang med fejlfinding. Kompaslyset svigtede også, så jeg havde reelt kun en kurs på en anden GPS nede om læ og så de to stjerner ude i mørket. Jeg var ikke mange sure sild værd, og da jeg endnu en gang brækkede mig, så var det nok mest af skræk! GPS signalet kom lige så pludselig som det var forsvundet, storsejlet hev vi ned, og det hele blev mere roligt, men vi var helt enige om at gå til Peniche og ligge en nat, før vi fortsatte mod Lissabon. Vi var simpelthen for trætte – Per havde overhovedet ikke sovet, og jeg trængte til ro i maven og hovedet. Godt i havn tog vi noget mad og så til køjs. Ungerne havde jo sovet deres nattesøvn, så de underholdte sig selv med lidt spil og dvd. De ser bl.a. gamle danske film – Flådens friske fyre og Piger i trøjen. Rose kan snart mange citater udenad, og de griner højlydt over komikken. Senere var der fælles film med Ice Age i hulen, og vi sender nogle kærlige tanker til båden ”Cheal” som var på vej til Madeira. Vi ved nu, at de kom godt frem efter godt 4 døgn, men at de også havde haft godt med vind første døgn. Det var ærgerligt, at vi havde så lidt tid i Peniche, for der var absolut stemning og miljø at finde. D. 14. oktober nærmede sig blot, og vi skulle være i Lissabon på dagen!

Inden vi sejlede videre mod Cascais næste formiddag, havde vi den ubehagelige oplevelse med den franske dame, som faldt. Per har skrevet om det. Ambulancen kom hurtigt, men det var ikke det hurtigste team, som steg ud af bilen, og det undrede mig noget, at ingen af dem kunne et ord engelsk. Det kunne den politimand heldigvis, som jeg fik til at ringe efter ambulancen, og via ham kunne vi forklare, hvad der var sket til ambulancefolkene. Ved jo ikke hvordan det er gået hende og opholdet på hospitalet, men jeg håber meget, at der var nogle som både kunne tale og forstå engelsk, for ellers kan det godt blive en hård omgang på mere end en måde. Jeg synes bestemt, at man på danske hospitaler forsøger sig på engelsk om behovet er der eller ydermere skaffer tolk. Jeg håber bestemt ikke, at vi får behov for hjælp på den måde undervejs, og jeg ved også, at jeg jo ikke er den nemmeste pårørende at have med at gøre!   

Vi havde en fin sejltur til Cascais. Vi havde besøg af en større flok delfiner sidst på eftermiddagen. De svømmede langs bådens skrog – fulgte linjen lige under vandoverfladen. Det er et meget smukt dyr, og ungerne og Per lå på maven oppe i stævnen og kiggede efter dem. Johan var meget tæt på at røre en, da den kom ud af vandet tæt på båden. Jeg forsøgte at fotografere dem, men det er utrolig svært at fange dem i linsen. Per har også forsøgt med noget video, som muligvis kommer på www en dag! Da vi nærmede os Cascais kunne vi mærke varmen i luften. Efteråret i Lissabon området har været helt specielt i år. Sol og varmt – 26 – 28 grader, hvilket ikke er vanligt. Vi lagde os for anker i bugten ved Cascais, og Rose sagde: ”Tænk, nu har vi selv sejlet til de varme lande!” Det var mørkt, men vi kunne se alle lysene fra en sydlandsk by stemning, og det var jo ikke så ringe endda. Roses fødselsdag lå lige om hjørnet, og hun glædede sig vildt meget, selvom hun jo godt vidste, at det ville blive så ganske anderledes i år. Det har været den varmeste efterårsferien vi nogensinde har haft, og de 26 grader på Roses dag var lige noget som passede hende! 

Vi hev ankeret op og sejlede med solen i sejlet ned mod floden Rio Tejo og via den ind til Lissabon. Det var virkelig varmt, mens vi passerede det ene historiske monument eget det andet. Først kom vi til Belem kvarteret, hvorfra de store opdagelsesrejser startede i 1400- og 1500 tallet. Her ligger også Torre de Belem, som er et smukt lille fort fra 1500 tallet. Det er udført med stenkniplinger, balkoner og små vagttårne. Vi besøgte tårnet en af dagene, og det var en oplevelse at gå rundt i det. Jeg mener, at der var 5 eller 6 etager, og man kunne gå ind i alle de små tårne og karnapper og kigge ud. Det var et ægte prinsesse slot, og det var både smukt lavet og velbevaret med en skøn udsigt over floden. Rose og Johan blev fotograferet ofte, hvis de ikke lige havde gemt sig i et nyt tårn!

Derefter passerede vi Henrik Søfarerens monument. Det er monumentet over Portugals store opdagelsesrejser, og det blev rejst i 1960 500-årsdagen for Henrik Søfarerens død. Det er udformet som stævnen på et skib, og der i spidsen står H. S. op spejder efter nye opdagelser. Det er meget flot at se fra søsiden, men det er ligeledes en oplevelse at stå ved siden af det på land. Det er privilegeret at have prøvet begge dele. Foran monumentet på landsiden er der i flisebelægningen lavet et stort kompas, som viser verdenskortet med de opdagelsesrejsendes ruter.   

Vi ankom til marinaen Doca de Alcantara efter at have sejlet under den store bro: Ponte 25 de Abril. Det er en imponerende stor hængebro – som den til Christians Ø – med en længde på 2278 m. Den er inspireret af The Golden Gate Bridge i San Francisco. Vi lå heldigvis et stykke fra den, da der er en ufattelig larm fra den hele døgnet rundt. Der er ingen belægning på vejbanen, så man kan kigge lige op på bilerne gennem tremmerne, når man sejler under den. Det giver en ubeskrivelig høj lyd! En anden lyd som gik igen flere gange om dagen var lyden af flyvemaskiner, som var på vej til landing i Lissabon. Lyden var ikke ubehagelig, men gentog sig blot mange gange om dagen, og var for os meget anderledes. Nogle gange kunne man næsten tælle vinduerne i maskinerne, så tæt var de over hovederne på os. De er enorme i den afstand, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over det fantastiske ved transport! Kæmpe flyvemaskiner lige over vores hoveder; biler og lastbiler i fuld fart over broen over os og os sejlende lige der på floden under dem alle! Vi fejrede ankomsten til en dejlig sensommervarm storby – 26 – 28 grader med Jonas og hans kammerat Klaus fra Bornholmerbåden. De kom til tapas ombord, og Jonas havde de berømte søsygeplastre med til mig samt nogle meget vigtige fødselsdagsbreve til aflevering næste dags morgen! Jonas er vores mand i Lissabon – modtog vores post hjemmefra, kom med gode info om turist i Lissabon og ikke mindst lånte han os sin netadgang, så vi kunne opdateres lidt. Manglende net i havnene er ved at drive os lidt til vanvid. Det er nok det, vi lider mest savn ved. Vejrmeldinger hentes ad den vej, og info via vores hjemmeside ligger os jo også noget på sinde. Dels ved at kunne informere alle jer, men det er i høj grad også vores egen bearbejdning af turen og en sikring af data og ikke mindst alle vores fotos.   

Vi havde jo nogle dage i Lissabon, så vi havde lejlighed til at lære Jonas lidt bedre at kende. Han er en rigtig fin fyr, og ikke mindst ungerne synes, at det er skønt med nye ombord. Vi har spist og snakket; han spiller gerne lige med på en mobiltelefon eller lytter til ungernes historier fra de varme lande, og så er han rigtig glad for at sejle. Faktisk vil han gerne med os til Madeira, hvilket vi glæder os meget til. Vi håber, at vejr og vind passer med planen, idet Jonas kun har en bestemt uge at gøre godt med, idet han jo til daglig læser. Mere om det senere!

Onsdag d. 14. oktober 2009:

Tillykke til fætter Lucas!

Roses 9 års fødselsdag, efterårsferie, Lissabon – 26 grader! Det vil vi altid huske som en super god dag. Hun blev fejret fra morgenstunden med flag, sang og gaver – ganske som vi plejer at gøre. Forskellen var blot båden, der vuggede flaget, varmen og fridagen for os alle! Katrine og Jacob har spurgt, om man hejser et stort flag i masten på sådan en dag, og det kunne man jo godt, men vi har ikke tænkt på det. Har jo flag på Isabella døgnet rundt, idet vi jo bor ombord, så behøver man ikke at tage sit flag ind om natten.

Forud for rejsen købte vi hende en ”build a bear” mere til denne dag, så nu har hun hele tre, da klassen også forærede hende en før afrejsen. Hun har så tre at passe, hvilket til tider er for overvældende, men hun er heldigvis ikke blevet for stor til at lege, selvom hun er vokset 1 cm den sidste måned! Der var dejlige breve fra bedsteforældre, Anna og klassen via Bornholmerbåden. Det blev hun utrolig glad for.

Vi købte turpas til bus og sporvogn i Lissabon for 2 døgn. Knap 8 euro pr. stk. Det var super godt, idet man kan køre alle de ture, som man har lyst til. Vi sprang på sporvogn 28E, som kører en meget charmerende tur rundt i Lissabons gader – både de gamle smalle stræder, hvor man næsten kan røre ham den gamle mand på hatten, når man passerer ham på stolen ved kaffebaren. Så tæt er man på husene, når man sidder i sporvognen med de åbne vinduer. Vi kørte gennem de store pladser med mere moderne byggeri, og vi stod af og på utallige gange den dag. Man kan mærke varmen, lugte alle lugtene, og tempoet i sporvognen sætter en ro over en. Der kommer altid en mere om lidt, og når man først sidder der, så er det bare at nyde det og opleve hele stemningen. Jeg blev meget glad for dens charme og lette transportmåde.

Vi spiste lidt frokost på en familierestaurant og gennem hele dagen tikkede sms’erne ind med tillykke! Sidst på dagen tog vi hjem og tog et bad og klædte om i kjoler! Vi ville på Fado restaurant og fejre Rose. Vi tog med bussen til Alfama kvarteret, hvor der er et rigt udvalg af forskellige restauranter med den berømte portugisiske fado sang under spisningen. Klagende, melankolske folkeviser som handler om savn og længsel, umiddelbart trist, men det var alt andet end trist! Vi valgte ret hurtigt en restaurant efter lidt snak med krofatter ude på gaden. Roses fødselsdagsbøf blev desværre ikke som ønsket, men fiskegryden til de voksne kunne vi ikke klage over, og underholdningen var i top. Der var to fyrer på guitar og viola da gambe, sangen blev fremført af husets ældste kvinde, så den lidt yngre, så sønnen Ricardo, tjeneren og sidst men ikke mindst en fyr, som blot kom ind fra gaden og sang med! De sang på skift, og ellers gik de til hånde med servering eller hjælp med at bære ud. Det var en meget fin blanding, og det bedste var, at det virkede som om, at de blot faldt ind, når de havde lyst eller lige kunne bidrage med noget i omkvæd eller som fortsættelse af sangen. Per havde nævnt, at vi skulle fejre Roses fødselsdag, men da krofatter så siger det over mikrofonen, og alle i restauranten stemmer i portugisisk fødselsdagssang bliver vi godt nok noget overraskede. De klappede og sang og satte et lys foran Rose. De aede hende på håret og kyssede hende på kinderne. Det var en meget festlig aften, og Rose faldt til sidst i søvn hos mig, mens sangen og musikken stadig spillede ud i de varme gader. Rose er vokset op med sangaftner, og det ligger dybt i hende, at det er trygt og godt at falde i søvn til. Det gjorde hun første gang, da hun var 14 dage gammel, og nu er hun så lige blevet 9 år!

Næste dag gik også med sightseeing, men vi var noget trætte. Da vi havde stået og beundret det store Jeronimoskloster og set de store flokke at turister i gåsegang ind og ud af bygningen, stod det klart, at vi ikke behøvede at se det indvendigt fra denne gang. Orkede ikke at blive en del af det. Gik i stedet ned mod vandet for at se monumenterne dernede. De er omtalt tidligere i teksten. På vej derned fik jeg den tanke at lade ungerne og os stige ombord i en af de mange turistbusser. Blot lade os synke ned i sæderne, holde lav profil og så stige af sammen med de andre turister ved det første hotel på vejen. Smutte med ind og om på bagsiden af hotellet til swimmingpoolen og liggestolene. Det var så varmt, og jeg havde bare lige lyst til at være hotelgæst en enkelt dag i solen!

Skulle også have besøgt Sintra – eventyret i slottenes by, et berømt turistmål, men nu var grænsen nået. Vi var alle i mindre godt humør – havde brugt energien! Først at nå til Lissabon i tide med vejr og vind, så fødselsdag og sightseeing. Vi kunne ikke mere, så vi tog en off day i båden med lidt lektier, små opgaver og ro! Det er til tider hårdt at være af sted og at være på hele tiden. Ved at det forstår I måske ikke helt, som ikke har prøvet det, men det er også mindre væsentligt, når blot jeg ved, at andre langturssejlere har oplevet det samme!

Næste oplevelse skulle være en udvalgt ting – noget vi alle kunne glæde os til. Valget blev Oceanario de Lisboa. Det var en kæmpe oplevelse. I midten var det største bassin – global ocean – 5000 m3 salt vand med fisk, planter og havdyr. Hajer, rokker, fisk i massevis og ikke mindst den store mola mola fisk, som Johan genkendte med begejstring. Se i øvrigt fotos på www. Rundt om dette bassin lå de 4 andre – Atlanterhavet, Stillehavet, Antarktis og det indiske ocean. Det var utrolig godt lavet, og det midterste bassin, som gjorde størst indtryk kunne iagttages hele vejen rundt i to forskellige niveauer. Jeg håber, at det er første og sidste gang, at jeg vil se hajer så tæt på, som vi gjorde det den dag!

På vej hjem hoppede vi af bussen ved Praca do Comercio. Det var lørdag, og det var godt vejr. Der var mange mennesker og masser af boder med handel, musik og gøgl. Vi gjorde nogle indkøb bl.a. fik ungerne hver en våddragt, som de har ønsket sig længe. Det blev i stedet for vinterstøvler i år, for det bliver der ikke behov for! Det er stadig lidt svært at forstå, at vi skal beholde sandalerne på nogle måneder endnu!

Mens vi stod og kiggede på nogle smykker, kom en lille, gammel kone gående hen til os. Hun kiggede på Rose og aede hende på håret og kiggede op på Per og jeg og smilede. Så kyssede hun Rose på kinderne, smilede glad og gik videre! Rose tager det heldigvis helt roligt og smilede blot! Noget lignede ville man aldrig opleve i DK, men her virker det på en måde helt ok og naturligt. Det er jo et kompliment til Rose, og jeg bliver glad – jeg er blot ikke vant til den form for ligefremhed!

Vi så jo lidt til Jonas, mens vi lå i Lissabon, og godt for det! Ikke mindst ungerne har brug for andre at snakke med, end blot os forældre, og Jonas blev en god ven. Han spurgte dem en aften, hvad de ville være, når de bliver store! Rose sagde: ”blomsterhandler” og Johan vidste ikke rigtig, hvorefter Jonas så foreslog: ejer af en netcafe? Den var Johan med på, men det er lidt svært som forældre at se det positive i det job! Vi har dog efterfølgende snakket om, hvis det ikke hænger sammen med tegnestue, når vi vender tilbage, så kunne Johan måske godt lave Nyrup netcafe i lokalet. Jeg kunne så lave kaffe i små kopper med æblekage og portvin til, og Rose kunne servere det hele. Per skulle være en slags vice-vært med udskænkning af sangria på de varme dage og whisky på de lange dage. Vi håber så, at naboerne i så fald vil kigge forbi, og måske kan vi arrangerer nogle sangaftner med vejens lokale band! Jeg tænkte godt, at sådan en langtur vil give en mulighed for nye anderledes tanker, men jeg havde nu ikke tænkt på netcafe, før Jonas bragte det på bane.

En formiddag hjalp Per Jonas med noget strøm på Bornholmerbåden, mens vi andre var i skole. Inden vi tog videre på shopping i Lissabon rundede vi lige båden og sagde hej. Johan sagde så: ”Hvis far og Jonas så sidder der med to dejlige damer tager du så et fly hjem? Nej det gør far, når han har sejlet os til Gran Canaria, svarede jeg! Sikke et spørgsmål – det er jo kun Topper’s far fra ”Otto er et næsehorn” som må have en pige i hver en havn! Ungerne mente også, at Jonas både skulle kigge efter en på Porto Santo og i Funchal, Madeira.

Vi blev gode til at shoppe og finde rundt i de små gader i Lissabon. Sporvognen er et fantastisk transportmiddel, og jeg var ganske enkel vild med at køre rundt med den. Hopper af og på som vi havde lyst til. Johan satte vi af på en netcafe, så han kunne få lidt inspiration og få sin spillelyst kureret. Rose og jeg manglede sko. Der er ikke tale om skibssko, nej portugisiske festsko! Jeg fik de flotteste spidse, sorte sko til udsalgspris, og Rose prøvede nogle hvide med høje hæle. Dem skulle hun jo selvfølgelig ikke have! Det er jo overhovedet ikke noget at give en pige på 9 år! Ekspedienten smilede og fandt den anden part frem, og Rose gik frem og tilbage med dem på. Det var uundgåeligt – Rose købte de sko, og hun elsker dem! Hun inviterede mig straks på kaffebar for sine egne penge for at fejre vores fantastiske indkøb! Vi aftale, at Johan selv skulle tage sporvognen videre til det næste stop, når han havde spillet sin tid ud. Der ville vi mødes med ham og fortsætte vores tur sammen. Jeg var ikke i tvivl om, at han kunne det, men alligevel var det meget mærkeligt at stå lige midt i Lissabon og vente på, at ens søn kommer kørende med sporvognen. Han er let at kende i mængden – han er den eneste i den højde med så lyst hår!

Den morgen, hvor det bare regnede og blæste en kuling, stod vi bare ikke op! Johan spillede, Rose så film, jeg skrev, og Per læste i sin Moby Dick. Det er en tung, svær sag, men både interessant og tankevækkende. Ind imellem læser han lidt højt til eftertanke. Det er privilegeret at kunne blive liggende uden at være syg! På navtex’en rullede den ene havnelukning ind efter den anden. Flere havne på Portugals kyst lukkede for indsejling pga. blæsten. Det er simpelthen for farligt at sejle i havn, så vi var glade for at ligge sikkert i Lissabon. Per startede dog stiksaven på et tidspunkt for at lave et par udskæringer, men jeg blev helt nervøs for, at han i frustration over det dårlige vejr ville skære båden op til brænde salg!

Da det blev opholdsvejr tog vi toget ud til Cascais. Havde jo kun set byen fra søsiden. Vi rundede havnen, og hilste på Johnny fra Oslo båden. Vi kender ham fra Povoa. Han sejler perioder alene og andre med et par gaster ad gangen. Han er en meget hyggelig fyr, og vi regner med at se ham igen til foråret, når vi måske mødes på Azoerne. Så vil vi have mange erfaringer at udveksle fra vores sejladser.  Vi nåede dog lige at se ham en gang mere, idet han havde brug for sygeplejeassistance. Under en solosejlads havde han fået en luge i hovedet og havde pådraget sig en flænge i hovedet, som senere var blevet syet på hospitalet for den lille sum af 120 euro! Han havde blot et enkelt sting, som skulle fjernes, og det ville jeg da gerne gøre for det halve! Jeg har jo det rigtige udstyr med, så det var en smal sag. Jeg overvejer at sætte et skilt i vinduet med tilbud om sygeplejeydelser til supplement til skibskassen.

Nu havde vi været i Lissabon i 10 dage, og nu var tiden inde til at komme videre. Vi havde set nok storby; det var blevet koldere igen, og vi trængte atter til varmen. Så er der jo ikke andet at gøre end at sejle videre syd på, så det gjorde vi!  

7.

Bornholmerbåden, som vi kaldte dem, sejlede mod Lissabon, og vi synes også, at det var tid at komme videre, så vi besluttede at sejle en lille tur til bugten med byen Corme med selskab af Aefnityr. Dønningerne var ved at drive os til vanvid. Når der ingen vind er, men blot dønningerne, så ligger Isabella og ruller! Godt det kun var en lille tur. Vi skal helst have lidt vind at sejle på ellers sker der ingenting bortset fra ubehagelige rul! Jeg holdt udkik en stund, og på et tidspunkt synes jeg, at jeg kan se, at en engelsk båd vi fulgtes med ud, er vendt om! Jeg kalder noget på Per, trods at han lige er gået på toilet. Op kommer han og kigger. Det er selvfølgelig en anden båd, og de tre andre ombord synes jeg da nok lige har overreageret en del, hvilket de har fuldstændig ret i. Den scene bliver jævnligt genopfrisket, når ungerne højlydt råber: Per! Kom Op! Englænderne er vendt om! Det lyder nærmest som et citat fra en krigsfilm! Jeg er jo ikke selv sen til jokes om andre, så jeg må jo tage den til mig, selvom jeg græmmes!           

 Vi valgte at sejle videre med Aefnityr mod Portosin, selvom vi ikke havde nogen vind. Vi havde besluttet, at vi ikke ville sejle 12 timer uden vind og kun med dønninger. Om det blev tilfældet ville vi holde ved Canarinas. Dønningerne tog dog helt af, og vi valgte at fortsætte i meget fint solskinsvejr. Vi sejlede for motor, men sejladsen blev så behagelig, at vi kunne gå frit rundt på båden under sejladsen. Vi tog på skift en lur på langs af dækket, og vi kunne både drikke kaffe, spise masser af mad og frugt og ikke mindst læse. Det var noget helt andet, end det vi havde lavet på de sidste sejladser. Johan læste: ”Rejsen til den hemmelighedsfulde ø” på en dag og jeg har læst bogen: Camino af Shirley Maclaine.

Den handler om hendes vandring på vejen – Camino. Det er en 800 km lang pilgrimsrejse, som tager sin begyndelse i Frankrig, Pyrenæerne derefter videre gennem Nordspanien for at slutte i byen Santiago de Compostela i Spanien. Det siges, at Caminoen ligger direkte under Mælkevejen og følger bestemte linjer, der afsejler energien fra stjernesystemerne over den. Gennem årtusinder har alle mulige mennesker, fra munke til konger, vandret ad denne vej – ene eller i grupper – af mange forskellige grunde, men de fleste med det formål at finde deres dybeste åndelige mening. Jeg havde faktisk svært ved at følge den bog – forstå den helt, men jeg er nok ikke lige der lige nu.

Ikke desto mindre rundede vi Capo de Finisterre i det smukkeste vejr, mens jeg læste. Dette berygtede sted som er kendt for sit farefulde vejr til havs. I gammel tid blev dette sted anset for at være verdens ende. Sendte lige et par tanker til bogen ”Elsker til vanvid” af forfatteren:

 I byen Portosin ville vi tage bussen til Santiago de Compostela og se katedralen, som alle pilgrimmene slutter deres lange vandring ved. Vi tog denne tur sammen med Aefnityr. Denne gang i bus. Det er en fin måde at blive transporteret på, især hvis en lokal lige vinker, når man skal stå af!  Den gamle del af byen er ren middelalder. Katedralen er bygget i 1079 og er beundringsværdig smuk. Der var selvfølgelig turister som os, men vi så også flere forskellige mennesker med små rygsække, vandflaske og solhat på ryggen og gode vandrestøvler på fødderne. De fleste havde en stav af meget forskellig udseende med sig. De tog sig et velfortjent hvil i katedralen. Det var unge og ældre mennesker, forskellige nationaliteter, ene eller i små grupper af få dog! Jeg er sikker på, at de har gået den tur eller noget af den. Det virkede troværdigt, og alligevel lidt uvirkeligt i vores moderne verden. Havde sådan lyst til at snakke med en af dem om det, men det virkede fuldstændig umuligt at skulle bryde ind i deres verden af at have gjort det. Følte lidt at jeg var kommet for let til Santiago. Jeg har jo ikke gået den tur, og jeg føler mig hverken hel spirituel eller åndelig klar til den udfordring, men vi har sejlet hertil, som Per sagde! Det er for os en stor præstation, og vi tar’ os i at tænke ind imellem, at det er vildt, at vi er her. Når vi vender hjem til næste år vil vi også have lært og udviklet os en del. Jeg tror ikke, at målet for den vandrende er katedralen i Santiago, men det er blot der rejsen fysisk slutter. Derefter kommer selvransagelsen og måske en større selverkendelse. På samme måde er målet for vores tur jo heller ikke at komme hjem. Målet er jo rejsen i sig selv og hvad den bringer med sig. Det er det, som er udfordringen og deri energien ligger for mig at se.  Jeg vil læse mere om den camino, når en dansk bog igen byder sig.  

Jeg har læst mig til, at tempelriddernes orden blev stiftet med det formål at beskytte pilgrimmene på deres fromme færd. Kirker og refugios undervejs tilbød overnatning og husly, råd og hjælp. Der var store sovesale, fælles spisning og kolde brusebade. Standarden var dårlig og beskidt. Tænker hvordan det mon er i dag at gøre den vandring. Jeg fortalte ungerne, at Bedste på et tidspunkt har sagt, at hun overvejede at gøre turen, hvorefter Rose sagde, at hun synes, at det var synd, hvis Bedste kun skulle have kolde brusebade! Kolde og varme brusebade er virkelig noget vi går op i – her på vores langtur! Da vi sad i katedralen i dag sagde Johan efter en stund i ro, at han tænkte, at han godt ville gå den tur. Det undrer mig på mange måder ikke.

Vi spiste frokost i det lokale miljø. Det lignede en restaurant, hvor hele familien var beskæftiget. Vi bestilte tapas, som er små lokale frokostretter, som vi blot spiste af i fællesskab som en slags tag selv bord! Vi smagte små grønne peberfrugter – grillede med salt, blæksprutte stykker i hvidløg og paprika, tortilla med skinke, tunsalat, hele grillede sardiner samt pomfrits og brød. Det var meget velsmagende og en god måde at smage forskelligt på. Rose er forbeholden med at smage fremmede ting, men da begge eventyrbørnene havde smagt det hele inkl. Flere sardiner med hoved og hale, så ville Johan ikke stå tilbage. Han tog så en sardin i hel størrelse med det hele dvs. indvolde og alt. Det hele knaser og cola tager jo det, som evt. skulle være levende! Uhmmmmm…..

Det er dejligt at prøve noget nyt; det var det næsten også, da Rose og jeg blev klippet hos den lokale damefrisør i Portusin. Det var efterhånden 2 ½ måned siden sidste gang, så det var super dejligt at gå lige ind fra gaden og sætte sig til rette til hårvask! Vi fik begge vask, klip og føn, og Rose fik tilmed en smuk fletning. Det kostede 24 euro i alt. Det var både billigt, dejligt og tiltrængt!

Der er jo desværre ikke mange børn at lege eller snakke med, så Rose og Johan bruger en del tid sammen på godt og ondt. De er faktisk gode sammen, men ind imellem går bølgerne højt – også nede om læ! Vi har i natur og teknik læst om befolkningstilvækst, og Johan kunne sådan set ikke se noget galt i et barns politikken i Kina. Han smilede glad, og sagde, at det jo selvfølgelig så var gået ud over Rose, men…..! Han var lige ved at blive kølhalet – af Rose! 

Aefnityr sejlede fra Portusin et par dage før os. De ventede besøg nede på kysten af Portugal. Vi ønskede god vind fremover og håber på at se dem igen senere – måske på turen og ellers igen i DK, når vi alle har fået land under fødderne igen! Det har været super hyggeligt at følges ad og ikke mindst de aften stunder, hvor vi har haft voksentid. Eventyrbørnene sov trygt og vores unger var bænket med en dvd på pc samt lidt guf. Vi er jo som familie nærmest sammen konstant, og ind imellem er det bare nødvendigt kun at være voksne sammen til fri tale.  Alle lod til at være tilfreds med den ordning. Vi har snakket meget om børn ombord – små og store udfordringer og begrænsninger. Hvornår er det bedste tidspunkt at tage børnene med – for små og for store! Det er faktisk ikke så vigtigt, bare man som familie er indstillet på, at det skal være en fornøjelse for alle og indrette sig efter det. Ville blot ønske at nogle flere tog af sted – der mangler børnefamilier på langfart!

Næste dag lå der så en norsk båd i havnen – med to børn ombord! Anna Luna på 4 og Nicolai på 10 år, og de taler jo næsten, så man kan forstå det. De kunne i hvert fald fiske, så til frokost lavede vi fiskefrikadeller med dansk remoulade, og det kan nordmænd også godt lide! Enten flygtede hun hjemmefra eller så kunne hun bare godt lide os, for Anna Luna spurgte om hun måtte spise aftensmad over hos os. Hun spiste godt til og snakkede løs, og vi kunne næsten ikke forstå hende, men det stoppede hende ikke. Hun sang det norske sprog, smilede og grinede. Hun var en skøn lille trold fe at få besøg af. Næste dag sejlede de videre, og vi ved nu, at de er kommet godt til Madeira. Vi ser dem nok aldrig mere, men det var rigtig hyggeligt den dag vi havde sammen.  

Vores næste stop var San Vicente. En meget rolig havn – mest med lokale folk. Smukt naturskønt område med luksushuse liggende helt ned til sandstranden med klippestykker rundt omkring. Der var bare ikke et øje at se nogle steder. Stedet var nærmest forladt for efteråret. Det var ganske trist at se, og vi havde ikke lyst til at blive der mere end en nat. Ydermere var vi lidt matte. Jeg mente bestemt, at Per havde fået spansk syge, men det gik da heldigvis over!

Vi snakkede med en spansk familie på broen. De havde deres båd liggende fast i denne havn og var blot på weekend i båden. Deres 4 børn legede på broen eller badede fra stranden. Rose og Johan sejlede med dem til stranden, men at tale sammen var ikke muligt – ikke en gang på engelsk. Den største pige kunne nok lidt, men der var så nok en anden barriere for Johan, som efterhånden viser sig at være svære end sproget! Faderen var god til engelsk – moderen forstod, men talte kun lidt. De var utrolig søde og fortalte os om den næste ria vi burde besøge samt om andre små tips videre på den spanske rute. Det var ikke lige oplagt der hverken med området eller tiden, men jeg går og håber, at jeg en dag får mulighed for at følge en spansk mor på hendes tur ud for at handle. Se hvad det er, hun køber og høre, hvad hun så har tænkt sig at gøre ved det hjemme i køkkenet! Der er bl.a. hundredvis forskellige fisk på markedet, og det er både frisk og billigt, men jeg aner jo ikke, hvad jeg skal gøre ved de fisk, før de kan spises. Det er et dilemma. Håber meget at vi ved vores længere varende ophold på de kanariske øer, måske kan være heldig at lære noget mere sprog og viden omkring mad og liv. På mange måder synes jeg, at det mindst er lige så vigtigt som at have set og været turist på de ”rigtige” steder.    

Vi havde et vigtigt brev til Lars nabo i anledning af hans fødselsdag, som vi ikke havde haft held med at få sendt korrekt af sted. Vi valgte at spørge den spanske far, om han ville sende det for os. Han smilede og sagde selvfølgelig og trods at han heller ikke kunne få det til DK på 5 dage, så kom det frem, og den hjælp var vi rigtig glade for!

Jeg har tidligere skrevet, at vi ofte føler os, som de eneste udefra, men i Ria Aldan var det helt specielt. Det var den smukkeste flod ind til selve bugten, og det var solrigt og vandet var nogle grader varmere. Vi lå for anker som det eneste udenlandske sejlskib blandt små fiskerbåde og lystskibe. Vi sejlede med gummibåden ind til stranden. Ungerne blev bare der og badede. Der var nogle få ældre mennesker som sad på stranden og kiggede ud over vandet, og nogle enkelte, som gik i tur i vandkanten. Der var meget roligt, varmt og dejligt. Per og jeg gik op i nogle smalle gader med gamle huse, som bestemt godt kunne bruge en håndsrækning. Vi fandt et lille supermarked med de mest nødvendige ting, men der var også en diks med frisk kød og en anden med grønt. To damer ekspederede – den ene snakkede løst på spansk, grinede og prøvede at forklare os ting. Engelsk var ikke muligt. Vi kom der nogle gange – købte hver gang en æske med 4 is. Vi prøvede at fortælle med spanske ord, at vi havde 2 børn nede på stranden – vi åd ikke 2 is hver – hver dag! 

Der var ikke noget skidt at sige om denne anker bugt, men det var super ærgerligt, da Per tabte sine gode solbriller ned i vandet. De ligger nu på bunden af Ria Aldan, og det bliver de ved med, for trods et forsøg med dykning, så var de ikke til at lokalisere. Frem til da har vi været forskånet for tab til havet. Der er kun blæst et håndklæde og en måtte i vandet, og det er billigt sluppet!

Baiona var næste og sidste stop i Spanien, men inden vi nåede der passerede ved øen Isla Cies. Det var et skønt vejr, så vi besluttede at smide ankeret og ro i land for at være på stranden og bade. Ungerne fandt de flotteste muslingeskaller på stranden og i vandet, som de snorklede ned efter. Der var nogle ret store dønningerne mod stranden, så vi skulle være noget opmærksomme, når vandet løb tilbage igen. Man kunne let miste balancen. Det var heller ikke nemt at komme op og ned i gummibåden – den skulle nærmest erobres, så den hurtigste af os kastede sig sidst på. Det er altid Johan, som får denne opgave, og han er ikke utilfreds! Det var fristende at blive liggende der i bugten for natten, men vi havde ingen vejrudsigt for næste døgn og vidste derfor ikke, hvad vi evt. havde i vente. Dårligt vejr er lettere at håndtere, når man ligger sikker i en havn, så derfor sejlede vi videre det sidste stykke.

Vi var kun lige sejlet ind til den første del af havnen, da Johan glad råbte: ”Der ligger den danske båd Grewdoline, som vi lige mødte i La Coruna”. De har to børn på 12 og 13 – Oliver og Celeste. Ok – I får fri fra skole i morgen for at lege! To danske børn på samme alder er meget sjældent, og skulle fejres. Ungerne fyrede den max af den dag med playstation PS2 og Wii på Grewdoline. Vi må sige, at det er en veludstyret båd med meget elektronisk grej for både børn og voksne. Per fik da også lejlighed til at snakke lidt furuno kortplotter og diverse! Grewdoline er på vej jorden rundt på 3 år og skal følges med Arken over Atlanten. Det er en engelsk sammenslutning som forbereder, vejleder og skaber et sammenhold med en vis garanti for sikker sejlads over til de caribiske øer.  De har derfor lidt mere travlt end os for at nå at være på Grand Canaria til afgang d. 22. November 2009.     

Vi havde et par gode dage sammen. Vi besøgte bl.a. skibet Pinta, som er en kopi af et af Christoffer Columbus’ skibe. Det ligger der i havnen, og det giver mening at interessere sig lidt for den del af historien, når vi nu er på disse breddegrader. Se mere på skibsskolen i løbet af oktober.   

Da vi havde vinket Grewdoline ud af havnen og ønsket dem god tur mod Madeira, gik vi en tur op i byen. Pludselig kunne vi høre levende hornmusik. Vi fulgte lyden ned gennem nogle små gader, hvorefter vi kom op til en lille plads foran et rådhus, antager vi. Der var i hvert fald mange kvinder i flotte kjoler, højhælede sko og opsat hår. Mændene er alle mørke med pæne jakker og skjorte, og alle børnene er meget pænt og smart klædt. Bruden var i hvidt og gommen fulgte hende tæt rundt mellem gæsterne. Musikken spillede, og flere, ikke inviterede, stod i nærheden og kiggede og lyttede. Det virkede meget naturligt, og det var utrolig festligt. Solen skinnede, og vejret var bestemt med dem. Det er ikke som en havefest i Danmark. Hvis man bare undgår heldagsregn, og ser temperaturen nærme sig 17 grader lige den weekend, som man har valgt til sin fest, ja så er man jo heldig. De fleste af os har jo prøvet at stå i et halvkoldt partytelt på en våd græsplæne og kigget efter den nærmeste varmeblæser. Det der med flotte kjoler med små stropper og bare tæer er jo heller ikke det samme, når man allerede inden middagen står med en varm fleezetrøje på for at undgå at fryse ad h… til! Der har spaniolerne det noget nemmere – vejret optager ikke dem på samme måde som danskerne og med god grund! Jeg elsker den varme og tørre fornemmelse, som der er her, og det er meget fristende at blive hængende!  

Vi lagde os for anker den sidste nat i Baiona. Om aftenen spiste vi i cockpittet, mens solen gik ned. Vi skålede og råbte hurra for Lars i hullet, som på selv sagt samme tidspunkt fejrede sin fødselsdag med en masse gæster hjemme i Bisserup. Vi ville også rigtig gerne have været med; var også blevet inviteret, men…..!

Inden vi lagde fra kajen i Baiona talte Per lige med et irsk par, som havde spottet os og vores danske skib. De havde sidste år haft en fin tur ned gennem Danmark og ville blot lige hilse på. Corinne og Alan med børnene Rachel og James på skibet ”Cheal”.  Vi talte lige kort sammen, men vi aftalte hurtigt at mødes igen i næste havn: Povoa de Varzim i Portugal. Det var meget specielt – vi havde lige mødt dem – og selvfølgelig skal vi ses igen! De taler et skønt engelsk med en dejlig accent, og deres humor er fin! Vi har haft nogle super hyggelige timer med dem i Povoa de Varzim – mere om det i næste afsnit, hvor vi ankommer til Portugal!    

6.

Så var vi kommet til Spanien! Det føltes godt, fordi vi dermed havde klaret første etape af turen på en god måde, og vi havde allerede en masse dejlige oplevelser med os! Efter en god velfortjent nattesøvn vågnede vi op til en solrig morgen med en hel anden lune i luften. Vi havde bestemt haft godt sommervejr i Frankrig, men temperaturen var alligevel lidt højere på den anden side af Biscaya bugten. Den dag vi sejlede fra Bisserup havn fik jeg en rose med på turen af min zoneterapeut. Den har hængt tørret i vinduet på hele rejsen hertil, men den faldt ned under sejladsen over bugten. Den første morgen smidt jeg den i havet og ofrede den til havguderne som tak for en god tur over! Vi begyndte på en større oprydning i skibet samt opvask, idet de sidste tre dage havde kastet noget rod af sig. Ungerne opdagede dog hurtigt en strand lige i nærheden, som de ville sejle ind til. De havde brug for fast grund under fødderne, og det fik de selvfølgelig lov til. Vi glemte bare lige i farten at lave endelig aftale om brug af dingy’en. De sejlede glade af sted, og der stod vi så! Hvor længe ville de være af sted, og hvordan skulle vi få fat i hinanden om nødvendigt? Ville de tænke over fortøjning ved forskellig vanddybde? En gummibåd er nemlig intet værd, hvis den hverken hænger fast i skibet eller i den ø, man er gået i land på! Johan havde heldigvis helt styr på den båd, og de havde bare nydt den strand, som bare var så fantastisk! Kunne dog godt forstå vores bekymring, og fra da af lavede vi helt klare regler for afstand, varighed, kontakt og fortøjningsmuligheder. Det er ligesom at køre på cykel til Bisserup for første gang. Husk mobil, lås og cykelhjelm! Jeg har dog bare aldrig været så afhængig af Johans cykel, som jeg synes, jeg er af vores gummibåd her på turen!

Vi var kommet til Cedeira i Spanien og sidst på dagen hoppede vi alle i gummibåden og sejlede vha. påhængsmotoren til fastlandet. Den motor startede i første huk, hvorfor jeg gerne vil sige Tommy tak for hjælpen med renoveringen. Den motor har hængt på søgelænnet under hele turen og har været udsat for en del, og alligevel startede den med det samme, når vi havde brug for det! Skønt! Vi gik i land i en by, hvor de lokale levede deres eget rolige liv på torvet med cafe’erne rundt om. Det var sidst på eftermiddagen, og byen var så småt begyndt at vågne op igen efter siesta’en. Vi syntes, at vi var de eneste turister overhovedet. Vi købte hver en stor is hos en spansk pige, som talte lidt engelsk. Hun var utrolig venlig, og hun lærte os de første gloser på spansk. Goddag – lidt forskelligt afhængig af tidspunktet på dagen og farvel – afhængig af om vi aldrig ses mere eller om det mere er på gensyn! Næste dag besøgte vi hende igen. Vi skulle selvfølgelig have is igen, men vi benyttede så også lige lejligheden til at spørge om vej til et supermercado og om gasmulighederne i Spanien. Hun var til stor hjælp, og vi roste hendes engelsk tale. Da hun så spurgte os om, hvordan det spanske folk i øvrigt talte engelsk her på disse kanter, så sagde vi, at det vidste vi intet om, for hun var den eneste vi kendte og snakkede med! Vi boede jo ude på vores egen øde ø. Det grinede vi noget af!

Vi havde jo ikke været i bad i snart adskillige dage, og behovet derfor steg! Særlig hos de voksne – ungerne mente ikke, det var et problem. Jeg sagde, at de skulle vaske sig med en vaskeklud, hvorefter de sagde: Hvor? Det finder I nok ud af, men start fra oven! Per og jeg besluttede at tage gummibåden ind til stranden og tage et bad under den kolde bruser, som står der til afskylning, når man har badet på stranden. Vi stak selv af i gummibåden – det føltes næsten sådan, men det var skønt at få vasket håret trods, at vandet var super koldt. Solen var dog allerede højt på himlen, og vi følte os dejlig friske og rene. Per er jo ikke vild med sand og særlig ikke på tæerne, så han ville lige skylle dem en ekstra gang. Fuldt påklædt med tøj og briller tændte han lige for bruseren en gang til! Han stod desværre under den forkerte bruser, da han trykkede, så alt andet end tæerne blev skyllet en gang mere! Jeg stod heldigvis et stykke væk, men han kunne godt høre, at jeg grinede højlydt! Dejligt med solskin!     

Da jeg handlede en dag stod jeg noget rådvild og kiggede ind på alt det forskellige kød, som lå i slagterafdelingen.  Jeg har altid vores lille parlør med samt mit kladdehæfte med kopier fra en spansk kogebog, som jeg har lavet hjemmefra. Der er fotos af forskellige tapas og ordlister på kød, grønt og frugt. Det er alt sammen meget godt, men jeg forstår ikke én lyd af det, som slagteren siger! Han smilede ellers meget venligt og snakkede løs, selvom jeg ikke forstod noget. Kort tid efter kom en spansk pige hen til mig og talte det flotteste engelsk. Hun arbejdede i butikken og han havde kaldt hende, så der manglede ikke hjælpsomhed. Nu fik jeg forklaringer og det gør det bestemt noget nemmere at handle, og for hver gang husker jeg noget nyt.  Set i bakspejlet så havde det været givet godt ud at have lært noget spansk, inden vi tog af sted, for det bliver aktuelt en stor del af turen, og de er ikke specielt godt til engelsk på disse kanter. Det er også sjovere at kunne sige noget selv og ikke mindst forstå noget. Det er blot svært at nå det hele før en langtur, og så mange år havde vi jo heller ikke til klargøring, før vi tog af sted.

Som tidligere skrevet så havde vi planer om endelig at skulle gense båden Aefnityr, som vi havde mødt i Danmark. Det havde været planen siden Holland, men de var taget fra DK noget før os og lå derfor ganske naturligt hele tiden et godt stykke foran os, selvom vi prøvede at hente ind på dem. Nu i Cedeira lå vi endelig foran i feltet, og vi ventede dem nu. Vejr og vind gjorde dog, at vi besluttede, at vi hver især sejlede et stykke videre for derefter at mødes i La Coruna. Som sagt så gjort – skipper lovede os en søndagstur på 5 timer til næste havn. Vind og sø ville være helt rigtig ifølge vores nautex, som var det eneste vi havde ombord til vejrmelding. Internet havde vi jo ikke haft en god uge nu efter sejladsen over Biscayen. Vi fik 8 timer i modvind og med nogle dønninger uden lige! Jeg skal da nok lige sige, at Biscayen fik sagt det sidste ord! Vi kom godt i havn, om endt vi var noget møre. Glædede os til noget medvind og mere afslappende sejlads. Skipper lovede middag i byen, hvilket vi alle syntes godt om! Det er godt at have flere medier at kigge vejr på, men det er svært at have i en ankerbugt uden trådløst netværk.

Lige ved ankomsten til La Coruna mødte vi Martin. Han var på vej hjem til Tyskland efter 5 år sejlende rundt i hele verden. Han var en utrolig fin fyr med masser af oplevelser og gode råd i skibskasserne. Hans kæreste havde været med de første år, men var nu hjemme for at arbejde. Han havde så selv sejlet båden fra Haiti med hjælp af forskellige gaster undervejs, og var nu nået til Nordspanien. Det er ikke en model, som jeg vil foretrække, men han så glad ud, og Per lyttede også spændt. Vi inviterede ham til snak og frokost dagen efter, for han havde en masse gode tips også om den del af verden, som vi skal besejle.

Inden vi gik til middag i byen fik vi lige et super skønt varmt bad! Det er bare fantastisk efter en lille uge uden! Vi havde kun et problem inden det lykkedes. Vi manglede et kort til døren! Havnepersonalet var væk, da klokken var 20.00 og mulighederne var små. Jeg spottede så et par franskmænd, som også gik rundt og kiggede. De ville gerne aflevere to kort, da de skulle sejle denne aften, men depositum på 20 euro ville de jo gerne have med! Dem ville jeg da gerne købe af dem, og vi alle fik løst et problem. Det blev endnu bedre næste dag, da jeg fik at vide, at hver kort havde et depositum på 20 euro, så jeg havde lige tjent 20 euro på den handel. Det gik lige til ekstra is!

Ydermere er havnen i Coruna helt ny, og de ønsker gerne sejlende gæster, så derfor er havnepengene helt i bund. 6 dage for 3 dages pris! Det er dejligt i et langtursbudget. Vi kan ikke bare fyre den af og bruge løs, da pengene skal holde i mange måneder. Vi har inden turen budgettet med ca. 10.000,- dkr. Pr. måned alt inkl. Det holder faktisk nogenlunde, men det kræver, at vi de allerfleste dage spiser hjemme; at vi prioriterer hvilke ture og udflugter vi ønsker undervejs, og at vi ligger gratis for anker i en bugt nogle nætter undervejs. Det er ikke en charterferie i 14 dage, hvor man tillader sig selv det hele på kort tid. Dette er en ganske anden form for ferieliv, som bærer præg af en hverdag både i opgaver, oplevelser og økonomi, og det tror jeg faktisk er hele pointen i dette, for ellers kunne man ikke holde det ud i længden. Det er dejligt at lave sin egen mad og ikke mindst købe ind til den. Madvarerne er billigere end i DK og grøntsager og frugt er noget helt andet, hvad angår smag. Det tager blot længere tid at handle, fordi vi først skal finde et supermarked og derefter forstå sproget! Spansk er 5 sprog på knapt 3 mdr. Det er en spændende udfordring! Gid jeg dog kunne forstå og sige noget mere!

I La Coruna mødte vi båden Smilla med Vibeke og Poul ombord. Vi havde lige hils på dem ved receptionens pc, men ellers var det nu vores unger, som det meste af en dag lå over på deres bro og først fangede og derefter rensede muslinger i deres selskab. Nogle gange tror jeg simpelthen, at ungerne flygter fra os og vores båd for at søge andet selskab, og det er så udmærket. Godt selskab fik de fra Smilla – Vibeke inviterede os på muslinger til aften, så ville Johan og Vibeke forberede det, og Johan nåede også lige at gå med Poul i supermarked og handle. En ekstra hold bedsteforældre fik de lige der – det er et stort kompliment til Hr. og Fru. Smilla. Muslingerne blev fantastiske og vi havde nogle gode dage med Smilla. Vi snakkede bl.a en del om, hvad den rigtige tur er, og om det at have planlagt en tur hjemmefra, men undervejs finde ud af, at den skal ændres af den ene eller anden grund.  Der er kun en selv til at bestemme turens indhold, længde og varighed. Det vigtigste er, at man er tro mod sig selv, og at det føles rigtigt for en og den båd, man er ombord i og det crew, som man er en del af.  Ingen andre skal dømme, om turen skulle have været anderledes eller være sejlet på en anden måde – og: ”I sagde jo, at I ville sådan og sådan”. Muligheder og ideer kan udveksles over alt, men vores tur skal blot føles rigtigst i vores maver, så kan andre selv prøve deres tur af! For mit eget vedkommende så var sejlturen over Biscayen det vildeste jeg kunne tænke på før vores rejses begyndelse, og idet vi klarede det både fysisk og mentalt dog med ”strømsvigt” i perioder, så er jeg sådan set ret stolt af vores fælles indsats ombord. Om vi af den ene eller anden grund blev nødt til at tage hjem nu, så ville jeg personligt sige, at det jeg allerede på nuværende tidspunkt har oplevet mht. sejlads overgår vildt, hvad jeg troede var muligt for mig.  Vi har undervejs talt med flere sejlere med mange års erfaring på vandet, og alle indrømmer, at de i perioder har følt sig overrumlet af vejret, vinden, bølgerne eller dønningerne! Man skal tænke sig om, og man skal ikke sejle over evne, men nogle gange bliver det bare anderledes end forudsagt, og så må man jo sejle det bedste, man har lært. Man kan ikke stå af, og det er ret så vigtigt, at man psykisk har gjort sig det klart.

Vi er ikke klar til at sejle over Atlanten til Caribien. Vi har ikke mod på sejlads i flere samlet uger med vores besætning. Det besluttede vi allerede hjemmefra, men det har ikke ændret sig. Tværtimod synes vi, at vores tur passer rigtig godt på os og på den tid, som vi har til rådighed. Vi har mange gange oplevet folk værende lidt overraskede, når vi siger, at vi ikke skal over Atlanten, for det skal jo de fleste. Når vi så fortæller om vores planer, oplever vi faktisk flere sige, at det lyder som en fin beslutning. Derimod har tanken om at flyve langt væk og påmønstre et andet og større skib med flere familier ombord optaget os lidt. Vi kommer hjem inden da, men ideen om at sejle en periode med andre med børn under samme sejl kunne være spændende – ikke mindst hvis de også talte et andet sprog!

Vi kiggede og kiggede efter Aefnityr, men de kom ikke. Smilla og Isabellas velkomstfest for dem blev udsat et døgn, men vi spiste nu jordbærlagkagen, for vi kunne jo ikke lade den stå! Næste aften ca. kl. 19.00 kom Aefnityr sejlende ind i havnen. Det var dejligt endelig at se dem igen. Vi havde forberedt lidt forskelligt som muslinger, spareribs og ristede kartofler og vi delte en flaske champagne fra Karin & Flemming, som jeg havde gemt til Biscayen var helt klaret og passeret! Vi lagde en dug på broen, hvor vi lå fortøjret, og der sad vi det meste af aftenen og fortalte hinanden eventyr fra de vande, vi nu havde besejlet. Det er en stor del af langturs sejleriet at mødes og udveksle erfaringer, og hvis det oven i købet er hyggeligt og vejret tillader det, så tager det, det meste af aftenen mest stjernerne bliver flere! 

Næste dag fik ungerne lov til at bade i havnen – Johan kunne nærmest ikke lade være, og det så også ganske rent og varmt nok ud til at kunne lade sig gøre. De to eventyrbørn på Aefnityr på henholdsvis 3 og 5 år fik ikke lige lov, men de måtte gerne sejle i gummibåden. Lille Marie synes glad og tilfreds med det – hun og Rose løb og hyggede sig på broen eller rundt i bådene. Hun lagde sine små arme kærligt om Rose, og sagde: ”Jeg elsker dig, Rose!” Rose tog sig rigtig godt af Marie, og de var nogle dejlige unger at kigge på! Johan sprang i vandet flere gange, og Sebastian sejlede gladelig efter ham. Lige pludselig faldt Sebastian dog i vandet – havde redningsvest på, men blev alligevel ganske forståeligt forskrækket. Johan var hurtigt henne ved ham og forsøgte at berolige ham samt foreslog, at han svømmede over til badeplatformen på Smilla. Der var god hjælp at hente, og Sebastian voksede med oplevelsen. Så var han også kommet ud at bade som Johan. Da de to senere sammen gik op for at få et bad strålede Sebastian som en sol. Vi tager lige et bad som de voksne, sagde han glad, da de gik op ad broen. Johan er jo ikke lige frem kendt for at tage store hensyn eller overhovedet interessere sig for mindre børn, men jeg må sige, at han overfor begge eventyrbørnene udviste stor omsorg og hensyn. Vores unger har i forbindelsen med de små eventyrbørn spurgt meget til, hvordan de selv var som små. Det har været ganske sjovt at snakke og fortælle om, og det forklarer jo på mange måder, hvorfor de er, som de er i dag. Deres forskellige temperament og forståelse for ting samt interesser og menneskelige egenskaber. Det er skønt at have tid til at fortælle de historier.

Om aftenen spiste vi igen på broen – fik bl.a Lasses kaninret i gryde! Johan spiste med velbehag og sagde: ”Fra nu af er der ingen kanin på min vej som kan føle sig for sikker!”

Skipper var inden middagen blevet klippet med maskinen hele vejen rundt. Det så lidt voldsomt ud, da det hele røg af – i toppen var det mest en gang økologisk mejetærskning, som Christian ville sige det. Stråene står ret spredt der, men slut resultatet med det ultra korte hår og det trimmede skæg er godt, og han ligner en ægte sømand med ring i øret! Generelt set så er vi ikke blevet tykkere; vi har en pæn brun kulør i ansigtet, på arme og ben og vi har fået lysere hår. Johans er næsten hvidt, og jeg har måske nok fået nogle flere grå hår, men de signalerer blot erfaring, tænker jeg!      

 Rose tabte en tand en dag – den tand ved siden af fortænderne – og den næste dag tabte hun sgu den anden – så nu har hun to store fortænder med plads til begge sider! Vi har lovet hende et par nye tænder inden vi er tilbage i DK igen! Hun har haft svært ved at tygge de sidste dage, og da hun gik fejl af koteletter og tarteletter gik det helt skævt. Johan havde købt ind til koteletter, men Rose troede, at vi skulle have høns i tarteletter, som Mormor laver dem. De havde unægtelig også været nemmere at tygge, men prøv lige at forestille jer mig først koge en høne i suppe ombord hvorefter at servere det i tarteletter! Det er ikke lige frem den nemmeste ret ombord! Stakkels unger – de må gå så meget grueligt igennem!

Så kørte vi også en tur med byens sporvogn langs kysten i Coruna, men vi gik tilbage for at mærke varmen, stemningen og motionen. Ungerne ville hellere en tur på stranden og bade. Det gjorde vi så – vi var de eneste turister – det lover jeg! Der var lokale familier med børn – gamle og unge, men ikke turister! Det er meget specielt at være eneste art. Føler ofte at vi er blevet tabt ned – vi kigger og undres, og befolkningen lever bare deres rolige liv videre. Vi bliver blot en lille del af deres hverdag, hvis vi ønsker det, og ellers passer hver bare sit.

En bornholmsk båd i havnen havde så store motorproblemer, at de havde valgt at udskifte hele motoren! Tre generationer af en familie havde sejlet skibet fra Bornholm til La Coruna på 12 dage! Det er korrekt skrevet og ganske imponerende. En ny motor var blevet lagt bag i bilen og var så blevet transporteret til Spanien til montering. Sonja og Henrik; Eva og Keld stod for projektet. De skulle bare lige have et par ekstra hænder en gang imellem til at holde og støtte ved flytningen af den gamle og den nye motor! Vi ved, at det er gået godt, og at skibet nu er sejlet til Lissabon for at fungere som studiebolig for Sonja og Henrik Brandts søn Jonas. Ham regner vi med at besøge i Lissabon, for med hjælp fra vores familielæge, venner i DK og familie Brandts velvillighed, er der ankommet søsygeplaster til mig på Jonas’ husbåd. Det er en service vi påskønner, og vi håber på at gense dem næste gang vi besøger Bornholm. Det er jo en lille kort tur på 18 timer! Tænk at jeg skrev det!  

5.

Da vi sejlede mod den engelske kanalø Guernsey rundede vi 11,7 knob! Så stærkt har vi aldrig sejlet før. Medstrømmen hjalp godt med, og vi havde en meget fin sejlads dertil. Tidevand på disse kanter er værd at skrive om. Man kan simpelthen ikke komme ind i havnen ved lavvande. Bunden står op lige i havnehullet og man kan så tydelig se den. Man venter ved en ponton udenfor til vandet kommer tilbage. Havneassistenterne sejler rundt imellem de indkomne skibe og spørger til deres dybgang. Herefter bliver man vist ind, når der er kommet tilpas meget vand i havnen. Det retter man sig efter! Så lå vi i en fin ny havn – ingen trafik af sejlende både de 2 x 6 timer med lavvande hvert døgn, for man kan jo heller ikke komme ud af havnen. Det er et meget fint naturligt ur, som påvirker hele døgnrytmen, og som folk jo bare lever med. Det er kun os udefra, som undres så meget over det fænomen, fordi det er så anderledes end dansk farvand. I Danmark sejler man, når man selv synes, men her bestemmer tidevandet alt i forhold til strømretning og anduvning af havne. Det er værst for en selv om man ikke følger det. Det har været spændende at lære at tænke med i vores planlægning af sejlads, og Per har gjort det ret godt. Det er sjældent, at det har været helt skævt, når vi har kontrolleret beregningen med landsmænd eller vi sammen har kigget det igennem en ekstra gang.

På Guernsey bruger de deres egne engelske pund. Dem havde vi ingen af, men de var til at skaffe, og bedstefar var hurtig på sms med dagskursen, så vi vidste, hvor meget vi handlede for. Husk lige at brug alle kontanterne inden I forlader øen. De er intet værd andre steder! Det var ikke noget problem, for der var generelt et lavere prisniveau end det vi havde haft i Frankrig. Selv vaskemaskinen var billig, så jeg vaskede alt, hvad jeg kunne finde på skibet af vaskbart materiale. Jeg sætter meget pris på de vaskemaskiner jeg opdager! Internettet var også godt, og vi fik svaret på mails. Jeg har det lidt svært med at lade folk vente på svar fra os, men det er svært at gøre det anderledes. Godt internet er ikke en selvfølge på langfart.

Hverken ungerne eller jeg har været i England før, så at se bilerne drøne af sted rundt om et sving kørende i venstre side af vejen, var noget af en gyser i starten. Ydermere sad personen i højre side af bilen meget ofte og skrev sms’er, spiste sandwich eller is og nogle sov sågar. Ok rattet har de også flyttet – de har tænkt over det her, men det tager lige et par dage at vende sig selv. Bilerne var smarte og dyre at se til, og der er ingen tvivl om, at her er et godt skattemæssigt ly.

En dag gik vi en tur langs kysten for at komme ud og bade. Vi passerede en større strand med meget blød og våd bund. Det var tydeligt, at stranden kun var der pga. lavvande. Vi valgte at bade i nogle indrammede pools med havvand. Der var mange klipper, som vi kunne ligge på og nogle pools på række. Det var ikke varmt vand, men alle var i undtagen lærerinden. Efter en stund kom vandet ind over kanten af svimmingpoolen, og det løb faktisk stærkt. Man kunne tydeligt se, at vandet steg, og på en eller anden måde er det ligesom nemmere at få sine ting pakket sammen. De lokale på klipperne tog det mere roligt, men alle udviser dog respekt for det vand, som bare kommer brusende ind over kanterne og stiger en halv meter på et kvarter. 9 meters tidevandsforskel er jo også en del, og stranden fra før var også helt væk. Afstanden til vandet fra stenmuren var blevet noget mindre, da vi gik tilbage.   

Som skrevet tidligere så var der fin ro i havnen ved lavvande, så ungerne kunne sikkert sejle rundt i gummibåden. De fandt de flotteste muslingeskaller på bolværket og Rose er efterhånden også blevet ret god til at ro. Påhængsmotor på dingy’en bruges jo kun ved transport fra skib til land, hvis vi ligger for anker.   

På engelsk grund skulle vi jo prøve fish and chips. Det er en lidt tyk friturestegt fiskefilet med tykke pommes frites til. Nu har vi smagt det, og det behøver vi så ikke købe mere. Det var værre end usundt og vi delte blot en enkelt portion! Vi er så glade for, at vi mest har levet på den franske side. Der er maden meget bedre, men de talte et fint engelsk på Guernsey!

Per tog i byen og handlede udstyr til Isabella. Hun fik et ekstra søkort til De Kanariske Øer samt AIS til kortplotteren. Så kan vi se de skibe, der sejler i nærheden at os, inden vi kan se dem med det blotte øje. Det er ikke mindst dejligt om natten, men skibenes kurs fremgår også tydeligt, hvilket afhjælper bekymringen for, om vi er ved at blive sejlet ned at en fiske trawler. Prisen var fin på toldfrie Guernsey. Ungerne legede med Charlotte og Ben fra en engelsk båd. Rose var op imod hårde ods, men det lykkedes nogenlunde for de to piger at spille fisk. Det er udmærket at lære tallene på den måde. Johan og Ben snakkede også, men barrieren er større, når den ene part taler flydende. Jeg nød dog at være lidt alene på skibet en stund!  

Vi har ikke været kulturelle her. Har mest kigget på de naturlige forekommende forskelligheder i denne del af Europa. Nydt at have net forbindelse og hygget os. Sejler nu videre mod L’Aber Wrac’h, som er sidste stop i Frankrig, før vi sejler over Biscayen. Vi sejlede ud af havnen ved højvande og lagde os ved en anløbsponton udenfor, idet strøm og vind først ville være rigtig fra midnat. Lige på den bro møder vi en gammel engelsk fyr, som kender L’Aber Wrac’h godt. Han giver lige Per et par tips vedr. indsejling, som vi ikke kan læse os til nogle steder. Hvis det er lyst, når du anduver, så gå den vej – er det mørkt – gør du noget andet! Den meddelelse forstod vi særlig godt, da vi skulle sejle ind mod havnen. Der var det ene kæmpe klippestykke efter det andet, og da vi senere på dagen ved lavvande så, hvordan bøjerne er gjort fast i klippestykker på bunden, så er der rigtig god grund til at holde afstand fra dem, når man kommer sejlende.

Vi blev modtaget på kajen af skibet Viking, som var på vej hjem fra Middelhavet mod Aalborg. 3 gæve gutter – vi gav en øl i cockpittet som tak for hjælpen og så er det altid hyggeligt lige at snakke lidt dansk med nogle i samme båd om det udtryk kan bruges. Fik gode ideer til sejlads i Spanien og Portugal.

I L’Aber Wrac’h gik der i fisk i det! Johan fangede sine første 2 fisk med krog. Han var så super glad og selvom det var noget sent på aftenen, så blev jeg jo lige nødt til at ordne de to fisk. Det var en god aften! Vi laver dem om til frokostfiskefrikadeller, og vi har heldigvis stadig remoulade ombord. I A W smagte vi også blåmuslinger for første gang. Johan og jeg spiste flest, og vi vil gerne smage dem tilberedt på flere måder. Rose fandt dem ikke interessante!

Indkøbsmulighederne i A W lå et stykke væk. Vi skulle gå en lille halv time, sagde de på havnekontoret. Det startede vi så på, og vi kom da også til den lille by med butikker, men vi havde både været på en større landevej samt igennem en stor rundkørsel. Bilisterne gloede også noget på os – de havde aldrig set fodgængere på den strækning. Vi lignede nogle fra Tyrol – mest Per med seler og sandaler, men så kunne vi da også lige synge et par sange, mens vi marcherede derud af. Vi tog en lille bus hjem til havnen!

Dette er jo sidste stop før sejlturen over Biscayen, så det er tid til, at Per rydder op i skipper køjen. Vi skal kunne ligge der om nødvendigt. Per har taget en del træ med. Plader, lister og enkelte brædder – der er nok til en mindre tømmerflåde i værste fald, men der blev god plads, og vi kunne begynde at gøre klar skib med indkøb og surring af ting rundt omkring. Vi snakkede en del med ungerne om det at sejle i flere dage. Det var vigtigt, at alle gjorde, hvad de kunne for at hjælpe med det, som nu var nødvendigt. Vi skulle sove på skift, hjælpes ad med maden og prøve af, hvem der kunne være nede og klare forskellige opgaver. Lektier var ikke afklaret. Det blev nok på det alternative plan.

En morgen hørte vi Mozarts klarinet koncert. En anden morgen hørte vi Mozarts liv fortalt af Ghita Nørby på cd. Mange dage synger vi to sange efter morgenmaden. Det er alle sange vi kender fra Hindholm, hvilket er rigtig dejligt. Per slår tonen an; Rose husker ofte bedst melodien, hvor Johan er bedst til teksten. Hverken Johan eller jeg kan prale af smukke toner, men vi kan rent faktisk godt lide at synge og jo mere man lytter og forsøger at gøre sig umage jo bedre bliver det. Rose synger en del – også frit i cockpittet under sejladsen. Det er ikke så tosset!

Den gang jeg sejlede over Biscayen……..

Vi gik ud fra L’ Aber Wrac’h d. 28. August på fætter Alexanders fødselsdag. Sikken fest det blev! Som tidligere skrevet så er der rigtig mange kæmpe klipper og skær ud fra denne havn, og vi vidste på forhånd at vind og sø ville være imod os på det første stykke. Vi gjorde det alligevel, fordi vi ville ramme midt Biscayen i det bedre vejr, som var i vente næste døgn. Per spurgte mig på vej ud, om det var ok. Jeg sagde, at jeg syntes, at vi skulle fortsætte ud på åbent vand og se, hvordan det så blev. Som sagt så gjort, men det blev ikke meget bedre de første mange timer. Jeg forsøgte at høre, om jeg kunne bytte det turpas, jeg havde ”købt” til de næste tre dage, til et enkelt døgn! Det var ikke muligt og søsygen kom lige med et, da jeg forsøgte at hente saftevand nedenunder. Rose sov heldigvis de første timer, så hun slap noget, men Johan og jeg blev syge. Vi brækkede os konstant, men at vende om var vi ikke villige til. Det måtte jo også blive bedre. Vi små sov på skift; holdt udkik efter tur; vi talte næsten ikke det første døgn. Per hentede lidt forskelligt let fordøjeligt at spise, men ingen havde den store appetit. Begge unger kom ned i køjen på et tidspunkt og sov en god nats søvn, men jeg ville ikke ned, og det var en stor fejl. Små sov løbende over natten i cockpittet og tog så selv 2- 3 timers udkik, mens Per lagde sig ned i køjen. Da det blev lyst igen havde en stor måge sat sig på ruftaget, men Per mente bestemt, at det var den første af gribbene, som var på vej efter noget, der var mere dødt end levende! Jeg var færdig, og jeg blev nu kommanderet ned i kassen. Ta’ det hele af nu og gå direkte i køjen! Per var fuldstændig ligeglad med alle mine undskyldninger. Det var det eneste rigtige. Jeg sov fantastisk nogle timer, hvorefter jeg fik tørt bagette på køjen. Som de gravide – spis i sengen, så undgår du kvalmen! Så begyndte det at bedres på 2. døgn. Appetitten var stadig lille hos os alle, og ingen af os havde lyst til at være nede ret længe ad gangen. Vind og sø blev bedre og vi begyndte at kigge os om efter delfinerne, som kunne komme hvert øjeblik. Solen skinnede og pludselig var de der. De svømmer så smukt i vandet – på den ene side af båden, så nedenunder og kommer så op på den anden side. Alle sejlere beskriver dette syn med henrykt, og det er ganske enkelt fordi, at det er fantastisk! 2. Døgn om aftenen tog Per en lur, mens vi andre sad i cockpittet. Vinden var aftaget meget og dønningerne aftagende. Vi havde spist aftensmad. Jeg havde forud for turen bagt et rugbrød og stegt noget kød, som vi spiste koldt på brød med salt! Det var godt! Alligevel sagde ungerne kl. 20.30, at de rigtig godt kunne spise noget torskerogn. Det fik de, for man skal spise det, som man har lyst til. Det er en meget god rettesnor for ens velbefindende ombord.

Vi havde det meste af dagen haft en måge med ombord. Vi havde fået den til at sidde oppe på fordækket, og vi fodrede ikke på den. Det kunne nemlig godt lokke flere venner til.  Mens ungerne fik deres natmad kom en lille fugl ombord. Den var meget rolig – sad lidt i mit hår og i ungernes hænder på skift. Vi tænkte, at den trængte til et hvil, og det fik den. Johan sad med den længe, mens det blev mørkt. Han sagde pludselig: ”Det her er dejligt! Deroppe er Karlsvognen; månen skinner lige ned i vandet, hvor delfinerne lige svømmede forbi. Vi har en måge siddende på fordækket og jeg har her en lille vild fugl i mine hænder!”  Den havde ikke lyst at flyve videre, så Johan satte den under årene, som lå på ruftaget. Der sad den hele natten. Tidligt næste morgen fløj den, men den kom tilbage. Den var hos os nogle timer til det hele endte så sørgeligt. Den lille fugl lå lige pludselig død på dørken. Der var båd sorg uden lige – ungerne græd og vi voksne fik så dårlig samvittighed over, at vi ikke havde tilbudt den noget. Skulle den både have hvil og føde eller var den syg? Senere har vi fået at vide, at de fugle lever ude på havet, og at vi intet kunne have gjort. Den lille fugl døde ikke ensom og trist uden omsorg, og det er godt at vide.  Det var starten på 3. Døgn, og vi nærmede os snart målet for denne sejlads. Vinden tog til og det gjorde bølgerne også. De kom dog fra en mere passende retning for kursen, så vi sejlede stærkt, men vi lå noget langt nede på siden. Vi var spændt godt fast i cockpittet, men humøret var højt trods fart, hældning og vand ind over med jævne mellemrum. Vi kunne ane Spaniens kyst sidst på eftermiddagen, og det var en god fornemmelse. Da vi nærmede os ankerbugten bag klipperne tog vinden næsten helt af, men dønningerne har man glæde af længe. Vi rullede nærmest ned ad bakke, og heldigvis viste kortplotteren os præcis, hvor vi skulle sejle, for det bliver bare mørkt. Månen var dog stadig med os, og det var den alle tre nætter samt de tusindvis af stjerner, som spænder over en himmelbue så stor. Jeg har aldrig i mit liv set en nattehimmel være bredt så meget ud.

Efterfølgende….        

Det er ok at sidde på sit skib i ro og mag og planlægge turen og sige til hinanden, at det bliver hårdt, men det går nok. Jeg vil her efterfølgende sige, at jeg sejler gerne over Biscayen igen, men jeg går ikke ud fra L’Aber Wrac’h i modvind igen. Det er sikker og vidst! Jeg blev også ramt af søsygen i værre grad end jeg havde forestillet mig. Det er ikke det, at man brækker sig konstant, nej det værste er, at man bliver totalt ligeglad med alt og alle, og at man næsten ikke kan holde sin egen omsorg ved lige. Det er vildt ubehageligt, og det kræver, at mandskabet ombord både udviser omsorg og handlekraft for hinanden. Der er nok, der kan slå en ud af kurs, så top motivation for sejlads er et most! Det var ikke nogen badeferie, men fornemmelsen af at smide sit anker i en stille ankerbugt kl. 01.00 om natten i måneskæret og kunne sige til hinanden, at vi gjorde det, det kan ikke beskrives med ord; det skal mærkes indeni! 

4.

Da vi sejlede mod Caen delte vi nattevagten op igen. Per sov nogle timer nede i kassen. Det kalder vi sofabænken nede i salonen, som vi har forsynet med en god plade, så man ligger trygt uden risiko for at falde på gulvet under sejladsen. Han bliver vækket, hvis jeg behøver assistance. Jeg havde fulgt det kraftige lys ude på havet et stykke tid, og styrbord og bagbord lys skiftede hele tiden. Lige pludselig blev det blot rødt og grønt lige ret for, og den kom meget hurtigt imod os. Den fisketrawler kom for tæt på. Jeg kunne nærmest se, hvad de havde i fiskekasserne ombord. Det var bestemt ikke rart, og skipper gjorde da også opmærksom på, at han skal varsles noget før, at jeg kan tælle antallet af fisk i deres net!

Da vi næste morgen lå ved ankomst broen ved slusen før indsejling på kanalen til Caen, hjalp ungerne lige en fransk båd med fortøjningerne. De var på vej hjem til deres hjemhavn Caen, og havde derfor bykort, turistinfo og den seneste togplan for Caen – Bayeux ombord. Vi fik det hele med ønsket om en rigtig god tur. Vi fulgtes med dem (Christiane og Adrian) ned ad kanalen bl.a. under den berømte Pegasus bro. På vej ud af slusen råbte en dame: ” Hallo Isabella!” Det var den franske dame Louise Alice fra Jooley. Oplevelsen af at blive genkendt og at gense nogle er skønt. Det har vi ikke oplevet så mange gange her de sidste par måneder.

Det var en skøn, varm tur og undervejs læste jeg hørt fra bogen. Det var meget specielt at læse og høre ordene, nu hvor vi var på vej mod stedet. Tingene ville blive kædet sammen og forståelsen bliver da så meget bedre og langt sjovere!

En anden ting, som pludselig gik op for mig, var togplanens indhold. Toget kørte fra Caen til Bayeax – skønt, men den anden vej var lige til Paris – en time og 50 min. Per og jeg kiggede på hinanden, og spurgte så ungerne om de ville med til Paris en dag?! Yes – det er en aftale!

Der kommer ikke så mange sejlede gæster til Caen, men gæstfriheden er stor og havnefogeden, som kun er der i korte perioder af dagen, var meget venlig. Han var fantastisk til fransk, og de engelske ord han kunne var ren Allo, Allo! Flere gange sagde han, at han ikke forstod og om vi ikke ville prøve på fransk – alt vidende at vi ikke kunne meget! Det var faktisk ret morsomt. It’s very important, sagde han med meget fransk accent – det var svært ikke at smile. Remember René! Ham vil jeg sent glemme!

Vi havde været på stationen om aftenen for at skaffe info om togbillet til Paris. Der var ikke et øje – blot en maskine og det blev ret dyrt, det vi fik tastet ind. Vi gik noget slukøret tilbage til Isabella – Paris lå ikke lige før. Næste morgen mødte vi Christiane igen. De var ved at rigge båden af og havde sådan set nok at se til. Hun spurgte om vi havde købt billet til Bayeux. Nej det lå lidt tungt med de billetter – ville også gerne til Paris. Hun tilbyder at tage med til stationen og skaffe de billetter – vi kører om et kvarter! Det gjorde vi rent faktisk – ind i deres bil og af sted til stationen. Ned gennem byen i bedste franske stil – det havde hun prøvet før. Undervejs spørger hun, om vi ville være to dage i Paris og så komme hos dem om aftenen til middag samt overnatning! Vi kiggede på hinanden og vidste nærmest ikke, hvad vi skulle sige. Det var en gæstfrihed vi ikke havde drømt om. Vi sagde ja tak og følte os bare så heldige. Det ville blive en stor oplevelse for os alle. Christiane og Adrian har sejlet 62.000 sømil i deres båd! De har bl.a. sejlet på vestkysten af USA op til Canada og tilbage til Frankrig igen. De har så meget erfaring - har sejlet over Biscayen flere gange og deres oplevelser og viden om alt muligt – steder at se, gode tips om besejling af forskellige steder, vind og vejr samt tilberedning af mad ombord, er enorm. De er nogle fantastiske mennesker, og det har været en fornøjelse at møde dem. Mere om dem senere.

Senere samme dag var vi på bytur. Vi så bl.a. Dronning Mathildes Kloster. Det var hende, som det berømte Bayeux – tapet blev lavet til. Hun ligger begravet i klosterets kirke. Ungerne bliver på en helt anden måde interesseret i at se steder og bygninger, når det kædes sammen med læste bøger eller film. Havde samme oplevelse på Gotland sidste år. Visby og Tempelriddernes Skat.

Nu var det faktisk blevet d. 12. August og skolen startede! Vi tog de to første skoledage som studiedage i Paris. Det er skønt at være skibslærerinde! Det tog knapt to timer fra Caen til Paris, men det tog ualmindelig lang tid at komme op i Eiffeltårnet! Der gik nærmest en halv dag i kø og det var bagende varmt, men det var det, ungerne allerhelst ville, så det gjorde vi. Første skoledagsfotoet blev taget under tårnet! Det var en stor oplevelse for ungerne, og det var fedt at have dem med. Per og jeg har været i Paris et par gange før, men at vise sine unger det er noget særligt. Vi spiste i det grønne og kørte rundt på kryds og tværs med metroen. Johan fik hurtigt færden af systemet med retninger og stop med mulighed for fletning mellem metrobanerne. Han husker gader og retninger ret godt og er derfor en god stifinder. I metroen oplevede vi folk som spillede og sang. De håber på lidt euro i hatten og det får de. De bidrager med noget festligt, og det vil vi gerne bakke op. Ved Notre Dame oplevede vi også sigøjnerpiger som tigger om penge. Det er noget sværere at vurdere, hvad vi her er ude i. Har de reelt et problem og behøver hjælp eller er det bare deres levevej? Ungerne bemærkede det og sagde faktisk, at det var noget af det, der havde gjort mest indtryk på dem i byen Paris. 

Til aften fandt vi en RER- tog, som kørte lidt udenfor Paris. Christiane hentede os i bilen og vi blev budt indenfor i deres hus. Vores fødder var virkelig varme og ømme efter en dag i Paris. Vi blev tilbudt slippers i passende størrelser i stedet for de trætte kondisko. Der var slippers fra Marokko og Egypten. Det var ret morsomt. Blev budt på en drik før middagen. Ungerne sad meget stille og lyttede. Johan kan forstå en del og byder også ind imellem med svar og kommentarer. Rose lytter, og det var stort set lige meget om Christiane talte fransk eller engelsk til hende. Hun forstod lige meget på fagter og mimik. Der blev sagt alle´au table og vi blev budt på det søde først, så maven hurtigt får lidt at leve af. Jeg måtte lige hurtigt sige til ungerne – på dansk – at de skulle spise melonen med skeen og ikke gnave af den, som vi plejer! Derefter gryderet med kalvekød, grøntsager inkl. Grønne oliven samt ris og selvfølgelig det franske bagette. Derefter den grønne salat og ost og til sidst is til dessert. Vi drak rosévin fra kælderen. De køber en tønde hjem på 40 liter og hælder det derefter på egne flasker. Det lyder som en fin idé! Det hele var meget velsmagende og det var utrolig hyggeligt at være hos dem. Vi snakkede om alt muligt – bl.a. sejlads og det franske/danske skolesystem – de var begge lærere. Snak om madlavning i trykkoger og tilberedning af fisk ombord blev også diskuteret. Jeg skrev hele tiden små noter på min blok. Vi snakkede engelsk med en blanding af gloser på fransk, som nogle gange var nemmere at forstå end at lede på engelsk. Vi grinede af de forskellige udtryk og havde en skøn aften, til vi trætte lagde os i en ny redt seng. Det var lige som at være på hotel og fornemmelsen af at ligge i en rigtig seng igen var fantastisk. Ved morgenmaden så vi billeder af deres landhus, som ligger ca. 500 km syd for Paris. Det er i nærheden af Cahors, hvor det danske kongelige vinslot ligger. Dem havde de selvfølgelig hørt om!

Det var helt trist at sige farvel, men det er jo en del af konceptet på denne tur. Vi hoppede på det næste tog mod Paris igen. Vi havde haft et dejligt døgn i Paris og nu var vi igen på vej - nu mod de to Triumfbuer og frokost og shopping i Latinerkvarteret.  Det var nogle super dage i Paris, og det blev planlagt meget spontant, sådan som tingene faldt. Det er en dejlig frihed under denne tur.

Dagen efter læste og læste jeg i bogen. Vi manglede de sidste kapitler, men til middag var vi færdige og kunne tage med toget til Bayeux. Det var en lille hyggelig by og vi var alle så spændte på at se det Bayeux tapet. Jeg læste det sidste kapitel siddende på en lille bænk udenfor museet. Der var ikke så mange gæster lige den dag, så vi kom hurtigt ind og fik udleveret høretelefoner med det ønskede sprog på. Vi valgte selvfølgelig fransk! Nej dansk for nem hedens skyld. Det var en fin oplevelse og det er virkelig et smukt stykke arbejde, som de sypiger har lavet. Det hele blev fuldendt fuldbragt, som Turold ville have sagt. Se i øvrigt Skibsskolen for yderligere. Tegning af sypigernes systue samt af slagmarken ved Hastings kan fremvises ved vores hjemkomst til Danmark.

Da vi er stået af toget i Caen, gik vi bare og snakkede, og ungerne løb noget rundt efter hinanden. Ingen af os tænkte over, at der var en parallel vej langs hovedvejen, som vi skulle over om lidt. Rose løb lige over den vej uden at se sig for. En dame i nærheden råbte højt op, og bilen, som kommer kørende, når at standse op! Roses skytsengel må have hængt lige oppe over hende. Det var lige ved at gå rigtig galt. Vi blev så forskrækkede og opdagede lige, at vi ikke er usårlige, selv om vi er på en dejlig tur. Vi tjekker vejret flere gange inden vi sejler, vi har altid redningsveste på, vi har livliner på, når vi går på dæk og vi følger nøje reglerne for sikker sejlads. Jeg ønsker blot at fortælle dette, fordi det nødvendigvis ikke er sejladsen, som er det farlige moment i vores tur. Der sker også ulykker til lands.     

Herefter sejlede vi mod Cherbourg. Endnu en gang havde jeg kontakt med en fiske trawler – knap så tæt denne gang, men alligevel tæt. Det er vildt ubehageligt, idet jeg virkelig holder udkik og forsøger at finde den rigtige retning på dem. Lige pludselig skal de bare lige fiske der, hvor vi sejler. De har været langt større udfordring end de store skibe, for de holder sig jo i deres egne ruter, og dem skal vi jo bare holde os fra. Nå – de rolige stunder bruger jeg på at lægge skoleplaner, tænker over ting, jeg skal huske næste gang, jeg er på nettet og husker ting, jeg skal have noteret. Det er stille tid uden afbrydelser. Det kan man godt have brug for, når vi er så tæt på hinanden, som her på båden.

I Cherbourg startede vi skole op. Det foregår om formiddagen – nogle timer alt efter, hvad der er på programmet. Dansk, matematik og engelsk i fast rytme – de andre fag tages som emne fordelt over perioden. Det er mine beslutninger, og det er mig som bestemmer, hvad ungerne skal lave. Per og jeg deler opgaverne imellem os efter evne og interesse, og det fungerer fint. Selvfølgelig er jeg noget på med det, men det passer mig fint. Ungerne mangler jo nogle andre børn at diskutere opgaverne med, så jeg deltager noget. Det er svært at vide, hvordan metoden skal være og selvfølgelig er det meget anderledes end at sidde i klassen. De bliver dog ikke dummere, og vi får en meget god fornemmelse af, hvor deres svage og stærke sider er. Jeg synes faktisk ikke, at de brokker sig eller viser utilfredshed med ordningen. De arbejder både seriøst og målrettet, men dagen og fritiden bliver også bedre, når man først har lavet sine opgaver.

Båden Jooley var også en tur i Cherbourg samtidig med os. De var på vej til Mont St. Michel for at opleve den største tidevandsforskel. De inviteret os over til en drik i deres båd en aften. Det var meget hyggeligt og vi smagte flere forskellige franske specialiteter som bl.a. camenbert de Normandie og Pommeau de Normandie. Først nævnte er jo ikke min stærke side, men jeg har rent faktisk spist det med velbehag hernede. Pommaeu’en er en aperitif lavet på æblecidre 17 %. Det er ikke så tosset! Gæstfriheden og hjælpsomheden fra franskmændene har generelt været rigtig fin trods sprogvanskeligheder. Selv unge mennesker taler ikke specielt godt engelsk, men de forsøger dog og det har været dejligt at sejle her i Frankrig. Næste afsnit starter med sejlads til Guernsey.                

3.

På vej mod Belgien fik vi æggekage med grøntsager og brød – middagene her ude på vandet skal ikke være for komplicerede og alligevel give en fornemmelse af varm mad. De spiser godt igennem her ombord – særlig Johan – han tager godt fra nu. Vi skal alle sørge for at få nok at drikke, når vi er på vandet. At spise tilstrækkeligt er ikke noget problem, men at få nok at drikke er ofte mere vanskeligt. Drikkevand fra tanken er en ting og flaskevand noget andet, men godt dansk postevand fra Nyrup Vandværk det kan jeg godt savne rigtig meget! Vi tager en øl eller et glas vin, når vi er i havn, men ingen alkohol, når vi sejler. Ind imellem smager vi også lidt fra Helgoland depotet, og selvom vi ikke skal til Carribien, så kan vi jo godt tage en rom, og det gør jo heller ikke noget at kende lidt til whisky, inden vi når til Skotland. I øvrigt købte vi også et stykke oksefilet på Helgoland. Prisen var fin og kødet kom fra de varme lande! Det stykke grillede vi en aften i Sixhaven. Middagen delte vi med Inger-Lise og Poul fra Evanna og det var bare gudespise for smådjævle! Den aften spiste Rose mere end Johan!

Vi ankom til Oostende en varm morgenstund. Gæstfriheden lå dog på et meget lille sted og det viste sig at holde stik over hele dagen. Hollænderne er bare lige mere til os. Vi ligner hinanden på mentaliteten, sagde en hollandsk sejler fyr til os en dag, og det tror jeg han har ret i. Det virkede noget overklasseagtigt i den havn og det hele var så indforstået og med tendens til snopperi, at vi besluttede at sejle videre hurtigt. Vi havde blot lige et par ting, vi skulle have ordnet. Bl.a et varmt bad og jeg må sige, at Rose er hurtig til at tjekke badeforholdene i havnene. Er der kode til toilet eller hvordan? Hvor mange baderum er der og skal vi betale særligt for hvert bad eller er det med i havnepengene? Hun har styr på det og tager gerne sine ting og går selv op i bad blandt alle andre selvom jeg ikke er med.

Per lavede noget tømrerarbejde – bl.a et nyt skærebræt til båden. Det manglede vi. Pudsede det lige med båndpudseren lidt sent en aften. Kl. 21.30 kom det belgiske politi på besøg på Isabella. Per var straks nervøs for, at han nu fik en bøde for at have kørt med båndpudser for sent om aftenen, men de ville bare se vores pas. Det er så 2. Gang vi er blevet tjekket, så man sejler ikke bare rundt der mellem landene uden kontrol.

Vi havde da været af sted knapt en måned – skulle jo have været hjemme igen nu, hvis det bare havde været sommerferie, men det føltes stadig som om vi har en evighed af tid foran os.

Passene og skibspapirerne har vi så haft lidt glæde af allerede, men vi har heldigvis ikke haft brug for medicinkassen endnu. Ved Skt. Hans festen hos Heidi og Mikkel i år spurgte Lone, om jeg så havde taget noget penicillin med på turen. Jeg kiggede på hende og kunne bare ikke lade være med at grine. Der er ikke det, vi ikke har med. Vi er dækket så godt ind, at vi vil kunne klare det meste til vi kan få mere og bedre hjælp. Det skyldes i høj grad opbakning, velvillighed og interesse fra vores familielæge, at vi kan sige, at vi  tryg kan tage af sted trods det, at vi kan komme til at fejle noget undervejs. Per har kigget ned i kassen – en rød værktøjskasse med et hvidt kors på – det minder om udstyret til et mindre hospitalsskib, siger han! Nå, vi har hver vore små laster og som vi siger: better safe than sorry!

Inden vi forlod havnen i Oostende sagde en hollandsk sejler til os: ”Rigtig god rejse - Jo før I starter på oplevelserne, jo længere har I minderne!”

Så sejlede vi til Frankrig – Dunkerque. Det første møde med franskmændene og sproget. De taler ikke specielt godt engelsk, men de forsøger og det er en skrøne, at de ikke vil. Vi siger de ord vi kan på fransk og så klarer vi resten på engelsk i fællesskab med havnemesteren. Vi købte en æblecider med champagne prop oppe i byen og ville lige fejre, at vi var kommet godt til Frankrig. Per sagde, at Rose godt måtte pille papiret af, men hun tænkte, at hun da lige kunne tage det der ståltråd af også, hvorefter proppen sprang i et ordentligt knald lige over på nabobåden. Vi kom da godt nok hurtigt op i cockpittet – og båden ved siden af var tom, så alt ok! Velkommen til Frankrig! Johan startede på sin første Jules Verne bog, og det er blevet en sikker succes! Disse bøger er anbefalet af hans dansklærer som et alternativ til de fantasy bøger, som han til nu helst har læst. Johan har på den sidste måned læst flere af slagsen og han er vildt optaget af dem og siger: Det her kunne jo rent faktisk ske!” 

Vi har nu ændret vores planer mht. ex. gast ombord over Biscayen. Vores aftale hjemmefra er gået i vasken. Vi har besluttet, at vi selv sejler over bugten uden andre end den faste besætning. Vi mener, at vi på mange måder er klar til den udfordring, og vi er så forberedt, som det nu kan lade sig gøre. Der er mange faktorer at forholde sig til – også mange, som vi ikke er herre over, men at være top motiveret og have lyst til at tage af sted anser vi som en væsentlig styrke, og den har vi! 

Vi sejlede fra Dunkerque en tidlig morgenstund. Alle mand var på dæk fra starten og vi skulle se solen stige op og det blev morgen. Der var ikke lige stor begejstring at spore hos alle matroserne, men sådan er det at være på sejlerskole med Irene Flindt! Det er hård træning, dannelse og foredrag og ikke kun ren badeferie med æg til morgenmad, hyggelæsning og afslapning! Og som skipper siger: ”Der er ikke noget som at sejle for sejl på sit eget sejlskib mod varmere himmelstrøg, mens morgen gryr, men det kommer ikke af sig selv!”

Men det er jo ikke kun let matroserne, der bliver kigget efter i sømmene og rettet ind! Skipper og 1. Styrmanden måtte da stå noget ret en god times tid, da vi for 3. Gang fik besøg af sø politiet! Det store grå skib havde ligget tæt på os et stykke tid. Det var ikke nok, at skipper svarede på spørgsmålene over vhf’en – de ville gerne lige én ombord i skibet! Selvfølgelig – de ankom 3 mand høj i en speedbåd. Ham med flest medaljer kiggede i alle skibspapirerne og stillede spørgsmål til mig. Havde vi noget at fortolde; noget som ville være dem til fare ved gennemsyn; noget ulovligt som hash eller drugs; våben eller dyr ombord? De 2 andre, som talte meget lidt engelsk, gik i gang med at kigge i alle poser, tasker, æsker og dåser. Alle rum i dørken, under madrasser og langs skottet blev kigget igennem og det var noget af en udfordring for os, men da i sandhed også for dem. Vi mente dog ikke, at de ville finde noget som helst ulovligt! Selv Emma og Clara ( Roses 2 build a bear ) blev kigget efter om de havde noget i skjorten! De fandt coke – altså coca cola, hvilket de selv smilende tog frem. Per og ungerne styrede sejladsen imens – speedbåden fulgte bare med. Da de fandt medicinkassen, blev jeg dog lidt nervøs. Der er jo alt godt fra havet som tidligere nævnt. Jeg fandt hurtigt alle dokumenterne frem over indholdet og viste det til 1. Gendarmeren. Jeg fortalte, at jeg er sygeplejerske og er i stand til at håndtere stærkere medicin samt give injektioner. Han spurgte, om jeg kunne bevise min profession. Jeg havde heldigvis taget med nål med mig, som beviser, at jeg har dansk autorisation som sygeplejerske. Den godtog han, men han ville foreslå mig, at jeg også havde kopi af min autorisation på papir med mig. Det har jeg overhovedet ikke tænkt på som værende nødvendigt, og jeg tænker også på alle andre, som sejler ud. Det er jo ikke et lovkrav at være uddannet sygeplejerske før afrejse og medicinkassen er jo udarbejdet og pakket efter forskrifter fra tidligere sejlere. Det synes at være lige i overkanten af tjekkeri, men nu må vi se, hvad Spanien bringer af kontrolbesøg.

I Boulogne sur Mer var vi lidt sure fra starten. Vi landede lidt hårdt mod broen – jeg skulle selv være hoppet i land i stedet for at kaste linen til en ung havneassistent, som glemte at gøre fast på broen, men i stedet forsøgte at holde Isabella blot i tovet. Det kan man ikke – hun er bare en tung dame, og så sejlede hun bare videre med det resultat, at sø gelænderet blev trykket et sted. Det er aldrig til at vide, hvilken hjælp man får fra kajen af, men vi har nu aftalt, at Per beslutter, om vi kaster eller springer! Det lyder jo nemt og er også let at forstå. Praktisk er det nogle gange noget sværere. Der hviler et stort ansvar på skipper og hans beslutninger, og vi kan alle lave fejl – nogle flere end andre, siger han! Nogle gange er han ikke til at holde ud, men reelt mytteri har besætningen ikke talt om endnu!

Per har jo selvfølgelig rettet det søgelænder, og det er blevet meget bedre end det var, så der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg udviklede et vaskesystem i to flügger spande med røde låg. Tøjet vaskes i to portioner – lidt hver 2. Dag. Spandene vippes flere gange gennem et par timer, hvorefter det hele skylles og hænges op på skibets tørresnor. Det fungerer fint. Hvis vi finder en vaskemaskine bruges den til vask af sengetøj og store håndklæder.

Sent på aftenen lagde en fransk båd sig på siden af os. De skulle bare lige ligge der for natten, hvorefter de ville sejle mod Dieppe, som de varmt kunne anbefale. Båden hedder Jooley og besætningen er et ældre fransk par. De talte ikke meget engelsk, men de brugte fagter og en skøn blanding af franske ord iblandt. De var meget søde, men skulle sejle ganske tidligt næste morgen igen. De hedder Louise Alice og Francois. Vi mødte dem senere igen!

En hollandsk båd anbefalede byen Caen. De oplyste at vi sagtens kunne gå gennem kanalen til Caen trods vores dybdegang på 1,9 m, og at et ophold der ville forene vores ønske om at træde nærmere i fodsporet på D – dagen – se nyt afsnit på Skibsskolen samt give mulighed for at besøge Bayeax, som også var et stort ønske. Se mere om det på Skibsskolen i løbet af september 09.

Vi valgte at gå til Dieppe for derefter at gå mod Caen.

Jeg begyndte at læse romanen ”Dværgen fra Normandiet” af Lars Henrik Olsen – en af Johans ynglings forfattere.  Den handler om Slaget ved Hastings i 1066. Jeg læste bare og kunne straks fornemme, hvorfor Johan er så betaget af hans bøger. Han skriver ganske enkelt fremragende og jeg besluttede, at den bog egnede sig til højtlæsning ombord. På den måde ville både Per og Rose også få glæde af romanen og den faktiske historie fra 1066. Johan kunne jo sagtens læse den selv, men der er noget magisk ved at få læst op. En fælles oplevelse af spænding – ingen af os ved, hvad det næste bliver og der var fuldstændig ro ombord, når jeg læste. Johan læste også dele af historien højt. Vi vil fortælle mere om bogen, Slaget ved Hastings i 1066 samt om vores besøg i Bayeax på siden Skibsskolen. I september regner vi med at have det klar.

Vi ankom til at Dieppe til midnat – fik en plads og sov. Næste morgen fik vi tildelt en ny plads i havnen. Per og Johan var lige gået en lille tur og jeg stod bare og kiggede lidt på de både, som sejlede ud af havnen. Solen skinnede og det tegnede til en god dag. Jeg fik øjenkontakt med en mor på en hollandsk båd – Miles. Der var tre børn ombord og en far der stod og styrede ud af havnen. Vi smilede til hinanden og vinkede! Det var lidt mærkeligt, men vi flyttede vores båd og var ved at fortøje, da Miles kom tilbage og lagde til lige ved siden af os. Vi havde nemlig fået taget deres plads i mellemtiden – de skulle bare over og have diesel på. Det kunne vi jo ikke vide, men vi var glade for at de kom tilbage, for vi havde to, der gerne ville lege! Deres unger hedder Sofie på , Koen på og Floor på 6. Maartje – mor, Henk – far – alder uden interesse. Jeg ordnede vasketøj og Per snakkede vindror med en englænder, og ungerne var allerede over i Miles. Nogle gange er det magnetisk tiltrækning. De tegnede, sejlede i gummibåde og spillede game boy. De to store kunne tale engelsk sammen, men da det mest var Koen og Johan som legede sammen, og Rose med enten Sofie og Floor, så var det svært at tale sammen med ord. Derfor talte de næsten ikke den dag, men de kommunikerede med tegnsprog, fagter og grimasser og grinede selvfølgelig!

Det gjorde vi også, da vi senere på dagen drak kaffe og lidt senere igen vin sammen. Vi snakkede og hyggede os; Maartje og jeg grinede bare af de samme ting. Det er bare så fedt, når det sker. Hun er jordemoder og arbejder selvstændig. I Holland konsulterer man en jordemoder, når man bliver gravid, og så er det hende, som følger en til den dag, hvor man føder hjemme. Hospitalet kan selvfølgelig kontaktes om der er komplikationer. Efterfølgende kommer der en sygeplejerske flere timer om dagen og hjælper mor og barn samt familie i gang med den nye hverdag. Jordemoderen kommer også 2 – 3 gange eller efter behov og følger op på fødslen, og hvordan alting ellers går med mor og barn. Det lyder som en fin service; jeg kan kun være lidt bekymret over den manglende kontakt til andre nybagte mødre, men mange steder i DK ligger man jo også på enestue og sendes hjem før hverken mor eller barn er blevet helt tør!  Forskellen er nok ikke så stor, men vi kunne da godt lære lidt af at give lidt omsorg og hjælp efterfølgende. Det kunne måske hindre eller i hvert fald kunne nogle kommende fødselsdepressioner opdages i tide, før alt er kaos.

Vi var langt omkring i snakken – gik godt på engelsk. Teenagebørn, mindre børn – efternøler og langfart. Johan taler lidt om, at han har svært ved at forstå skabelsen. ”Det kan jo ikke passe, mor”, siger han. Det med Gud og to mennesker. Hvad så med dinosaurerne og aberne? Den snak har de også haft, og det er jo svært at svare på. Der forekommer ting, som er svære at forklare men som ikke desto mindre sker alligevel, og måske skal det opfattes som en lettelse for os, at vi ikke skal kunne forklare altid ned i detaljer. Maartje havde i hvert fald fortalt Floor, at de stammede fra aberne, hvorefter hun så havde spurgt om bedstemor så havde været abe engang?! Der ville jeg nok skønne mig at svare nej ret hurtigt, for ellers kan det være at julegaverne hænger i en tynd tråd!

Maartje og jeg gav hinanden er stort knus, da vi sagde farvel næste morgen kl. 5.30. De skulle sejle videre på deres sommerferie til England – bl.a Hastings. Per og jeg stod lige op, sagde farvel og hjalp dem af sted. Synes bare ikke at det kan være rigtig, at jeg aldrig skal se hende og dem igen! Håber at vi kan følge hinanden lidt på mail og måske en gang ses igen! Jeg vidste jo godt at sådan en tur som denne giver disse oplevelser på godt og lidt trist, men det havde nu været dejligt, om vi kunne have haft lidt mere tid sammen.          

2.

Næste del af min logbog følger nu – jeg er noget bagud, men jeg er også blevet fuldtidslærer ombord.         Vi når det nok – hav blot tålmodighed!

Helgoland var et dejligt sted, men udsigten til at komme videre så lidt tung ud mht. vejret. Jobbet som kontaktpersoner for FTLF var rykket nærmere. Vi gik øen rundt – så de høje, stejle røde klipper og iagttog de mange skrigende fugle. Ungerne elsker at være i land og gerne nogle dage ad gangen. Johan kiggede langt efter krabbeklør til middag – turde ikke helt hoppe ud i det – aner ikke hvad jeg skal stille op med dem. Vil lære noget om de skaldyr – håber Spanien giver os den mulighed! Johan er meget opsat på det samt det at kunne fange vores egen fisk til middag. Rent faktisk er han jo vild med at spise fisk, så han vil nyde det! Der var meget saltvand i det udendørs svømmebad, som vi prøvede, men ingen fisk heldigvis! Det var dejlig afslappende ikke mindst sauna og dampbad bagefter. Det var et rigtigt kursted. Det har jo aldrig været mig med fælles område for mænd og kvinder i bar figur, men jeg gjorde det fordi ungerne synes at det var fantastisk at have os begge der. Vil dog også her bagefter sige, at det var udmærket idet der ikke var overfyldt og den fælles oplevelse for os var det vigtigste!

Vi badede ikke på Dune, som ligger lige ved Helgoland. Vejret var for koldt, men de lokale sæler solede sig på stranden, og vi kunne komme ganske tæt på dem. Det var en dejlig oplevelse. De sødeste øjne kiggede på os og de lå og tænkte: ”Mon de dog ikke snart hopper i vandet – det er bare så lækkert!” Børnene var noget betaget af de sæler – de lå jo bare der frit i naturen – kunne svømme, når de ville!

Oplevede også lokal byfest med band, øl og tyske pølser. Det var en oplevelse, men man kender ikke mange sådan en aften, hvor det kun er havnefogeden, man genkender, som Per sagde!

Vi fyldte selvfølgelig vores depot af whisky op og lidt andre fornødenheder – handlede i en lagerhal, hvor en tysk fyr med ganske god dansk tale hjalp med indhentning af de rigtige varer. Vores besætning er jo ikke så stor og behovet for flere kasser sprut er heller ikke relevant, men alligevel blev flasker og dåseøl kørt ned til skibet i en lille eldrevet bil, og vi kunne derefter laste det direkte fra kajen.

Per og jeg går ofte en lille tur selv og får ordnet nogle praktiske ting – internet og diverse indkøb. Ungerne er tilbage på båden og leger. Det har vi det alle godt med – de kan sagtens selv og vi har brug for voksentid en gang imellem, hvor vi kan tale frit uden lyttende øre omkring. Vi er jo vant til at have meget tid sammen alene og det kan vi godt mærke at vi savner lidt. Derfor prøver vi at dele tiden og opgaverne mellem os, så vi ikke er fire sammen hele tiden. Det kan ingen af os holde ud i længden! Ungerne skriver små gule sedler og sætter dem i pantryet, hvis de er gået fra skibet eller har ændret planer siden vi så dem sidst. På den måde er vi orienteret og ellers skriver de en sms, hvis noget vigtigt kommer op.    

Vi ankom til Vlieland d. 22. Juli på morfars fødselsdag. Det var noget af en sejltur fra Helgoland. Vinden var til sidst meget imod og bølgerne var store og brækkede over. Det var svært at styre Isabella, men jeg gjorde det over en periode og fik ros af skipper! Vandet stod ind over – særlig en stor gik over cockpittet og gav ungerne en skylle. Det var som at køre bil på motorvejen 140 km/t i regnvejr – uden forrude! Vi surfede ned mod havnen – på vej ind mødte vi en tysk båd på vej ud. Kvinden ombord lavede halshug tegn over halsen til mig! Tak for kaffe – hvad bliver det næste, tænkte jeg! Sagen var så den, at havnen var stop fyldt og vi var ikke den eneste båd, som havde søgt i havn. Fik ret hurtigt en hollandsk båd i tale – godt engelsk – vent her, I bliver hentet af havnemesteren, sagde de! Det var første møde med hollænderne. De har hele vejen været super hjælpsomme og yderst veltalende på engelsk.  Og det bedste var at vi kunne sejle derfra direkte videre mod Amsterdam via kanaler. Vi skulle ikke lige ud i baljen igen efter den omgang. Vi var noget møre og lidt rystet over de tæsk vi faktisk havde fået de sidste timer efter 28 timer på vandet siden Helgoland!

Da vi ankom til Harlingen lå vi udenpå en hollandsk båd. Miriam og Maartin med drengene Bastian 12 år og Alexander 10 år. Vi havde en fin snak med dem og fik mange gode tips om Holland, men det bedste var da Johan og Bastian fandt ud af, at det engelsk de hver især har lært gennem to år rent faktisk kan bruges til noget. Det virkede! De forstod hinanden. Det var super dejligt at opleve og Johan var glad og på en måde lettet. Jeg kan og det er ok! Rose og Alexander lyttede og fulgte bare med – senere så de alle 4 Narnia 2 på pc på engelsk!  Efterfølgende har Miriam fortalt mig, at Alexander – den yngste, som ikke kunne et ord engelsk, havde sagt, at han ikke havde forstået et ord af den film, men at han alligevel synes at Narnia 2 var bedre end Narnia 1! Så er det ikke så tosset endda!

Fulgte på deres opfordring videre med til Hindeloppen. Undervejs blev jeg lige bedt om at sætte over til en ekstra kop kaffe, da vi fik uventede gæster på vandet. Han tog dog ikke imod bestikkelse og ville blot se vores pas! Vi ankom til en super hyggelig lille havn med havnefogeden siddende i havestol på broen og klar til at dirigere bådene på plads. De 4 unger forsvandt straks op til en lille swimmingpool og var væk nogle timer. Senere spillede de ludo og spiste is sammen. Det er meget dejligt og vigtigt at ungerne har nogle andre børn at lege med ind imellem. De har et stort behov for det og det er en stor glæde at opleve, at de også taler sammen på engelsk uden vores indblanding. Rose mangler dog ord – hun lytter meget og er bare med. Hun holder sig ikke tilbage. Bastian lærte os 3 gode ord, når man skal handle kød i supermarkedet. Varken er svinekød; rund er oksekød; kip er kylling! Så langt så godt!

Hindeloppen var dejlig, men Amsterdam here we come! Vi kom sejlende ned ad den bredde kanal mod Amsterdam; det var lunt og det var blevet først på aftenen. Bygningerne var blevet noget større på det sidste stykke og der var mange folk på kajen eller bredden langs kanalen. Vi fandt Sixhaven, som vi skulle og det var der også andre der havde. Vi blev anvist en plads nede i bunden af havnen, og vi lå som en sild i en tønde. Havnen var fuldstændig pakket, og det ville ikke være muligt at sejle derfra uden forud aftale med en hel del andre både! Nå, men vi skulle jo heller ikke sejle med det samme, og da en anden dansk båd kom lige i havn efter os, så lå vi side om side med dem, mens vi delte lidt rødvin. Det var Ingerlise og Poul Bak fra Aalborg i båden Evanna. Vi har mødt dem på vintertræf med FTLF, og vi fandt hurtigt fællesnævner for samtale.

Vi skulle selvfølgelig på bytur i Amsterdam. Vi tog en gratis færge, som sejler i pendul fart mellem Noord siden og selve bydelen Amsterdam. Her er alt muligt – virker kaotisk og alligevel i struktur. Følte det lidt som NY kaos. Vi tog hver et barn i hånden og gik af sted. Biler, scooters, cykler og folk i flere farver; alle stilarter i frisure og med alt tænkeligt stukket ind gennem huden – mange steder på kroppen! Blot at stå og se folk stige af og på færgen var vildt spændende. Et mylder af folk i alle retninger – uden at nogen stødte ind i hinanden. På vej tilbage en dag iagttog vi et par. Hun var på den gode side af de 40 – håret var afbleget, men sat op med hårnåle. Hendes make-up var kraftig malende og læberne var tydelige højrøde. Han stod med ryggen til og nikkede blot til hendes hollandske snakken. Frem af tasken tog hun et langt hylster og tændte sin joint. Den sødlige, lidt kvalmende duft bredte sig ud i den i forvejen tætte luft på båden. En meget farvet mand – næsten sort med store hvide smilende tænder kiggede på os og han vidste, hvad vi snakkede om. Amsterdam, sagde han grinende! Vi tog færgen til byen igen dagen efter. Vi følte os lidt mere med – kendte det en smule – følte mig godt tilpas – ikke utryg, men opmærksom! Vi holdt i ungerne, kiggede på rygsækken og håndtasken. Stemning som i NY – husene er blot ikke så høje og meget ældre og vandet i kanalerne rundt i byen giver en fornemmelse af luft. Per kiggede efter nye sko uden at finde det rigtige par trods mange forsøg. Johan var ikke særlig motiveret for shopping længere og Rose fandt på den samme tid adskillige par, som hun syntes hun burde have haft.   

Johan fik held med sit fiskeri i Sixhaven. Han fangede 2 store aborre lige der i havnen. Han blev så glad og ville så gerne kaldes Hr. LFJ – Hr. Lystfisker Johan! Vi kunne ikke spise de fisk fra kanalvandet, så han måtte sætte dem ud igen. Han tog næsten kammeratlig afsked med dem, inden han lod dem svømme videre.  

Vi talte med en ældre hollandsk fyr, som var gæst ombord i sin vens båd. Han sagde: ” Det er meget billigere at ligge i havnen end have et hotelværelse i Amsterdam, men det kræver selvfølgelig en båd. Det har min ven her, sagde han glad! De fleste tror, at vi bare er på sommerferie fra DK til Holland. Når vi så fortæller, at vi er på vej på en længere rejse bliver de fleste overraskede og siger, at det er fantastisk, og at flere burde tage af sted. Vi har kun mødt venlige og imødekommende hollændere. Atmosfæren er positiv og rolig og hollandske familier – de sejler virkelig – i små og store både med børn og dyr i alle aldre. De lever i det miljø på en anden måde end det jeg ser i en dansk havn.   

Rose og jeg tog selv på shopping en dag – tøj og smykker. Rose gik rundt mellem folk og fandt butikkerne, vi havde set forleden dag. Hun er meget obs. På at gå ved grønt og stå ved rødt – det er der stort set ingen andre der gør, og de bruger heller ikke cykelhjelm på trods af, at de bare cykler derud af.

Inden vi sejlede mod Belgien var der lidt mokkeri på dækket mellem Rose og Johan. Rose siger: ”Ih – Johan du er også i den der konfirmationsform, hvor du er så irriterende!” Der er nok noget om snakken, men jeg har aldrig hørt denne variation!

1.

Det var trygt og godt at lægge til i Agersø havn – vores første mål. Vi var alle stadig noget speeded og vi besluttede ret hurtigt, at vi til aften ville spise på kroen for at fejre, at turen var startet! Det skal siges, at maden var dejligt, men det var der vi besluttede, at Johan ikke længere skal have børnemenu pga. hans voksende appetit og lyst til ”rigtig mad” og Per og jeg måtte bestille hovedretten to gange, da vi faktisk var ualmindeligt sultne den aften og vi sov også tidligt og godt den nat!

De efterfølgende dage ryddede vi op i båden – det var mildest talt nødvendigt for at kunne komme omkring, men vi fik også besøg fra fastlandet. Carina og Christian med fætrene kom med færgen over til øen. Thomas fra Agersø færgen havde ellers fortalt under overfarten, at vi da var sejlet for han ikke set skibet til morgen. Vi havde ganske rigtig flyttet Isabella til en bedre plads, men var ikke sejlet og Carina lader sig da heller ikke slå så let ud! Vi sejlede da ikke før vi også havde sagt farvel til dem!

Dagen efter fik vi besøg af vores house - keeper med familie. Når vi er sammen med Lene og Lars er det enten fordi vi skal løse en arbejdsopgave af den ene eller anden art eller så er vi til nabofest med vin og mad og efterfølgende dans – vi har aldrig gået en tur sammen! Det gjorde vi så der på Agersø og nu var ringen sluttet. Vi kunne trygt tage af sted og som Lars havde sagt på færgeturen tilbage til fastlandet:       ”Et år går jo hurtigt!”

Det lykkedes også at få skibet så velpakket at vi kunne beskrive det som værende hyggeligt og Per lavede et system med 4 kasser. El – tømrer – smede og rigkassen. Det system må selv jeg indrømme er velfungerede og han ved, hvad det hele skal bruges til. Jeg håber blot ikke, at vi får brug for det hele! Sådan har han det også med min medicinkasse! Mere om den senere.

Vi rundede af på værftet med Bomuld og Jacob havnefoged og et par andre gutter fra havnen. En af dem sagde: ”I skal vel da ikke sejle så langt i det gamle træskib?” Man skal høre meget!

Det ærgrede dog mig, at vi ikke fik sagt rigtig farvel til dem vi kender på Agersø færgen. Det har nu været en fornøjelse at sejle med dem – alle de gange, hvor vi har slæbt alt muligt tænkeligt ombord for at tage over til Isabella for at lave noget. En gang havde vi redningskrans med nyt navn med – og kommentaren var: ”Nu tror de ikke længere på færgens sikkerhed – de har selv udstyr med!” Og den hvidhårede fyr, som synes at det er bedst at jeg er med, for så får Per lavet noget mere. Der er også ham, som altid spørger, om jeg vil betale med dankort og ham, der siger: ”Ta’ til et Agersø og få et par flade, når jeg står med en pose med 4 rødspætter i! Jeg tror, at vi sender dem et postkort en af dagene!   

Da vi sejlede fra Agersø mod Brejning – havnen hvor vi første gang så Isabella, fik vi lidt af en havtur – modvind og 10-13 sm, men så var vi ligesom også i gang kan man sige! Vi sejlede lige ind på vores gamle plads en tidlig morgen og solen skinnede. Det er en skøn havn og heldigvis mødte vi Hanne og Bent igen. Bent er havnemester og de to mennesker hjalp Per på alle mulige måder, da han tog over for at tjekke og ordne bunden af skibet den gang i april 2007. Deres hjælpsomhed var stadig lige stor. De tilbød, at vi kunne låne deres bil, hvis vi havde brug for at komme ind til byen samt at vi da godt kunne få vores gamle havneplads – der i Brejning havn, hvis vi ville! Der er godt nok lidt langt fra Nyrup, men havnen er smuk og meget venlig og positiv at være i. Vi skulle i hvert fald ringe, når vi kom igen og det skulle gerne være på vores tilbage tur, sagde de. De ville følge os på siden!

I Brejning havde vi også besøg af Lene og Klaus og pigerne. Det har ikke været rigtig sommer uden at vi lige når at se dem en gang. De var på vej til Italien på camping og stoppede lige på vejen. Det er altid super hyggeligt at være sammen – tiden var bare lidt presset denne gang. Håber, at vi får mulighed for at gøre det om i sensommeren 2010 – måske!

Under en gåtur til Brugsen i Brejning – der var et godt stykke at gå – fik vi talt om en del. Vi gik bl.a forbi bagerens butik, hvor skiltet i vinduet fortalte, at han var gået konkurs. Det snakkede jeg så lidt med ungerne om – hvad det egentlig vil sige. Rose siger så: ”Det er du ikke vel mor? – Du er bare stået af, ik’?”

Vi er nu et par uger inde i sommerferien og ungerne har ikke en eneste gang nævnt et ord om tv! Det er en dejlig ting at være fri for og savnet er minimalt, men internet er derimod dejligt at have i nærheden og det skal snart vise sig at blive en mangelvare. Det er blevet mere kompliceret end beregnet! Rose mangler det dog ikke og en aften fandt hun sit skrivehæfte frem og skrev 5 sider med nydelige bogstaver og ord. Det er bedst at gøre sådan en opgave når man er top motiveret!

I Sønderborg var oplevelserne: Ice Age 3 – sidste film på dansk for en lang periode. Det var skønt at slutte af med den. Den er ikke mindre end fantastisk og vi grinede og hyggede os alle fire rigtig meget. Det er en skøn film og den lever bestemt op til de to andre. Vi har under vores tur til Paris midt i august haft den fornøjelse at besøge det galleri – helt tilfældigt – hvor tegneren Peter de Severé havde nogle af sine originale tegninger af Sid og Scrat hængende. De var til salg til en pris på ca. 980,- euro, hvilket nok trods alt er noget i overkanten. Han havde været der ved åbningen midt i juni – vi hørte et interview med ham på tv samt så flere klip fra filmen – det var dog på fransk, men vi grinede alligevel!

Samme aften kom Kaja og Jørn på besøg på båden. Sidste aften i Danmark på længe – vi spiste den gode kartoffelsalat fra Kaja og fik selvfølgelig frikadeller til. Solen gik ned med en himmel så smuk til følge. Super hyggelig aften og vores gæster var friske på at tage de sidste ting fra båden, som vi havde besluttet vi ikke fik brug for! Næste dag sejlede vi mod Holtenau i Tyskland. Vi skulle være ude af Danmark inden d. 15. Juli.

Da vi krydsede den dansk tyske grænse på søkortet og de store skibe begyndte at vise sig begyndte jeg at mærke fornemmelsen af noget større som var i vente. Til midnat gik vi ind i sluse havnen og skulle blot vente til næste morgen. Slusen lå lige for – det var ligesom døren ud i verden ad søvejen!

Jeg havde forestillet mig, at der kom en masse vand ind i slusen, men det var helt roligt og uden større problemer. Det skal bare prøves og så er det udmærket at kigge lidt på de lokale skibe – de kender de små tricks og metoder lige i den sluse. Hver sluse har hver sine fortøjningsmuligheder, flydebroer eller betonkanter – vi danner os et hurtigt overblik – lader skipper afgøre for hver gang og så gør vi det! Vi er blevet gode til det!

Sejladsen på Kielerkanalen var varm; solen skinnede og vandet var helt roligt bortset fra de store dønninger fra de store containerskibe, som passerede os hele dagen. Aldrig har vi været så tæt på dem. Fra flodbredden råbte nogle børn: ”Hej Isabella”. Rose var først i sommertøjet og nød fornemmelse af at være på rejse mod varmere himmelstrøg.

I Brunsbuttel mødte vi Dorthe og Jørgen. De var ude for at prøve fornemmelsen af langtur inden endelig afrejse om få år. Besluttede at følges ad til Helgoland næste dag – Både Jørgen og Pers tidevandsberegninger var overensstemmende og modvind ville der nok blive lidt af, men det er vi efterhånden snart vant til. Elben er uendelig lang og det er ikke svært at sejle der – der skal blot holdes godt udkik for billedet ændrer sig hele tiden, og de store skibe kommer hurtigt og tæt på – Isabella virkede så lille. En periode i den gode medstrøm nærmede vi os de 10 knob. Det har vi aldrig prøvet før. Ungerne var helt vilde og sagde ved kig på plotteren: 9,8 og 9,9 skiftevis. Jeg lovede slik til morgenmad, hvis vi rundede de 10, hvorefter de begge hylede 10,2! Og det er ikke en gang løgn!

Vi snakkede om muligheden for at få følgende spørgsmål en gang: ”Hvorfor sejlede I så til Helgoland og så i bitre vind?” Jo, vi manglede toldfri whisky – vi havde jo været af sted i 14 dage nu!

Og hvis Nordsøen viste sig for hård for os og vi besluttede at blive boende på Helgoland, så kunne vi altid blive kontaktpersoner på Helgoland for FTLF!

På vej til Helgoland havde jeg udkiksvagten en stund om eftermiddagen. Ungerne lå på hver sin kistebænk og Per sad på dørken. De sov alle sammen. Vinden var taget af, men dønningerne var stadig lange og lidt høje, men solen skinnede og Ingrid-Omatic styrede – vores autopilot. Der var bare vand omkring mig – kun 4 store containerskibe på lang afstand i en dis. Øen nærmede sig svagt i horisonten. Alt åndede ro – kun motorens lyd og vandets plasken mod båden. Det var dejligt bare at sidde der og kigge – ville ikke læse – blot kigge og tænke. Man kan tænke langt, når man sådan sidder – skulle bare tisse! Tog så pøsen og det var helt befriende at sidde der og Gud i det høje var jo den eneste der så mig stå der i solskinnet med bar røv ude i det blå! Det synger min gode ven Trille også noget om!

Inden dette afsnit sluttes vil jeg fortælle lidt om det at være gift med en skipper mht. gaver. Det er jo nærliggende at ønske sig sejler stuff til jul og fødselsdag – særlig hvis det er noget lækkert. Tøj, sko og udstyr som forbedrer komforten, men der er mange andre ting, som er gode at have, men ikke som fødselsdagsgave! Jeg har mødt en sejler kvinde, som kender denne situation godt! Hun var faktisk træt af – at få noget til båden til hver eneste jul! Endelig troede hun, at det var en lækker, blød gave til hende selv, men så var det et gæsteflag til Belgien! Det er jo ikke fedt, og det skal vi ikke finde os i!

Per får en tube med stævnrørsfedt i adventsgave i år, for det bruger han jævnligt og han kan godt lide at gå ned at tjekke lige netop det! Tror faktisk, at han bliver glad for det, men jeg vil også finde på noget andet lækkert, som ikke skal kunne læses her!!!